fredag den 7. august 2009

Fra Firenze over Klitmøller og Middelfart til Værløse

Vi forlader Firenze torsdag formiddag, og vi lander i Klitmøller lørdag aften. Turen er blevet strakt ud i en udmarvende, langsom march over tre dage, mest fordi der konstant er kø på de tyske motorveje. Efter to dages kørsel med 60 km/t er der opløftet stemning i bilen over at være tæt på næste feriemål: Klitmøller i Thy hvor vores allernærmeste familie bor. Fætre skal mødes og endelig lege, og deres forældre ser frem til langsomme samtaler i hinandens gode selskab. Det er stort.

Klitmøller ligger tæt på Fjerritslev og Svinkløv hvor en del af min familie på min fars side stammer fra, og Thy har hele min barndom været som det forjættede land. Her var havet "rigtigt", og her var det overflødige skåret bort og livet enkelt.

Nu står jeg igen ved Vesterhavet, som jeg uophørligt drømmer om om natten og længes efter om dagen. Det er en stille dag, og jeg nyder den langsomme lyd af bølgeslagene og lyset ude over havet. Mit sind er i ro, det hverken ønsker mere eller husker andet.

Hjemme i huset kan jeg dog mærke tankerne presse sig på. Hvis jeg ønsker mig så meget at bo ved havet, hvorfor gør jeg det så ikke? Jeg kender godt argumenterne - børnenes skole og venner, min mands arbejde, økonomien osv. - og de virker vægtige lige nu. Men, spørger jeg mig selv, kan de i længden overdøve fornemmelsen af at høre hjemme et sted og gerne ville tilbringe det ene liv jeg har, eller resten af det, dér? Tiden kommer ikke igen. Jeg kan ikke bo der i mit næste liv, det går langsomt op for mig. Hvor jeg vil bo, og mange, mange andre ting i mit liv, må jeg vælge med omhu, for det er nu det gælder. Livet er en alvorlig affære, og det nytter ikke at jeg lader det være op til tilfældighederne som en anden eksistentiel døgenigt.

På vej hjem fra Klitmøller stopper vi i Middelfart hvor jeg boede de første 19 år af mit liv. Vi skal besøge en af mine kære som kun har kræfter til et par timers besøg, så vi stopper på havnen og spiser frokost først. Byen er ganske forandret i forhold til hvordan den så ud i min barndom, men mit blik finder alligevel nogle tidløse fikspunkter der får mig til at føle mig hjemme på en måde som jeg ikke kender nogen andre steder fra.

Jeg kigger rundt på broerne, kirken, havnen og skoven. Jeg glæder mig over gensynet, men mine øjne tiltrækkes som af en magnet af det som jeg har længtes mest efter og set mest frem til at opleve igen: Vandet. Jeg kigger ud over bæltet, følger bevægelserne i bølger, vind- og strømbælter. Suger vandets farver til mig. Husker at min mor tog mig med til Søbadet og delte sine svømmekundskaber og livsbekræftende glæde ved vandet og solen med mig. Husker at min far lejlighedsvis slap mig indenfor i sit absolutte domæne: Bådebyggeriet, dueligheden til søs og kendskabet til det lokale farvand ned i mindste detalje.

Da jeg var barn, var marsvin et forholdsvis sjældent syn. Man skulle være meget heldig hvis man så de små, sorte rygge komme til syne i vandoverfladen, og jeg tror nærmest jeg husker alle de gange jeg oplevede det som barn.

Vi vidste at marsvinene var derude et sted, og jeg er vokset op med fortællinger om mine forfædres marsvinejagt og om min mormors nevøs søn der var biolog og forsker og holdt marsvin i et bassin i videnskabens navn. Ingen af delene huede mig, jeg led med de jagede og indespærrede små hvaler jeg hørte om, og jeg ønskede kun at se for mig selv at der virkelig svømmede frie individer rundt ude i vandet. Derfor skannede jeg, som jeg husker det, ved enhver given lejlighed vandet for krusninger der ikke bare var en bølge, men ubestrideligt et marsvin.

Det samme gør jeg nu, hvor marsvinene er vokset i antal og blevet et dagligdags syn blandt andet i Lillebælt, og vi er også heldige i dag. Efter lidt tid ser vi flere marsvin bryde vandoverfladen et godt stykke ude i bæltet, og jeg glæder mig og er uendelig taknemmelig over at kunne tage endnu en marsvin-i-det-fri-oplevelse med mig hjem.

Efter Middelfart kører vi det sidste stykke vej hjem, og det er dejligt at blive taget imod af vores kat der - ifølge den nabo der omhyggeligt og kærligt har passet den - har savnet os frygteligt.

Husene står tæt her, og der er ikke en dråbe saltvand i kilometers omkreds. Alligevel er det godt at være i sit eget hus igen, det mærker jeg tydeligt, og jeg glæder mig over alle de dejlige mennesker jeg bor midt i blandt og holder meget af. Samtidig kan jeg ikke slippe mine alvorsspekulationer.

Klitmøller eller Middelfart. Vesterhavet eller Lillebælt. Havet er i mig som jeg var i det engang. Jeg har leget og svømmet i det, roet og sejlet på det, og jeg har stået på land og mærket dets for mennesket vældige og ubetvingelige kraft. Jeg husker det hele med krop og sjæl, og at være tæt på havet er for mig som at gå over en bro til et mægtigt reservoir af informationer som jeg elsker at få bare en mikroskopisk smule del i. Vil jeg undvære at gå over den bro når jeg ved den findes?