27. august 2009

Pause

Jeg lukker mine øjne
bare et lille øjeblik
lægger hovedet på min arm
efter første trætte nik

Jeg slipper tanken her
synker ind og synker ned
tager imod så godt jeg kan
fra min drømmevirkelighed


19. august 2009

Dagens tekst



"Læner mig ømt mod natten" af Inger Christensen.
Fra digtsamlingen "Lys".

Fordi den har ligget i min taske hele dagen og fulgt mig på vej.

Dimensioner

Jeg ophæver rummet
bryder grænserne ned
til atomer der samles
i åndelighed

Jeg ophæver tiden
sætter uret i stå
indtil viserne viser
kun nuet kan gå

For himlen og havet
bytter plads i én strøm
som om rummet og tiden
kun er menneskets drøm

18. august 2009

Yalom og livets fire ultimative temaer

Som jeg skrev for ca. en måned siden, har jeg været fuldstændig optaget af at læse Irvin D. Yaloms bog "Eksistentiel psykoterapi". Den har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg er nu det sted i processen hvor jeg vender tilbage til den igen og igen for at tygge drøv på den ene lille bid efter den anden.

Yaloms bog er en stor bog på alle måder, efter min opfattelse, og jeg skal ikke begive mig ud i at opsummere hvad han skriver i bogen som helhed. Her er det "officielle" rids af bogens indhold, som man finder hvis man søger bogen i netboghandler, fx Gyldendal og Saxo:
"Bogen tager udgangspunkt i det, Yalom beskriver som de fire "ultimative livstemaer" - død, frihed, eksistentiel isolation og meningsløshed. Han viser, hvordan disse livstemaer manifesterer sig i personlighed og psykopatologi, og hvordan erkendelse af dem kan være en hjælp i såvel den normale udvikling som i forbindelse med psykoterapi."
Bogen er forholdsvis let at læse. Yalom er en dygtig formidler, og han bevæger sig gennem sine tanker og inddrager sin (enorme) viden i et letforståeligt sprog uden fagtermer. Selvom man - som jeg - bare er almindeligt interesseret i emnet og ikke har særlige forkundskaber, kan man sagtens læse den. (Man kan faktisk slet ikke holde op når man først er i gang ..).

Yalom er skånselsløst "sartresk" i sin opfattelse af vores frie vilje og eksistentielle ansvar, lad det være en lillebitte advarsel på forhånd. Der er ingen "gud" i Yaloms univers. Det kan godt virke brutalt, især hvis man tumler med svære ting og ikke kan se vejen ud, og jeg blev faktisk ret forskrækket eller provokeret over visse afsnit. Jeg er dog enig med Yalom i det meste, og fandt - da jeg lige havde trukket vejret - lindring for de tanker der var sværest at sluge, i nogle af Yaloms egne senere afsnit.

Under alle omstændigheder er der så ufatteligt meget at hente i "Eksistentiel psykoterapi", at jeg gerne vil anbefale den generelt til alle som søger dybere og ikke er tilfredse med et liv på overfladen - derfor disse ord.

Til sidst et par klip fra bogens afsnit "Ansvar og eksistentiel skyldfølelse" (side 292-302) som jeg personligt er meget optaget lige nu, nemlig tanken om en helt særlig dimension af skyldfølelse som vi, tror jeg, tit overser, nemlig den som udtrykkes i dette korte citat:
"Man kan ikke alene være skyldig i forsyndelser mod andre eller mod moralske eller sociale normer, men også skyldig i forsyndelser mod sig selv".
Tanken udfoldes, og Yalom inddrager blandt andet Otto Ranks tanker om "fænomenet":
".., at når vi hindrer os selv i at leve for hurtigt eller intenst, i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os".
Yalom trækker tråde til mange andre i sit afsnit, blandt andre Kierkegaard, og inddrager også en mere poetisk fremstilling af problematikken, nemlig denne af Susya:
"Når jeg kommer i himlen, vil de ikke spørge: 'Hvorfor var du ikke Moses?' Nej, de vil spørge: 'Hvorfor var du ikke Susya? Hvorfor blev du ikke den, kun du kunne blive?'"
Se, det er for mig et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at besvare (eller udelukke) før jeg kommer i himlen. Og en del af arbejdet tror jeg allerede er gjort ved overhovedet at stille det på forhånd.


---

Jeg skylder Anna T. en stor tak for at have foreslået mig at læse "Eksistentiel psykoterapi".

uden titel

jeg må samle mig snart
tale rent og helt klart
jeg er splittet og delt
og gør ingenting helt
jeg erkender en strid
ser med rædsel og vid
hvordan øksen gik ind
satte splid i mit sind

men jeg heler igen
ja, jeg gør så, såmænd
for jeg vil og jeg kan
føje kvinde til mand

14. august 2009

Under vandlinjen

Jeg kigger ud under vandlinjen
gennem koøjets runde optik
og leder i den salte væske
efter glæder jeg aldrig fik

Nu hvor jeg er her alligevel
vil jeg søge efter drømme og savn
som bærer mit bankende hjerte
over havet og sikkert i havn.

13. august 2009

Appendiks

Opdatering: Se her.



Jannes sted har fået et Appendiks, eller måske rettere plads til at indsætte et appendiks. Kig gerne forbi og vær med til at fylde ud, hvis du har lyst.

Men ..

Bær over med mig. Forvent ikke det store og slet ikke kvalitetsprodukter. Det er kun for sjov, og jeg synes det er sjovt at lege, pusle og forsvinde ind i en proces. Give slip og være ligeglad med hvad verden synes - i hvert fald mens det står på :-).

Jeg sad engang på tilskuerpladserne i en stor idrætshal sammen med en masse andre mennesker og så en finalekamp i basket. I pauserne mellem kampens perioder greb en lille dreng en bold og susede ned på banen for at lege. Det er almindelig praksis, og de fleste lyser langt væk af bevidsthed om at der er nogle der kigger på dem, når de tumler rundt derude.

Men ikke denne unge. Han så ud til at blive ét med bolden i samme øjeblik han samlede den op, og snart fløj han rundt i smukke bevægelser med sit lange rødlige hår flagrende ud fra hovedet. Alting lykkedes, bolden røg swish i igen og igen, blev grebet, driblet og i det hele taget håndteret med en lethed og et overskud som var Michael Jordan værdig. Han er helt væk, tænkte jeg. Nej, om igen: Han er fuldstændig til stede, og vi andre er væk.

Det jeg så, rørte mig dybt. Sådan skal man leve sit liv, tænkte jeg, og mærkede en stor sorg over ikke at være i stand til det.

Det er år siden nu, og jeg har aldrig glemt det. Nu, i dag, samler jeg bolden op og forsøger.

Komme fremmede

Min mor varmede pølser på radiatoren til mig og mine grandkusiner, har jeg hørt. Og røg cerutter og drak kaffe til morgenmad, i housecoat og sutter.

Jeg ved ikke hvorfor jeg kommer til at tænke på det nu. Jeg har ellers travlt, for Søren og Helle kommer jo til middag i aften. Det er noget vi har aftalt for lang tid siden, du ved, vi skiftes jo, og jeg skal nå at bage chokoladekage til desserten - heldigvis fik jeg Peter til at lave isen i går, det er han altså bare så god til. Jeg bliver også nødt til at køre i Irma igen, for jeg har fuldstændig glemt at købe servietter. Jeg er ellers godt med, synes jeg. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få mine hænder pæne igen efter at have skrabet kartofler - en eller anden torsk havde taget det sidste par gummihandsker uden at sige det, og så stod jeg jo dér. Gad vide om man kan bruge citronsaft?

Hun skulle også have skrubbet tagstenene indvendig engang. For at afreagere, sagde min tante. Men det var vist før det med pølserne.

Nej, nu MÅ jeg videre. Kom lige i tanke om at jeg også skal huske at lægge hvidvinen på køl. Og ungerne, altså. Nu ligger deres beskidte tøj og flyder alle vegne igen. Man skulle tro at de ikke vidste vi skulle have fremmede.


12. august 2009

?

I can laugh or I can cry
I can go on and wonder why
But the question really is
Is it mine or is it his?

11. august 2009

IS RØVER TID

ØVER I DRIST
VRISTER I "DØ!"
ØR I STRID VE
RIDSER VI "TØ!".

TØR VI RIDSE?
RIVE RØD STI?
RIS REV Ø-TID:
"TIDSRØVERI!"

10. august 2009

Arven




Cirkulært stamtræ
Jeg kigger ned fra oven
Historien fortættes indad
Jeg er en lille kvist i skoven

Som en mandala
Fundet på af min far alene
At kredse sig ind i en helhed
Ret genialt, sku' jeg mene

7. august 2009

Fra Firenze over Klitmøller og Middelfart til Værløse

Vi forlader Firenze torsdag formiddag, og vi lander i Klitmøller lørdag aften. Turen er blevet strakt ud i en udmarvende, langsom march over tre dage, mest fordi der konstant er kø på de tyske motorveje. Efter to dages kørsel med 60 km/t er der opløftet stemning i bilen over at være tæt på næste feriemål: Klitmøller i Thy hvor vores allernærmeste familie bor. Fætre skal mødes og endelig lege, og deres forældre ser frem til langsomme samtaler i hinandens gode selskab. Det er stort.

Klitmøller ligger tæt på Fjerritslev og Svinkløv hvor en del af min familie på min fars side stammer fra, og Thy har hele min barndom været som det forjættede land. Her var havet "rigtigt", og her var det overflødige skåret bort og livet enkelt.

Nu står jeg igen ved Vesterhavet, som jeg uophørligt drømmer om om natten og længes efter om dagen. Det er en stille dag, og jeg nyder den langsomme lyd af bølgeslagene og lyset ude over havet. Mit sind er i ro, det hverken ønsker mere eller husker andet.

Hjemme i huset kan jeg dog mærke tankerne presse sig på. Hvis jeg ønsker mig så meget at bo ved havet, hvorfor gør jeg det så ikke? Jeg kender godt argumenterne - børnenes skole og venner, min mands arbejde, økonomien osv. - og de virker vægtige lige nu. Men, spørger jeg mig selv, kan de i længden overdøve fornemmelsen af at høre hjemme et sted og gerne ville tilbringe det ene liv jeg har, eller resten af det, dér? Tiden kommer ikke igen. Jeg kan ikke bo der i mit næste liv, det går langsomt op for mig. Hvor jeg vil bo, og mange, mange andre ting i mit liv, må jeg vælge med omhu, for det er nu det gælder. Livet er en alvorlig affære, og det nytter ikke at jeg lader det være op til tilfældighederne som en anden eksistentiel døgenigt.

På vej hjem fra Klitmøller stopper vi i Middelfart hvor jeg boede de første 19 år af mit liv. Vi skal besøge en af mine kære som kun har kræfter til et par timers besøg, så vi stopper på havnen og spiser frokost først. Byen er ganske forandret i forhold til hvordan den så ud i min barndom, men mit blik finder alligevel nogle tidløse fikspunkter der får mig til at føle mig hjemme på en måde som jeg ikke kender nogen andre steder fra.

Jeg kigger rundt på broerne, kirken, havnen og skoven. Jeg glæder mig over gensynet, men mine øjne tiltrækkes som af en magnet af det som jeg har længtes mest efter og set mest frem til at opleve igen: Vandet. Jeg kigger ud over bæltet, følger bevægelserne i bølger, vind- og strømbælter. Suger vandets farver til mig. Husker at min mor tog mig med til Søbadet og delte sine svømmekundskaber og livsbekræftende glæde ved vandet og solen med mig. Husker at min far lejlighedsvis slap mig indenfor i sit absolutte domæne: Bådebyggeriet, dueligheden til søs og kendskabet til det lokale farvand ned i mindste detalje.

Da jeg var barn, var marsvin et forholdsvis sjældent syn. Man skulle være meget heldig hvis man så de små, sorte rygge komme til syne i vandoverfladen, og jeg tror nærmest jeg husker alle de gange jeg oplevede det som barn.

Vi vidste at marsvinene var derude et sted, og jeg er vokset op med fortællinger om mine forfædres marsvinejagt og om min mormors nevøs søn der var biolog og forsker og holdt marsvin i et bassin i videnskabens navn. Ingen af delene huede mig, jeg led med de jagede og indespærrede små hvaler jeg hørte om, og jeg ønskede kun at se for mig selv at der virkelig svømmede frie individer rundt ude i vandet. Derfor skannede jeg, som jeg husker det, ved enhver given lejlighed vandet for krusninger der ikke bare var en bølge, men ubestrideligt et marsvin.

Det samme gør jeg nu, hvor marsvinene er vokset i antal og blevet et dagligdags syn blandt andet i Lillebælt, og vi er også heldige i dag. Efter lidt tid ser vi flere marsvin bryde vandoverfladen et godt stykke ude i bæltet, og jeg glæder mig og er uendelig taknemmelig over at kunne tage endnu en marsvin-i-det-fri-oplevelse med mig hjem.

Efter Middelfart kører vi det sidste stykke vej hjem, og det er dejligt at blive taget imod af vores kat der - ifølge den nabo der omhyggeligt og kærligt har passet den - har savnet os frygteligt.

Husene står tæt her, og der er ikke en dråbe saltvand i kilometers omkreds. Alligevel er det godt at være i sit eget hus igen, det mærker jeg tydeligt, og jeg glæder mig over alle de dejlige mennesker jeg bor midt i blandt og holder meget af. Samtidig kan jeg ikke slippe mine alvorsspekulationer.

Klitmøller eller Middelfart. Vesterhavet eller Lillebælt. Havet er i mig som jeg var i det engang. Jeg har leget og svømmet i det, roet og sejlet på det, og jeg har stået på land og mærket dets for mennesket vældige og ubetvingelige kraft. Jeg husker det hele med krop og sjæl, og at være tæt på havet er for mig som at gå over en bro til et mægtigt reservoir af informationer som jeg elsker at få bare en mikroskopisk smule del i. Vil jeg undvære at gå over den bro når jeg ved den findes?

3. august 2009

Ferie fra A til Å

Autostrada med ”Arrivederci” i højtaler
Bjergvand og tyrkisblå lykke
"Ciao!"
Drikkevandsreservoirplanlægningsmaraton
Engle foroven
Faktor 6, 15 eller 50?
Gelati i rå mængder
Højlydte ordvekslinger på moderne latin
Isnende bekymringsmylder
Jubelskrig fra poolen (badehætte obligatorisk)
Kulturbombardement
Lynlåslyde i mørket
Mad med mening og kaffe med kant
Nådesløs middagssol
Omregningsøvelser
Pisa, pizza og piazza
"Quanto costa?"
Rum af skygge
Scooterdødskørsel
Tid i perspektiv
Udekøkken i knæhøjde
VW til at stole på også i længden
X for 10
Yndlingsmenneskers kærlighed
Zebrastribet kirketårn
Æg i pastaen
Øjeblikke der varer evigt
Ånder endnu ikke overgået