30. juni 2009

Meta-


Det har været
forvirrende
skræmmende
pirrende
græmmende

Der har været
kasten sig ind
trækken sig ud
væk med en vind
koldt vand og lud

Men nu er jeg her igen, og jeg tror jeg lidt bedre ved hvad jeg vil, og hvad jeg kan (holde til) i forhold til det at blogge. Jeg har forsøgt at gøre det tydeligere i sidebaren hvad mine særinteresser i livet er, for jeg må lægge mit fokus på dem, det er klart for mig nu. Jeg ved at jeg snævrer ind og tegner en smal sti, og jeg mærker da også frygten for at miste andres interesse eller velvilje. Men hvis jeg ikke synligt vælger, mister jeg mig selv, og intet i livet (så længe det varer) kan være værre end det.

Jeg har engang læst et sted at mennesker med min typologiske profil ”.. constantly define and re-define the priorities in their lives”. Det passer vist egentlig meget godt på mig, og jeg laver sikkert også om på tingene igen efter dette. Lige nu føler jeg dog jeg har fået arrangeret mig her på stedet på en måde som giver mening for mig og ro i sjælen for en stund.

*
I skrivende stund sidder jeg på terrassen og kigger ud over vores lille have. Solen skinner fra en skyfri og meget, meget blå himmel. I en balje ved siden af mig kan jeg se nogle solsikkehoveder fra min mands fødselsdagsfest lyse i den guleste farve jeg kender.

Jeg får øje på vores kat i skyggen under æbletræet, den ligger dér som en anden zenbuddhist. Et insekt kommer forbi, og katten eksploderer i et spring 1½ meter op i luften for to sekunder senere at se ud som om ingenting er hændt. Jeg griner.

Måske er ingenting hændt. Måske er alting som det altid har været. Måske har jeg bare åbnet mine øjne.

25. juni 2009

Kunsten?

Sagt mellem to drenge foran et billede på væggen (som jeg har fået foræret og er meget glad for):

Den Ene (forsigtigt, hensynsfuldt, dybtfølt):
- Altså .. ikke for noget .. men jeg synes altså det der billede er lidt .. ja, undskyld .. lidt ulækkert at se på.

Den Anden (trøstende, analyserende, lidt ironisk, men også med vilje til at se noget positivt):
- Årh, det er da ikke så slemt. Du skal bare lære at se kunsten i det .. så er det ikke så klamt mere.

--

Hm. Den tænker jeg lidt over. Kan jeg se "kunsten" i noget jeg ikke kan lide med mine følelser, for eksempel? Ja, det kan jeg godt, nogle gange i hvert fald. Det gør jeg mig vist den samme viljesmæssige umage for som den Anden. Men giver det nogen mening at prøve at overtale sine følelser til at kunne lide noget bare fordi det er erklæret "kunst"? (Jeg bruger gåseøjnene fordi jeg ikke aner hvad kunst er, men her opfatter det som et udtryk for noget der er erklæret værdifuldt ifølge den offentlige eller almene mening; ifølge rationelle, objektive argumenter eller noget i den stil).

Nej, det giver ikke meget mening, for mig i hvert fald. Når nu jeg mærker efter, virker det som undertrykkelse af noget vitalt. Jeg tror jeg vil øve mig på at kunne lide det jeg faktisk kan lide med hjertet, og ikke det jeg kun forstår værdien af med hovedet.

Bedst er vel det som både mit hoved og mit hjerte kan lide. Som det her omdiskutere billede, for eksempel. Faktisk.

22. juni 2009

Sensitivitet og demokrati

Her kommer et citat om sensitivitet og demokrati. Bare fordi jeg selv trænger sådan til at genlæse ordene i en tid hvor sensitiviteten har trange kår - personligt og kulturelt:
I believe in aristocracy, though - if that is the right word, and if a democrat may use it. Not an aristocracy of power ... but .. of the sensitive, the considerate. ... Its members are to be found in all nations and classes, and all through the ages, and there is a secret understanding between them when they meet. They represent the true human tradition, the one permanent victory of our queer race over cruelty and chaos. Thousands of them perish in obscurity, a few are great names. They are sensitive for others as well as themselves, they are considerate without being fussy, their pluck is not swankiness but the power to endure ...

E. M. Forster, "What I Believe," in Two Cheers for Democracy, hentet fra bogen The Highly Sensitive Person af Elaine N. Aron.


17. juni 2009

Visdom i ugeblade

Forleden fik jeg en stak ugeblade af en veninde som selv havde fået stakken fra en anden og nu var færdig med den. Hvor herligt, tænkte jeg, så er der lidt at bladre i til kaffen i en ledig stund.

Og bladret, det har jeg. Og nydt at få inspiration til alle de små og store meget konkrete elementer som ethvert liv består af: Mad, tøj, bøger, musik, krop, håndarbejde, rejser og meget, meget mere. Dejligt afslappende og hyggeligt. Og i sig selv det hele værd.

Men jeg fandt også noget som satte spor i mine tanker på en helt anden og langt mere luftig måde. I "Søndag" har Nikoline Werdelin en brevkasse, og i hendes svar til læserne dukkede kloge ord op som tog mig væk fra ugebladets ellers lette univers og ind i et dybere. Prøv at høre tre løsrevne citater her:

Jeg fik en bog anbefalet i efteråret, som jeg har meget glæde af. Den hedder "De fire leveregler" (forlaget Borgen), og de fire regler er baseret på gammel toltetisk visdom og følger her: 1) vær ren i dit ord 2) tag ikke noget personligt 3) lad være med at formode noget 4) gør altid dit bedste (...) Disse fire regler sender os tilbage til vores side af hegnet - og hjælper os til ikke at koncentrere os om motiver og svigt fra den anden side. (Søndag 13/2009).
---
En dag skulle du måske tale med din veninde om selv at sige ja til sin egen kerne. (...) Når vi angler efter perfektion - og overlader det til den ydre verden at anerkende vores eksistens og give os karakterer for vores bedrifter, er vi på et skråplan. Og det største vi formår at gøre her på Jorden, foregår jo ofte helt uden bevågenhed. (...) Prøv at læse St. Francis' bøn højt for hende. Den er god at læse som en hensigtserklæring - også for os ikke-troende. Lad mig citere en smule af den: "...giv at jeg må trøste frem for at blive trøstet, forstå frem for at blive forstået, elske frem for at blive elsket. (Søndag 19/2009).
---
(...) må du huske det gode ord "Bless the others, change yourself". (Søndag 19/2009).

Ærlig talt. Nikoline Werdelin er vist ikke nogen helt almindelig brevkasseredaktør. Nogle af hendes svar rækker langt ud over den konkrete situation som den spørgende læser står i, og ind i det almene/eksistentielle, hvor de bliver et svar til os alle. Jeg tror det kræver megen seriøsitet og vilje til forandring at tage hendes råd og vejledning til sig i al deres dybde. Til gengæld kan det måske blive startskuddet til en længere rejse for den der formår virkelig at lytte.

Jeg lytter. Og hvis en kærlig sjæl igen forærer mig nogle eksemplarer af "Søndag", vil jeg straks bladre om på side 12-13.


---
Noter:


* St. Francis' bøn i sin helhed som den står i folderen "Velkommen til Marmorkirken" (den findes mange udgaver, jeg holder selv mest af denne):

BØN TILLAGT FRANS AF ASSISI (1182-1226):

Herre, gør mig til redskab for din fred.
Hvor der er had, lad mig så kærlighed,
hvor der er krænkelse, tilgivelse,
hvor der er tvivl, tro,
hvor der er fortvivlelse, håb,
hvor der er mørke, lys,
hvor der er bedrøvelse, glæde.

Guddommelige mester, hjælp mig,
så jeg ikke så meget søger at blive trøstet,
som at trøste,
ikke at blive forstået, men at forstå,
ikke at blive elsket, men at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
ved at tilgive, at vi bliver tilgivet,
og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv.

12. juni 2009

Midlertidigt bortkommen

Vejret er vildt. Det har regnet så meget de sidste mange timer at veje er lukkede, træer væltet og søer gået over deres breder. Jeg tænker at jeg hellere må følge den yngste i skole for en gangs skyld, og med den sædvanlige sidste-øjebliks-panik får jeg hevet et sæt gammelt regntøj ud af skabet og trækker det på.

Da jeg skal lægge mine nøgler i brystlommen på anorakken, mærker jeg at der allerede ligger noget. Min hånd finder noget velkendt, og det billede der dukker op, giver mig et sug i maven af ophidselse – kan det virkelig passe? Ja, det kan sørme. Op af lommen kommer en bilnøgle jeg ikke har kunnet finde i mindst et år, og som det har krævet en del logistisk arbejde i familien at undvære. Jeg kan næsten ikke tro det er rigtigt.

Vi får gummistøvler på og er klar til at gå. Da jeg vender mig mod døren, falder mit blik på en lille dims på gulvet. Jeg samler den op, og nu tror jeg nærmest jeg drømmer, for det er en længe savnet cykelcomputer som vi har ledt og ledt efter et utal af gange. Jeg forstår ikke hvor den nu kommer fra, men jeg står vitterlig med den i hånden, og jeg er efterhånden temmelig flyvende over at have fundet to skattede, forsvundne genstande på én gang en tilfældig regnvejrsmorgen.

Vi går af sted i regnen og blæsten og mærker verden. Jeg spekulerer lidt over hvorfor vi mon aldrig har fået bestilt en ny (godt nok meget dyr) bilnøgle eller købt en ny cykelcomputer, men jeg kender faktisk godt svaret: Jeg opfatter altid ting, der bliver væk, som midlertidigt bortkomne, og der skal virkelig gå lang tid, eller være tale om en helt uundværlig genstand, før jeg opgiver tanken om at den kan dukke op igen, og køber en erstatning. Jeg forestiller mig altid at tingen ikke er forsvundet helt fra jordens overflade, men blot ud af mit synsfelt, min berøringsflade eller bare min opmærksomhed. Selvfølgelig kan noget forsvinde for langt væk – blive kørt væk med affaldet og brændt, eller blive begravet et sted der først bliver tilgængeligt for senere tiders arkæologer – men ideen om at de måske stadig er lige i nærheden, men bare ikke kan ses af mig, får mig til ikke at give op. Når den aktive eftersøgningsindsats er ebbet ud, stiller jeg mig i en slags venteposition. Giver slip indtil det forsvundne måske dukker op igen lige pludselig, og det gør det faktisk ofte.

Måske skyldes min tyrkertro at jeg godt ved at jeg af og til kan være ufattelig distræt og fuldstændig fraværende i forhold til den ydre verden. Da jeg ledte efter bilnøglen i første omgang, for eksempel, har jeg sikkert overhovedet ikke kunnet huske at jeg havde haft regnsættet på. Jeg er ikke noget rodehoved når det kommer til den ydre verden, tværtimod putter jeg meget energi i at have orden omkring mig. Men indvendigt står det ret meget anderledes til, og her er altid et formidabelt, lige lovlig livligt væld af tanker og fornemmelser der står i kø for at blive ordnet og sat på plads.

På en måde har jeg måske en forestilling om at det er med bortkomne ting i den ydre verden, som med det tabte eller bortkomne i den indre: Det meste kan findes igen, enten ved at lede med vilje eller vente og se hvad der dukker op i ubevogtede øjeblikke, alt efter hvad det synes at være tiden til.

5. juni 2009

Torden

I nat vågnede jeg ved lyden af et mægtigt tordenvejr. Regnen faldt larmende mod terrassetaget, ikke som dråber, men nærmest som hårde stråler. Lyn og tordenbrag fulgte tæt efter hinanden fra både nær og fjern, og bølgerne fra skraldene syntes at sætte svingninger i min krop.

Midt i den intense oplevelse af naturens vældige kraft huskede jeg pludselig en anden tordensvejrsnat og nogle ord som dengang faldt mig ind:

Thunder rolled
Lightning flashed
I got answers
to what I asked.

Rain was heavy
Darkness tight
I wrote myself
out of the night.

Og de passer stadig fint ind i mit personlige tordenunivers, synes jeg.