12. april 2009

Spiraler eller morgenmad?

Billeder og stemninger. Fornemmelser og følelser. De flyder gennem mig i én lang strøm med varieret intensitet og forskellig mærkbarhed, men uophørligt. De når mig i drømme, i vågne fantasier eller i det fantastiske grænseland som jeg befinder mig i mellem søvn og vågen når jeg en sjælden gang kan sove så længe jeg har lyst til. Nogle gange når de mig med en sådan kraft at jeg må finde måder at arbejde videre med dem på.

Så skriver, tegner eller udfører jeg nogle andre konkrete handlinger som kan bringe mig tættere på drømmebillederne eller fantasierne, mens jeg lægger mærke til hvad der dukker op. Nogle gange når jeg frem til en følelse af at finde nogle svar eller en tydning som giver mig en oplevelse af mening. Dette er langt fra altid behageligt eller morsomt, men altid meningsfuldt. Andre gange kan jeg mærke at jeg lige strejfer, men ikke rigtigt får fat. Og andre gange igen må jeg opgive med følelsen af at indsigten endnu er uden for rækkevidde, og at det jeg har fornemmet, stadig er lukket land for mig. Om det er det ene, det andet eller det tredje er egentlig ligegyldigt. Jeg er en tålmodig sjæl som sætter min lid til at jeg vil se og forstå i den takt der er passende for mig.

Drømmene eller fantasierne kommer fra noget der er større end mig, men alligevel er mig – det er min klare oplevelse. Mit bevidste jeg synes kun at være en lille del af et større hele som jeg fornemmer at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne se. Men den er der, helheden, og det er den der driver værket. Den ubevidste del af helheden taler til mig i drømme og fantasier i et sprog som jeg kun sjældent umiddelbart forstår, og som jeg derfor møjsommeligt må forsøge at oversætte til noget jeg (måske) begriber. Jeg må så at sige formidle det opdukkede indhold fra det ubevidste til mig selv.

Jeg er helt overbevist om at dette arbejde er vigtigt, ikke bare for mig selv, men også set i en større sammenhæng. Uanset at jeg ikke altid opnår et bevidst resultat. Jeg har en klar oplevelse af at arbejdet bidrager til helhedens proces, så at sige, også uden at der tilsyneladende når noget nyt frem til min bevidsthed.

Nu har du læst alt dette fra den ene ende og et godt stykke ad vejen til den anden, men det er på en måde helt forkert, for det skulle bøjes rundt i en mægtig spiral, hvis jeg kunne rent grafisk. For mig er det helt tydeligt at jeg bevæger mig rundt og rundt og kommer henover de samme indre landskaber igen og igen. Spiralen ender aldrig, bevægelsen er en livslang proces med et utopisk mål som jeg aldrig kan eller skal nå, men som føjer mening til mit liv. Når jeg er væk, fortsætter processen i andre på samme måde som jeg har taget tråden op fra for eksempel mine relationer, min far og mor, fra kulturen og historien. Men jo flere gange jeg får set det samme punkt i landskabet, jo bedre lærer jeg det at kende og kan føje lidt bevidsthed til det som også fortsætter med at eksistere i en eller anden forstand.

Inden jeg vågnede rigtigt i morges, så jeg for mig et billede med sorte små tegn i en krum linje der bøjede sig rundt og opad i en spiral. Jeg prøvede at fastholde det mens det gik op for mig at mine unger rendte rundt og fandt 48 ud af de 58 små påskeæg som påskeharen havde lagt alle mulige og umulige steder i haven. En lille stemme i mig hviskede ”Åh nej, nu spiser de to barylere mindst 24 påskeæg hver i stedet for morgenmad, det er jo vanrøgt”, men den lille stemme blev overdøvet af en større der fortalte at nej, sådan er det ikke, for set i det store perspektiv betyder det meget mere at jeg får skrevet dette billede ned, mærket det ordentligt og lært af det. Ondt i maven, det går over, om lidt er påskeæggene glemt, og så bliver der plads til havregryn igen. Selverkendelse, derimod, bevæger og forandrer hele verden. Min lille dråbe af bevidsthed betyder noget for hele universet, og livets flod kommer til at flyde bedre i eller gennem mig. Og jeg, jeg bliver bedre til at være i verden og se andre mennesker som dem de er, i stedet for at se mig selv i dem uden at være bevidst om hvad der foregår. Med lidt held og omhyggelighed fra min side bliver der måske også plads til at de mennesker jeg møder på min vej, bedre kan være i verden som dem de er.

4 kommentarer:

Charlotte Ardal sagde ...

Hej Janne
Genkendelse i dèn grad, specielt spiralerne.
I mange, mange år, har jeg også tænkt mig til, at der skal arbejdes med tingene, for at de kan give mening. Nu kan jeg heldigvis også mærke det, og mærke, at der sker noget undervejs.
At arbejde med spiralerne betyder jo heller ikke, at man ikke spiser morgenmad de fleste af dagene ♥¸¸.•*¨*•♫♪
Kh. Charlotte

Janne sagde ...

Hej Charlotte
Ja, det er en langsommelig affære med de spiraler; her findes ingen quick fixes, kun tålmodigt arbejde. Og kunsten er vel egentlig, som du er inde på, at kunne inddrage både spiraler og morgenmad som ligeværdige dele i sit liv - det må give balance.
Tak fordi du kom forbi, Charlotte, det blev jeg glad for.
Kh Janne

silhuet sagde ...

Kære Janne

jeg er altid blevet kald en Sisyfos-eksistens, som jeg skubber stene op af bjerge igen og igen, for at se dem trille tilbage til foden af bjerget.
Forfra. Om igen.
Det har været sagt med omsorg men også med medlidenhed.
Jeg har det fint i min Sisyfos-færd. Jeg elsker tyngden på vej op, og letheden når jeg giver slip. Jeg elsker vejen op, og holder af vejen ned igen.
Hvem siger, at målet er toppen af bjerget, og ikke foden af samme?
Eller begge dele?

Spiraler er altings enhed. - Selv bjerget er en cirkel, hvis man ser ordentligt efter :D

Knus
Louise

Janne sagde ...

Kære Louise, nu blev jeg lige kastet ud i et (over)væld af tanker, for du rammer jo noget, lige præcis. Jeg må se om jeg kan få styr på dem :-).

Fænomenet 'medlidenhed' er noget jeg har tumlet meget med - jeg har nemlig også ofte mærket andres medlidenhed. For mig vidner medlidenhed om at man opfatter den person, man føler medlidenhed over for, som mindreværdigt - der er noget den anden ikke kan eller har, synes man. (Det er noget helt andet end medfølelse (empati), der er resultat af at man kan mærke den anden i og med at man genkender noget af sig selv i den anden. Medlidenhed er så at sige - altså i min skæve optik - den med sig selv uerfarne persons reaktion, mens empati er den erfarnes reaktion. Det er måske lidt unuanceret sagt, men altså alligevel). Medlidenhed kan man altså ikke bruge til noget som helst, efter min mening, det er nærmest en undertrykkende reaktion hos den anden der ikke lader én selv opleve om noget har mening eller ej.

Og det med Sisyfos - når nogen kalder andres tilværelsesform et Sisyfosarbejde, så må det være fordi de ikke kan se meningen med det, at det forekommer dem absurd og som en straf (for at nægte at vende tilbage til dødsriget, faktisk, det synes jeg nok er en tanke værd). Men man kan jo aldrig se udefra om en handling eller gerning er god eller dårlig (ond), eller om den giver mening eller ej for den der udfører den. En sådan form for objektiv etik eller objektive værdier tror jeg simpelthen ikke på.

Jeg skrev måske nok tilsyneladende mit påskeskriv her op mod "de andres øjne", som er navnløse og delvist en del af den kultur vi lever i, og som jeg tror kigger på mig udefra verden. Det er skrevet op mod medlidenheden, den udefrakommende dom om meningsløshed, den manglende forståelse (erfaring/indsigt). Men, og det er hele pointen, op mod de øjne som i bund og grund og først og fremmest ser på mig inde fra min egen psyke og prøver at dømme mig. For de findes jo også dér, og det er dér jeg skal gå i rette med dem (og få dem til at se væk :-)).

Louise, nu fik jeg skrevet en masse ord .. jeg kan se med dig at bjerget er en cirkel, og spiraler er altings enhed. Netop. Og målet - det er selve processen, hvis man kan sige det sådan. Et endemål, et bestemt resultat som "jeg" kan afklare og beslutte mig at nå, det er og bliver en utopi.

Til sidst vil jeg lige skrive et digt af Rainer Maria Rilke af som jeg pludselig kom i tanke om. Det er ikke noget jeg selv har fundet på passer her, det er brugt mange steder. Her er det fra "Drømme og individuation" af Jytte Bach Grønkjær:

Ich lebe mein Leben in wachsenden Ringen
die sich über die Dinge ziehn.
Ich werde den letzten vielleicht nicht volbringen,
aber versuchen will ich ihn.

Ich kreise um Gott, um den uralten Turm,
und ich kreise jahrtausendelang;
und ich weiss noch nicht; bin ich ein Falke, ein Sturm oder ein grosser Gesang.

(Oversat af JBG:
Jeg lever mit liv i voksende ringe
som strækker sig op over tingene.
Jeg vil måske ikke kunne fuldbringe den sidste,
men forsøge det vil jeg.

Jeg kredser om Gud, om det urgamle tårn,
og jeg kredser årtusindelang,
og jeg ved endnu ikke; er jeg en falk, en storm eller en kæmpestor sang).

Kram fra mig

PS. Jeg ledte lige efter hvorfor Sisyfos var blevet sat til sit uendelige arbejde, og fandt denne artikel: http://www.information.dk/15881. Den er altså tankevækkende, på den rigtig gode måde :-).

Send en kommentar