torsdag den 2. april 2009

At blogge eller ikke blogge

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil skrive nu, men det kommer nok frem undervejs. Jeg skriver - som altid - fordi det afklarer, kaster lys på og sætter på plads.

Jeg skriver meget for mig selv, altså helt privat. Det er en slags meditation for mig at skrive, og jeg skriver fordi jeg har behov for det. Jeg har rigtig meget brug for at skrive til mig selv som modtager, hvor navlebeskuende og indadvendt det end måtte lyde.

Ind imellem kommer der noget frem som jeg har lyst til at udgive her på bloggen. Så kan jeg mærke at jeg gerne vil have at andre læser med. Måske fordi jeg har en eller anden formodning om at det ikke bare handler om mig, men om mennesket i almindelighed. Måske fordi jeg gerne vil ses og fylde i verden. Måske fordi jeg gerne vil give, og dette er hvad jeg har at dele ud af. Eller måske fordi noget helt andet som jeg ikke kender til.

Men det sker ikke så tit at jeg synes jeg har noget at udgive, hvilket vist fremgår med al tydelighed, hø, og jeg må nok erkende at det sker sjældnere og sjældnere efterhånden. Hvorfor ved jeg ikke, det vil tiden måske vise, sådan plejer det at være. Men nu synes jeg dog alligevel det må have en konsekvens at der er så stille på mit sted; jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt forpligtet til i det mindste at komme med nogle ord om hvad der foregår.

Jeg har spekuleret som en gal på om jeg skulle nedlægge bloggen, men det føles ikke rigtigt. Det ville jeg faktisk blive ked af, kan jeg mærke. Jeg har også overvejet en slags omvendt model, hvor jeg fx aftalte med mig selv (og læserne) at skrive hver tirsdag, uanset om jeg syntes jeg havde noget at sige eller ej, for at få mig selv ud af hullerne, men det føles heller ikke som den rigtige løsning. Med den model ville jeg være bange for alt det ligegyldige sludder det kunne ende med, for jeg har meget svært ved at forestille mig at der skulle dukke noget op hver eneste uge som for mig både virker vigtigt og meningsfuldt og samtidig egner sig til offentliggørelse. De to ting i forening synes at være en ret sjælden forekomst i min verden. Jeg ved godt at de fleste andre mennesker ikke har det sådan – heldigvis, vil jeg sige, for så blev der godt nok om ikke kedeligt, så meget stille i verden. Jeg kan bare ikke komme udenom at det er sådan for mig, og at jeg har nogle grænser her som jeg ikke ønsker at overskride.

Hvad gør jeg så, hvad er den tredje løsning?

Jo, jeg vil lade bloggen være, blot i en skrabet model der ikke er så synlig i blogland at jeg føler mig forpligtet til at opdatere den. På den måde har jeg et sted at udgive noget jeg har skrevet, hvis ånden pludselig skulle komme over mig, og samtidig håber jeg at slippe for min kroniske bekymring for ikke at kunne levere. Tror og håber jeg - nu må jeg se om det kommer til at fungere i praksis.

Hvad enten det nu bliver ”i mellemtiden” eller ”fra nu af”, så vil jeg fortsat besøge alle de smukke, tankevækkende, inspirerende, hyggelige og ikke mindst kunstnerisk berigede blogge jeg kender i blogland - dét kan jeg slet ikke undvære. Måske siger jeg lidt en gang imellem, måske lytter jeg bare. Men jeg er der.