søndag den 12. april 2009

Spiraler eller morgenmad?

Billeder og stemninger. Fornemmelser og følelser. De flyder gennem mig i én lang strøm med varieret intensitet og forskellig mærkbarhed, men uophørligt. De når mig i drømme, i vågne fantasier eller i det fantastiske grænseland som jeg befinder mig i mellem søvn og vågen når jeg en sjælden gang kan sove så længe jeg har lyst til. Nogle gange når de mig med en sådan kraft at jeg må finde måder at arbejde videre med dem på.

Så skriver, tegner eller udfører jeg nogle andre konkrete handlinger som kan bringe mig tættere på drømmebillederne eller fantasierne, mens jeg lægger mærke til hvad der dukker op. Nogle gange når jeg frem til en følelse af at finde nogle svar eller en tydning som giver mig en oplevelse af mening. Dette er langt fra altid behageligt eller morsomt, men altid meningsfuldt. Andre gange kan jeg mærke at jeg lige strejfer, men ikke rigtigt får fat. Og andre gange igen må jeg opgive med følelsen af at indsigten endnu er uden for rækkevidde, og at det jeg har fornemmet, stadig er lukket land for mig. Om det er det ene, det andet eller det tredje er egentlig ligegyldigt. Jeg er en tålmodig sjæl som sætter min lid til at jeg vil se og forstå i den takt der er passende for mig.

Drømmene eller fantasierne kommer fra noget der er større end mig, men alligevel er mig – det er min klare oplevelse. Mit bevidste jeg synes kun at være en lille del af et større hele som jeg fornemmer at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne se. Men den er der, helheden, og det er den der driver værket. Den ubevidste del af helheden taler til mig i drømme og fantasier i et sprog som jeg kun sjældent umiddelbart forstår, og som jeg derfor møjsommeligt må forsøge at oversætte til noget jeg (måske) begriber. Jeg må så at sige formidle det opdukkede indhold fra det ubevidste til mig selv.

Jeg er helt overbevist om at dette arbejde er vigtigt, ikke bare for mig selv, men også set i en større sammenhæng. Uanset at jeg ikke altid opnår et bevidst resultat. Jeg har en klar oplevelse af at arbejdet bidrager til helhedens proces, så at sige, også uden at der tilsyneladende når noget nyt frem til min bevidsthed.

Nu har du læst alt dette fra den ene ende og et godt stykke ad vejen til den anden, men det er på en måde helt forkert, for det skulle bøjes rundt i en mægtig spiral, hvis jeg kunne rent grafisk. For mig er det helt tydeligt at jeg bevæger mig rundt og rundt og kommer henover de samme indre landskaber igen og igen. Spiralen ender aldrig, bevægelsen er en livslang proces med et utopisk mål som jeg aldrig kan eller skal nå, men som føjer mening til mit liv. Når jeg er væk, fortsætter processen i andre på samme måde som jeg har taget tråden op fra for eksempel mine relationer, min far og mor, fra kulturen og historien. Men jo flere gange jeg får set det samme punkt i landskabet, jo bedre lærer jeg det at kende og kan føje lidt bevidsthed til det som også fortsætter med at eksistere i en eller anden forstand.

Inden jeg vågnede rigtigt i morges, så jeg for mig et billede med sorte små tegn i en krum linje der bøjede sig rundt og opad i en spiral. Jeg prøvede at fastholde det mens det gik op for mig at mine unger rendte rundt og fandt 48 ud af de 58 små påskeæg som påskeharen havde lagt alle mulige og umulige steder i haven. En lille stemme i mig hviskede ”Åh nej, nu spiser de to barylere mindst 24 påskeæg hver i stedet for morgenmad, det er jo vanrøgt”, men den lille stemme blev overdøvet af en større der fortalte at nej, sådan er det ikke, for set i det store perspektiv betyder det meget mere at jeg får skrevet dette billede ned, mærket det ordentligt og lært af det. Ondt i maven, det går over, om lidt er påskeæggene glemt, og så bliver der plads til havregryn igen. Selverkendelse, derimod, bevæger og forandrer hele verden. Min lille dråbe af bevidsthed betyder noget for hele universet, og livets flod kommer til at flyde bedre i eller gennem mig. Og jeg, jeg bliver bedre til at være i verden og se andre mennesker som dem de er, i stedet for at se mig selv i dem uden at være bevidst om hvad der foregår. Med lidt held og omhyggelighed fra min side bliver der måske også plads til at de mennesker jeg møder på min vej, bedre kan være i verden som dem de er.

torsdag den 2. april 2009

At blogge eller ikke blogge

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil skrive nu, men det kommer nok frem undervejs. Jeg skriver - som altid - fordi det afklarer, kaster lys på og sætter på plads.

Jeg skriver meget for mig selv, altså helt privat. Det er en slags meditation for mig at skrive, og jeg skriver fordi jeg har behov for det. Jeg har rigtig meget brug for at skrive til mig selv som modtager, hvor navlebeskuende og indadvendt det end måtte lyde.

Ind imellem kommer der noget frem som jeg har lyst til at udgive her på bloggen. Så kan jeg mærke at jeg gerne vil have at andre læser med. Måske fordi jeg har en eller anden formodning om at det ikke bare handler om mig, men om mennesket i almindelighed. Måske fordi jeg gerne vil ses og fylde i verden. Måske fordi jeg gerne vil give, og dette er hvad jeg har at dele ud af. Eller måske fordi noget helt andet som jeg ikke kender til.

Men det sker ikke så tit at jeg synes jeg har noget at udgive, hvilket vist fremgår med al tydelighed, hø, og jeg må nok erkende at det sker sjældnere og sjældnere efterhånden. Hvorfor ved jeg ikke, det vil tiden måske vise, sådan plejer det at være. Men nu synes jeg dog alligevel det må have en konsekvens at der er så stille på mit sted; jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt forpligtet til i det mindste at komme med nogle ord om hvad der foregår.

Jeg har spekuleret som en gal på om jeg skulle nedlægge bloggen, men det føles ikke rigtigt. Det ville jeg faktisk blive ked af, kan jeg mærke. Jeg har også overvejet en slags omvendt model, hvor jeg fx aftalte med mig selv (og læserne) at skrive hver tirsdag, uanset om jeg syntes jeg havde noget at sige eller ej, for at få mig selv ud af hullerne, men det føles heller ikke som den rigtige løsning. Med den model ville jeg være bange for alt det ligegyldige sludder det kunne ende med, for jeg har meget svært ved at forestille mig at der skulle dukke noget op hver eneste uge som for mig både virker vigtigt og meningsfuldt og samtidig egner sig til offentliggørelse. De to ting i forening synes at være en ret sjælden forekomst i min verden. Jeg ved godt at de fleste andre mennesker ikke har det sådan – heldigvis, vil jeg sige, for så blev der godt nok om ikke kedeligt, så meget stille i verden. Jeg kan bare ikke komme udenom at det er sådan for mig, og at jeg har nogle grænser her som jeg ikke ønsker at overskride.

Hvad gør jeg så, hvad er den tredje løsning?

Jo, jeg vil lade bloggen være, blot i en skrabet model der ikke er så synlig i blogland at jeg føler mig forpligtet til at opdatere den. På den måde har jeg et sted at udgive noget jeg har skrevet, hvis ånden pludselig skulle komme over mig, og samtidig håber jeg at slippe for min kroniske bekymring for ikke at kunne levere. Tror og håber jeg - nu må jeg se om det kommer til at fungere i praksis.

Hvad enten det nu bliver ”i mellemtiden” eller ”fra nu af”, så vil jeg fortsat besøge alle de smukke, tankevækkende, inspirerende, hyggelige og ikke mindst kunstnerisk berigede blogge jeg kender i blogland - dét kan jeg slet ikke undvære. Måske siger jeg lidt en gang imellem, måske lytter jeg bare. Men jeg er der.