mandag den 16. februar 2009

Skiløber


Solen skinner med maksimal styrke, og verden omkring mig er dækket af kridhvid sne. Jeg lægger mine ski i sporet, klikker støvlesnuderne fast i bindingerne og begiver mig ud på min daglige tur. Drengene er på skiskole og suser ned ad røde og sorte løjper i en helt anderledes frisk stil, så jeg har et par timer for mig selv i det smukke, stille landskab.

Jeg sætter et tempo jeg tror jeg kan holde i to timer og bliver hjulpet godt af sneen der har en hurtig temperatur i dag. Efter et stykke tid kommer jeg forbi et træningsanlæg for langrendsløbere. Langt fremme i det indviklede system af spor der går over, under og langs hinanden, får jeg øje på en skiløber i rød, tætsiddende dragt. På grund af afstanden og alt det hvide i hvide kan jeg ikke bedømme løberens fart, men jeg opfatter tydeligt de rytmiske og kraftfulde bevægelser der sætter min egen stavren af sted noget i perspektiv. Lige inden jeg følger mit eget spor rundt i et sving og ind i skoven igen, ser jeg skiløberen smide sig i sneen og lægge sig på maven i strakt stilling. Hvor sært, tænker jeg. Den stakkel må have aset sig selv helt ud. Måske overvurderet sine kræfter.

Så hører jeg fem skud, afgivet næsten lige så rytmisk som de bevægelser jeg lige har set på træningsløjpen, og jeg forstår at det selvfølgelig er en der træner skiskydning.

Alt bliver igen stille. Jeg trækker taktfast vejret i den kolde, rene luft mens jeg fortsætter ud ad sporet. Jeg har stillet mit ur, for jeg skal jo passe tiden, og da uret bipper, vender jeg disciplineret. Øv, tænker jeg, for dagens afstikker ud ad en tilstødende skovløjpe er både sjov og tilpas krævende, og jeg kunne godt have taget mindst et par bakker mere.

Jeg suser ned hvor jeg før gik op i sildeben, og det er herligt. I fuld fart støder jeg til træningsanlægget igen, og nu hører jeg pludselig lyden af ski bag mig. Jeg vender mig halvt om og ser den røde skiskytte passere mig med et sus i skøjtesporet i midten. Jeg ser nu det er en mand, og at han har riflen hængende på ryggen. Som et kæmpe insekt med meget lange og meget tynde arme og ben er han forbi mig og væk i et sving på ingen tid. Jeg føler mig pludselig meget langsom og usikker selvom jeg stadig morer mig indvendig over de sjove bakker jeg lige er kørt ned ad.

Nå, men vi er jo ikke alle født i Norge, tænker jeg, og arbejder mig videre hjemad i sporet. Jeg kommer til den sidste større bakke og kæmper mig op så sveden springer og hjerte og lunger arbejder på højtryk for at følge med. På toppen må jeg lige tage det lidt langsomt og glider roligt videre mens jeg retter lidt på huen og pudser næsen.

Og så ser jeg ham igen, for tredje gang. Det røde kraftværk kommer nu lige imod mig – hvordan er han nået dertil? – og jeg står helt stille og venter på mødet. Jeg må se hans ansigt, tænker jeg. Og i det splitsekund hvor han flyver forbi mig, ser jeg at det er en meget ung mand, måske bare en stor dreng, og at hans mund smiler under brillerne. Jeg vender mig for at se hvordan sådan en der åbenbart er født med ski på, kommer ned ad den lange, stejle bakke jeg selv kørte forsigtigt ned ad i plov på vej ud, og ja, hvad gør han? Han fortsætter sine skridt og tag, sætter måske frekvensen en anelse ned, og får mere fart på end jeg i mine mest dumdristige øjeblikke har haft på cykel ned ad nogen bakke. Og jeg ved han har det herligt. Han leger, jeg kan både se og mærke det, og jeg forestiller mig hvordan hans smil nu er endnu bredere.

Selv skal jeg lige det sidste stykke hjem, og jeg sætter lidt stift i gang igen. Jeg ved godt hvad jeg ligner set udefra, nemlig præcis hvad jeg er: En dansker der har lært at stå på ski som 30-årig, og som stavrer af sted på lejede ski og lige akkurat er i stand til at holde balancen og forcere nogle få kilometer om dagen i noget der nærmer sig gåtempo.

Men lige her og nu glemmer jeg det, og det sidste stykke bevæger jeg mig nærmest i et meditativt flow. Jeg smiler også nu. For inden i mig bor en rød skiløber med ungdommens overskud og livsappetit, og nu hvor jeg har mødt ham tre gange og er kommet tæt nok på til at se hans ansigt, slipper jeg ham løs og lader ham lege og nyde alt det han vil. Og han lader ikke chancen gå fra sig.

(Billedet øverst viser den norske skiskytte i verdensklasse Emil Hegle Svendsen, og er hentet her. Det var jo nok ikke ham jeg mødte, men han lignede ...)