14. november 2008

Frihed

Når det handler om den fysiske del af verden, siger man at noget forårsager noget andet. Det er deterministisk. Noget er årsag til noget andet, og det kan ikke være anderledes.

Når det handler om bevidsthed, så siger man at noget begrunder noget andet. Men det er ikke deterministisk. Der er frihed, og der er flere muligheder. Hvis man oplever forfærdelige ting i sin barndom, kan det begrunde de traumer man lider under som voksen, men det er ikke nogen naturlov at man får det svært som voksen, eller i hvilken grad man får det svært.
Nogenlunde sådan lød det i skolen i onsdags, frit citeret efter hukommelsen. Jeg greb tanken, tænkte videre og fik nogle nye ord til at udtrykke noget som har optaget mig meget.

Jeg har døjet en del med at forstå at min bevidsthed ikke er underlagt fysikkens love. Jeg har måske nok kunnet følge tankegangen med mit hoved, men det har føltes fuldstændig modsat. Jeg har følt det som om der var noget eller nogen uden for mig selv der var den direkte, uundgåelige årsag til hvordan jeg havde det, og at det eller de bestemte hvem jeg skulle være. Jeg kunne godt tænke at det nok ikke hang sådan sammen, men det føltes alligevel som om jeg per naturlov var determineret til at være offer for eller i hvert fald bestemt af hvad andre "gjorde ved mig". At forstå at jeg havde friheden til at sætte mig selv ind i et andet perspektiv var måske tænkeligt i teorien, men føltes alligevel umuligt at tro på.

Årh, hvad er det for en frihed, hun snakker om, kunne du spørge – man kan jo ikke selv gøre for at man har det dårligt; man har jo ikke besluttet i frihed at dét skal være virkningen af hvad man har oplevet?

Nej, det er rigtigt, man har ikke selv besluttet om det skal være lykke eller ulykke, det tror jeg heller ikke. Det er netop ikke vores bevidste ’jeg’ der bestemmer her, men derimod vores ubevidste, og dét føles fuldstændig – ifølge min ringe erfaring – som om det er andre der bestemmer. Som om det kommer udefra, fra noget eller nogle der ikke er mig, og som om det der bliver bestemt, er uundgåeligt eller finalt. Så det handler ikke om at føle skyld over sin egen ulykke, slet ikke. Men måske om at tage ansvaret for at ændre opfattelsen af den og af alt hvad man overhovedet oplever.

Det er her friheden kommer ind, tror jeg. Den består ifølge min opfattelse i at det er muligt at udvide sin bevidsthed. At det er muligt at gøre nogle af vores ubevidste indhold bevidste. Måske får vi så efterhånden øje på en del af vores indre teater hvor forskellige figurer spiller en rolle i de forestillinger vi har om os selv.

Jeg oplever det sådan at vi ikke kan gøre for hvordan det er blevet for os. Der er ingen grund til at skamme sig hvis det er gået skidt, og heller ingen grund til at hovere hvis det er gået godt. Men vi kan – i kraft af friheden – gøre noget for at det som opleves skidt, ikke fortsætter. Vores bevidste ’jeg’ kan beslutte at ville ændre vores tolkning af de oplevelser vi har. Undervejs, og det er formodentlig resten af livet, må vi dog overlade en hel del af arbejdet til ubevidste kræfter, og vi må tilgive os selv (og andre) igen og igen, når viljen ikke rækker og de indre figurer igen bestemmer lidt for meget over os. Tilgive, mens vi venter på den nåde der ligger i at få lov at erkende endnu et ubevidst indhold.

Jeg tror også at det handler om en tidsopfattelse som vi må sætte spørgsmålstegn ved. De oplevelser som har givet sår på sjælen, har det ligesom med at forny sig selv, så længe de ikke er nået frem til bevidstheden. De er ikke sket én gang for alle, de kan blive ved med at være grund til at vi tror sådan og sådan om os selv. Og om andre. De er både fortid og nutid, og de holder sig selv ved lige eller i live, så længe de befinder sig i det ubevidste, men vi har friheden til at stoppe eller mindske gentagelsen ud i fremtiden. Gennem arbejdet med at udvide vores bevidsthed.

Det er ikke nogen let opgave at tage på sig. Den kan ikke udføres over en weekend, den tager lang tid, måske år, måske resten af ens dage. Og den fordrer stort mod, megen vilje og evne til at udholde uvished, ubehag og mangel på kontrol.

Men det kan lade sig gøre. Fordi vi har friheden. I teorien og i princippet. Om vi griber den i praksis, er op til den enkelte. Dét - tror jeg - er et spørgsmål om tro, håb og kærlighed.

24 kommentarer:

silhuet sagde ...

det handler om mod.
At turde. Tro.
På håbets kraft.
Og kærlighedens.
Tror jeg :-)

(jeg er for træt til at turde, men jeg TROR. Og så skal kræfterne nok komme. Engang)

Med kærlighed

Janne sagde ...

Kære, trætte Silhuet,
Jeg tror du har SÅ meget ret. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af rækkefølgen, men i sidste ende tror jeg også man skal turde. Og hvis man tør (og tør som i smelter, som en klog kvinde har skrevet for nylig), så "vinder" kærligheden på en måde over frygten. Tror jeg :-)

Med et kærligt håb om at kræfterne kommer (igen). Snart.

JENS HAARUP MORTENSEN sagde ...

Kære Jannes Sted. Det var meget, meget smukt og fuld af hjertegod sandselighed, sand tro og god forstand.

Nkh. Jens.

Janne sagde ...

Kære Jens,
Mange tak til dig for dine ord. Hvis jeg har kunnet binde hjerte, sanselighed, tro og forstand sammen, så har jeg nået meget, for det har været en stor udfordring for et fornuftsmenneske som mig. Jeg er glad :-).
Kærlige tanker

Marian sagde ...

Jeg har en ven, der mener sådant som en fri vilje ikke findes. "Din eksistentialist!" kalder han mig. Og siger, at det jo er sludder og vrøvl, at man skulle kunne, hvad man vil. Fordi man, f.eks. jo heller ikke kan flyve, bare fordi man måske vil.

Hvis jeg ikke, i bund og grund, og hele vejen igennem, var eksistentialist, så ville jeg muligvis i dag sidde på et eller andet bosted, poppe piller, drikke kaffe, kæderyge, trille tommeltotter på førtidspension, og synes, at det dog var ufatteligt synd for mig, at jeg skulle lide så meget. Det er, hvad min ven gør, og har gjort de sidste 20 år. Godt nok ikke på bosted, men i en almindelig lejlighed - hvilket jo altid er noget - men altså alligevel.

Når du skriver: "Jeg har følt det som om der var noget eller nogen uden for mig selv der var den direkte, uundgåelige årsag til hvordan jeg havde det, og at det eller de bestemte hvem jeg skulle være", kvalificerer det næsten til at blive betegnet som "paranoid". Mens det jo faktisk er sådan, at det er vores konditionering, altså udefrakommende impulser, der "styrer" vores tanker om os selv og verdenen. "Paranoide" mennesker har fuldstændigt ret, når de siger, at andre sætter tanker i hovedet på dem, og lignende ting. Og de tanker styrer så igen vores oplevelse af vores følelser. Definerer og dømmer. Det kan de dog kun, så længe man giver dem lov til det, og ikke ser på dem. Bevidst. Og ikke erkender, at det er noget, der har sin oprindelse i fortiden. Så man faktisk kan lægge det bag sig, hér og nu. Man kan, hvad man vil. På bevidsthedens plan.

Janne sagde ...

Marian, åh ja. Jeg tør ikke tænke på hvor jeg ville have været hvis jeg ikke - "i bund og grund" - havde været eksistentialist. Jeg havde nok misbrugt arbejde, fysisk træning og morrollen til at bedøve mig med (og det er ikke en pind mere konstruktivt end andet, det er bare mere kulturelt og socialt accepteret), og til at fastholde mig i den onde cirkel som jeg - paradoksalt nok - følte mig tryg ved.

Og Marian, tak for at gøre min pointe klarere .. selvfølgelig er det konditionerne, det er et grundvilkår for alle mennesker, det er bare ikke alle der ser det, tror jeg. Kompleksiteten i samspillet mellem os mennesker, eller hvordan man nu lige skal udtrykke det.

Jeg bliver ved med at se ordet 'konsekvens' for mig, og hvis man er en lille smule til Jesper Juul og "sådan nogle", så bliver det meget hurtigt forvandlet til 'straf'. Fornuftens orden. Retfærdighed.

Men jeg tror meget mere på bamhjertighed. Eller: Jeg tror snart jeg er i stand til at tro mere på bamhjertighed. Kærlighedens orden. Det da være vejen ud af cirklen?

Sjovt du lige nævner det med at vi jo ikke kan flyve. Jeg spekulerer nu noget over hvor grænserne mellem den fysiske verden og bevidsthed (som lige var setup'et her) går. Yogic flyers, fysiske "sygdomme", synkronicitet og sådan. Men det er en helt anden "ting", den må liiige vente lidt, kan jeg mærke.

Taknemmelige, glade hilsner

Janne sagde ...

PS til Marian: 'Yogic fliers', må det vel skulle staves ..

Marian sagde ...

Janne: begge stavemåder fungerer :)

Ja, hvor går grænsen? Hvor går grænserne overhovedet??...

Janne sagde ...

Marian, jeg ved det ikke. Der er ligesom ikke kommet noget svar indefra, så jeg må holde mig til de gængse grænser. Foreløbig.

Det skulle dog ikke undre mig at der ingen grænser var. Før vi selv skaber dem, altså. Skræmmende og befriende i ét :-).

Med kærlig hilsen

Pernille sagde ...

Janne, der er en film "what the bleep do we know" - "verden på hovedet", tror jeg den hedder på dansk. Prøv at se den..

Pernille ;-)

Janne sagde ...

Pernille, hyggeligt at se dig her :-).
Tak for filmtippet, det vil jeg huske.

Kærlige tanker

Pernille sagde ...

Jeg har haft problemer med at komme ind på din blog - den hæææææænger ;-)

Den her er også sjov - giver et perspektiv på hvordan hjernen fungerer:

http://www.ted.com/index.php/talks/jill_bolte_taylor_s_powerful_stroke_of_insight.html

Pernille sagde ...

Du får lige linket igen...

http://www.ted.com/index.php/talks
/jill_bolte_taylor_s_powerful_stroke_of_insight
.html

Janne sagde ...

Tak, Pernille :-). Jeg må lige styre min nysgerrighed, for jeg har et lille projekt med mad og gæster og oprydning i gang og skal være færdig kl. 17. Jeg vender tilbage!
Hav en dejlig fredag aften ...

Janne sagde ...

PS. Mærkeligt at bloggen hænger - er det noget jeg kan gøre noget ved, tror du?

Janne sagde ...

Pernille, nu har jeg hørt og set Jill Bolte Taylers tale; fantastisk historie - helt sikkert værd at se, synes jeg.

La-la-land eller Nirvana, hvem har ikke følt det dilemma så længe man tænker og tænker og og tænker og tror man kan finde sandheden om 'mig og de andre' (som ikke eksisterer, begynder jeg at forstå, hverken sandheden eller 'mig og dig') ved at analysere længe nok.

Efter at jeg skrev indlægget her, er noget gået op for mig, og jeg ville måske omformulere nogle ting nu. Men det befinder sig stadig i et grænseland, så ikke mere om det. På en måde er dette indlæg en begyndende afsked med noget, fornemmer jeg. Meget mærkeligt. Og i øvrigt ret øjenåbnende at se hvad du kom i tanke om at ville dele da du læste det. Så tusind tak for det :-).

De kærligste hilsner

Marian sagde ...

Jill Bolte Taylor... Jeg korresponderede lige i går med Sean, ham der bl.a. har lavet "Normal Life Sucks!"-videoen, angående hende, fordi nogen havde nævnt hendes TED-talk i kommentarerne på YouTube, og han havde svaret tilbage, at han påtænker en kommentarvideo om hende, respektive TED-talk'en.

Jeg sendte Sean linket til de indlæg, jeg i sin tid skrev om både TED-talk'en og hendes optræden i Oprah's Soul Series (http://diffthoughts.blogspot.com/search?q=jill+bolte+taylor) og skrev bl.a.: I guess, I let myself provoke a bit by all those unreserved cheers everywhere on the net. And my "I'm not 'mentally ill'! 'Schizophrenia' is not a brain disease!"-ego immediately bridled at her statements about her "schizophrenic" brother and at her NAMI-involvement. It was somehow mind-boggling to witness, that people obviously didn't realize something maybe was wrong here.

I agree with that comment at Chauncey Bell's blog, saying that it doesn't necessarily invalidate all of her statements, that she isn't quite exact in her science. Nevertheless, and scientific in/correctness aside, I keep on wondering if she really learned as much from her experience as she herself says she did. Or if she carefully reconstructed an ego to interpret the experience with and through. The same trap, psychotherapy can be, unfortunately often is. - I looove, that you touch on this in your latest vid! Actually, when I was finished with therapy, I had a feeling that something wasn't quite as it ought to be, that something was missing. "I" was re-established. But was "I" this "true self" Laing writes about, or maybe not? The re-established "I" didn't feel quite right. It felt frail, like a house of cards, and not really me. What luck, that I'd come across Eckhart Tolle's writings, reintroducing me to spirituality. Otherwise I guess, I would have been stuck with another false self, and another crisis certainly waiting ahead. Another "revolving door-patient", so to say, and, in worst case, a "proof" of the idea of drugs to be necessary to keep crisis away. Geez!

Jeg kan ikke rigtigt komme af med fornemmelsen, at folk lader sig forblænde af hendes, ubestridt, meget medrivende måde, at præsentere sig selv og sit budskab på.

Og ja, jeg har faktisk skrevet til hende, meget meget høfligt, ikke spor anklagende eller noget. Jeg har aldrig fået svar. Ikke så meget som et "Tak for din henvendelse".

Jeg er spændt på Sean's video.

Pernille sagde ...

Kære Janne,

Jeg er ked af nu at have været skyld i at din blog bliver brugt som diskussionsforum om Jill Bolte Taylors video. Det var slet ikke meningen ;-)

Nej, du har ret, analysen kommer vi ikke langt med... Det er også min erfaring.

Kærlig hilsen Pernille

Janne sagde ...

Marian, tak for din kritiske og grundige kommentar til Jill Bolte Taylors tale. Jeg tænker såmænd også at hun er en dygtig retoriker.

Men så tænker jeg også at hun fortæller sin historie så godt som hun nu kan og forstår den. Det jeg lytter efter, det er den pointe eller lære hendes historie har bragt hende frem til, nemlig at vi har en bestemt form for valg eller frihed, og jeg tror egentlig ikke at hverken hendes videnskabelige udsagn eller de konkrete fakta omkring hendes sygehistorie kan sand(synlig)gøre eller bevise (eller det modsatte) hendes pointe - selvom hun måske selv er ude i netop dét ærinde. Sådan bruger vi jo allesammen tit vores personlige historie; fatisk tror jeg det er det vi gør, lige indtil det punkt hvor vi kan slippe den og forstå at den sådan set er opfundet. Af os selv. Eller også er det bare hvad jeg er optaget af nu, jeg ved det ikke, men så må du tilgive mig mit snævre perspektiv.

Så Jill Bolte Taylor, som jeg "møder" hende i videoen her, er for mig "bare" en person der fortæller sin historie så godt som hun nu kan. Jeg har ikke noget behov for hverken at fordømme eller forgude hende, tror jeg. Jeg lytter bare. Mærker de følelser, registrerer de tanker, der dukker op. Betragter det som en lejlighed til at ransage mig selv og se hvilken historie jeg fortæller om mig. Så godt som jeg nu kan. Lige nu. På vej.

Mange kærlige hilsner fra mig

Janne sagde ...

Kære Pernille,

du er ikke skyld i (eller årsag til) noget som helst, efter min mening, apropos hele pointen i mit indlæg :-). Og jeg ved godt at det ikke var hensigten.

Og jeg har egentlig ikke noget imod diskussion, overhovedet ikke, faktisk. Hvis jeg kan finde ud af at praktisere det, og ikke bliver bange for mig selv, som jeg ellers har en dårlig "vane" med, så er der ytringsfrihed på alle planer her hos mig :-).

Og ja. Lad os stoppe med at tænke og analysere ..

Kærlige hilsner

Marian sagde ...

Pernille: Jeg vil ikke have en diskussion om Jill Bolte Taylor i gang her. Men jeg vil lige med et lille pip gøre opmærksom på, at der findes andre end netop de forgudende syn på hende.

Janne: Ja. Om det med højre og venstre hjernehalvdel er en ting fra halvfjerdserne, og i dag ikke længere holdbart på den måde, er i og for sig uvigtigt - og at gå i videnskabelige detaljer angående dette, ville sikkert bare virke søvndyssende på en stor del af hendes publikum.

Jeg synes, det er fremragende, at hun kan fortælle sin historie som hun kan. Jeg synes bare, hun skulle holde sig til den, og ikke fortælle sin brors historie i samme åndedræt. Det er ikke hendes historie. Det er hans. Lad ham fortælle den.

Janne sagde ...

Marian, nu sker der noget sjovt, for det går faktisk pludselig op for mig at jeg i min kommentar til dig fuldstændig har udeladt noget om det med Taylors bror. Jeg hørte det godt, men forstod det ikke rigtigt, og forstod heller ikke hvad det skulle bruges til, så jeg tror jeg "sprang" over det da jeg så videoen. Hm.

Søvndyssende, nej, nej. Jeg lytter. Og ved du ved en masse. Jeg tror bare jeg har sådan en "ja, ja, lad nu være med alle de fysiske forklaringer på bevidsthedsmæssige aspekter"-detektor som slår til ikke så sjældent endda, fordi jeg går rundt i den vildfarelse at sådanne forklaringer har en begrænset levetid. Sikkert tåbeligt. (Og så fik du lige lidt af min historie, ha).

Marian sagde ...

Janne: Jeg mener det altså virkeligt, at det er en fuldstændig uvigtig biting mht. det, hun vil formidle. Jeg gjorde bare en YouTuber opmærksom på, at det videnskabelige i hendes forklaringer ikke holder (i dag), fordi vedkommende hængte sig op i netop det. (Og jeg kan ikke engang pille det helt fra hinanden, videnskabeligt korrekt, sådan ad hoc. Læste det bare på en eller anden neurologs/neuroanatoms blog, som Chauncey havde et link til.)

Og jeg synes slet ikke, det er det mindste tåbeligt, at gå ud fra, at det, der til enhver tid måtte blive godkendt som den ultimative sandhed, har en begrænset levetid. Synes faktisk, det er en yderst klog betragtning. :) På et tidspunkt var det jo også den ultimative sandhed, at solen kredsede om jorden, der var universets midtpunkt...

Janne sagde ...

Marian, o.k. så :-))).
Også i overført betydning kan det tage sin tid at finde ud af at det er jorden der kredser om solen og ikke omvendt, hø ..

Send en kommentar