17. november 2008

En historie om godt og ondt

Hej, hør lige det her .. jeg læser lige op fra den bog jeg er i gang med, nemlig "Djævelen og frøken Prym" af Paulo Coelho. Det bliver en historie der er en del af en større fortælling, men skidt nu med det. Måske skal jeg bare lige sige at billedet er "Nadveren".

Her kommer det så:
"- Da Leonardo da Vinci fik ideen til sit billede, stod han med et stort problem: Han skulle male Det Gode i Jesus og Det Onde i Judas, vennen der ville komme til at forråde ham under måltidet. Han afbrød arbejdet for at finde nogle velegnede modeller.

En dag da han var til messe, så han at en af kordrengene var Jesu udtrykte billede. Han indbød drengen til sit atelier og lavede skitser og studier af ham.

Tre år gik. "Nadveren" var næsten færdig men da Vinci havde endnu ikke fundet den ideelle model til Judas. Kardinalen der havde ansvaret for kirken, skyndte på ham og forlangte at han gjorde maleriet færdigt med det samme.

Efter at have ledt i mange dage fandt han en laset og hærget tigger der lå i rendestenen. Han bad sine hjælpere om at bære ham til kirken, for der var ikke tid til at tegne skitser.

Tiggeren blev båret ind uden at opfatte hvad der skete, og hjælperne holdt ham på benene mens da Vinci malede ubamhjertigheden, synden, egoismen, der så tydeligt lyste ud af hans ansigt.

Da han var færdig, slog tiggeren, der var kommet lidt til hægterne, øjnene op og så maleriet foran sig.

- Det billede har jeg set før!
- Hvornår? spurgte da Vinci overrasket.
- For tre år siden før jeg mistede alt hvad jeg ejede. Dengang sang jeg i et kor og drømte om alverden, og kunstneren bad mig stå model for Jesus."
Det var så historien. Smuk og enkel. Og altomfattende. Tænker jeg om lige denne historie. Men hvor er det fantastisk at der i det hele taget findes mennesker der evner at fortælle de historier, som er vores allesammens historier, men som de fleste af os enten ikke kan få kontakt med eller ikke formår at give et udtryk der er forståeligt for hverken os selv eller andre. Synes jeg.

Nå, jeg må videre i "Djævelen og frøken Prym" ...

27 kommentarer:

silhuet sagde ...

"Heri liger Jesu gåde
han har slettet Judas skam
selv forræderen får nåde
..Jeusus kyssed´ også ham!"

(Johannes Møllehave)

Kærligst

silhuet sagde ...

nå ja...Jesus...ikke Jeusus...men mon ikke han tilgiver mig, hvem han end er ;-)

Janne sagde ...

Silhuet, tak for Johannes Møllehaves ord :-). Også smukt og enkelt, så fint. Og sandt (for mig).

Og jeg er sikker på at stavefejl tilgives (beklager passiven, valgt i mangel af bedre) - ellers var jeg endt i helvede for længst, hø, hø. Hvis der er nogen deroppe, så tror jeg han godt kan høre indholdet selvom formen er elendig - det håber jeg i hvert fald.

Kærlige hilsner

Heidi sagde ...

Ja, vi er fulde af polariteter - allesammen :-)

Janne sagde ...

Ja, Heidi :-). Allesammen, nemlig!

JENS HAARUP MORTENSEN sagde ...

Ja, det var en dejlig lille og god forstand på den læste historie, du der fik skrevet og formidlet så let og levende i al sin enkelhed.

Nu er jeg ikke tilhænger af det amerikanske, fordi det er så voldsomt, når de filmisk illustrerer og gengiver deres opfattelse af samme historie om livsbevægelsen - men jeg kommer alligevel til at tænke på en film, hvor Robert De Niro spiller fanden selv og stiller en journalist eller detektiv en opgave om at opklare en række mord. - Jeg kan ikke huske om det Keith Sutherland, der spiller hovedrollen. Men filmen er lavet sådan, at det til sidst går op for hovedpersonen, at det var ham selv, der begik mordene, for dernæst jo at søge at opklare dem. - Det er fandme da uhyggeligt!

Og som sagt alt for voldsomt, fordi siger jeg, at selverkendelsen er fatal som midte. Selvet er en forrykkelse af subjektet og jeg kan ofte mærke, sandse, hvorvidt det er en sådan ånd, der gør sig gældende i fremstillingen. Jeg mener, vi bærer jo et navn, kommer af familie, en slægt af kød og blod - og det skulle vi vel helst ikke opleve som forstilt eller på anden vis være i tvivl om.

Hvorfor blev kordrengen valgt som jesu udtrykte billede, for dernæst at gå i hundene og da valgt som billede på det onde? Ja, lad være med at tænk for meget over det, jeg mener bare: Er det ikke mekanismer vi kender i Popstar, Jon og deslige, kentnis-kultur.

Og dermed sagt noget i retningen af, hvordan udvikler vi en kultur, en livsførelse, der sørger for at menneskevarmen bliver i kroppen, i hjertet og vokser der, så ikke billed-brug, sprogbrug, skriften, osv. forstiller os mere end godt er.

Jeg siger nogle gange, ment ganske eksemplarisk: Et billede er et spejl-billede, uanset om det er skriftens, malerpenslens eller den så ganske massive masse-mediemæssige teknologi, der har været taget i brug for at kanalisere "noget" til omverden. Når man opfatter det som sagt, så kan man eksistentielt sige, altså hvad angår vor livsbevægelse og bevarelse af god tro: DET ER GRUSOMT, FORSÅVIDT ET MENNESKE TAGER FEJL AF SPEJLBILLEDET OG SIT LIV, STÅENDE FORAN SPEJLET.

Humoristisk sagt, såfremt man kun tjekker "sig selv", sit "jeg" i spejlets ydre billede, ja så er der godt nok ikke meget at se, nej så hører man ikke særlig godt sit hjertegode liv.

Videre, ja undskyld, det bliver vist en lang kommentar, men eksemplet med spejlet, det fortæller også forskellen på lyset og LYSET. Sollyset, eller det elektriske, der falder på spejlets materiale reflekterer dit genskin, det lyser dig kun op som fladt billede. Det er rent ydre, omend vi naturligvis også som sunde og raske fortolker noget om, hvordan det står til i sin dybde - man kan jo være mat i kinderne, have været ude at svire. Ikke desto mindre, så kan spejlet ikke fungere, når der er mørkt, når lyset er slukket eller om natten.

Synets, fjernsynets, fornuftens mentalitet og produkter udi diverse teknologier, den iagttagelse, erfarings-opsamling og iværksættelse, der formidles fra den kant, de sprog, ja det har mange navne, men det indfanger med andre ord ikke det egentlige lys i livet. - I kristelig kulturarv, som vort kød nu engang er præget af, ja i den er erkendelsen det nævnte forhold, forskellen på lyset ude fra alverdens ligegyldigheder, jeg mener solen elsker dig jo ikke, dens varme er ikke menneskevarm i vor kødelige bånd som ånd - så ERkendelsen på forskellen mellem lyset ude fra alverdens palaver og så lyset indefra livet, ånden, hver vor personlige menneskeånd, der jo altså slet, slet ikke er lys på samme måde.

Kh. Jens.

JENS HAARUP MORTENSEN sagde ...

RETTELSE: Det var altså ikke en lille forstand, men en lille dejlig historie skrevet med god forstand, jeg mente. Undskyld mit rod.

Nkh. JHM

Janne sagde ...

Kære Jens, sig ikke undskyld for hverken længde eller ”rod”, det er der ingen grund til, jeg sætter stor pris på begge dele fordi jeg vælger at tro de grunder i umage, ildhu og interesse i sagen :-).

Jeg forstår det sådan, at du undersøger yderpunkterne, at du spekulerer over hvad dét at befinde sig i midten betyder, og at du bekymrer dig om processen der fører én fra det ene til det andet. Og du kaster lys over det hele, to slags, hvoraf det ene er menneskets. Jeg læser og tænker og forsøger at forstå, så godt jeg kan.

Og jo, det er ”fandme da uhyggeligt” hvis man opdager at når man tror man befinder sig i det ene yderpunkt, så findes det andet yderpunkt også dybt i én, selvom man slet ikke har kunnet se det i sit eget spejlbillede. Og at de to yderpunkter er hinandens forudsætning og en slags vrangbilleder, som jeg personligt og ud fra egen erfaring tror man maler af sig selv (og ubevidst vil have andre til at male af én selv) for overhovedet at kunne være i verden. Det ene "kender" man, det andet er uden for synsvidde. Forstillelse er en forlængelse af dette fordi man må vise et ansigt der er mereværdigt, så man undgår at mærke sit mindreværd.

Midten er jo løsningen, i en eller anden forstand, men en midte der er mere lig Aristoteles’ midte der ikke er den dovne og uengagerede middelmådighed, men snarere den omhyggeligt og tålmodigt og samvittighedsfuldt fundne ”gyldne middelvej” (hvis jeg ellers har forstået den og husker rigtigt og overhovedet kan bruge tankegangen her).

Jeg tror også kulturen fremmer fænomenet, ingen tvivl om det, men jeg tror vi kan udvikle kulturen ved at udvikle os selv. Egentlig tror jeg det er den eneste vej frem: ”I’m starting with the man in the mirror”, synger Michael Jackson ironisk og paradoksalt nok.

Og ja, det er grusomt når den der kigger i spejlet, tager fejl af det hun ser, men ikke desto mindre hvad der meget ofte sker, tror jeg. Fordi vores tanker bestemmer hvad vi ser, også når vi ser os selv i spejlet. Det er meget indviklet, og man bliver helt rundtosset, men der er en vej ud af ”fejltænkningen”, så man i hvert fald i glimt ser klart, og det er den vej vi skal finde. For vores egen og vores allesammens og hele universets skyld. Tror jeg.

Det du siger om lyset er så smukt, det billede vil jeg bære rundt på lidt endnu og ”studere” og meditere over. Blot vil jeg, for at vende tilbage til Coelhos historie, sige at den fortæller mig at vi alle har både lyset og mørket i os, men at ingen af delene holder i sin rene form. ”Gud” og ”djævelen” bor i os, men det handler om at lande på mennesket i midten. Både når det kommer til os selv, og når det kommer til andre. At tro det er anderledes er en form for ikke at kunne rumme menneskets paradoksale væsen, eller tilværelsens paradokser i det hele taget. Jeg siger ikke at det er en let sag, eller at jeg kan rumme. Jeg siger bare at jeg tror på at det er sådan, og at det er en slags ledestjerne for mig.

Kærlig og taknemmelig hilsen
Janne

Anja sagde ...

Balancen. Uh hvor er den tiltrækkende - især hvis man har levet sit liv i yderpolerne.

I lang tid opfattede jeg i virkeligheden midten som en modpol til modpolerne - og det er jo netop her vi let farer vild. Hver gang vi vil flygte fra noget kommer vi lige så meget i ubalance som når vi vil fastholde noget.

Jeg er, for mig selv, nået frem til at midten ikke er et sted hvor jeg har helle fra det som er udenom, tættere på eller længere væk. Midten er en platform som rummer det hele, men jeg behøver ikke bevæge mig frem og tilbage for at mærke hvor kanterne er. Jer ER HELE fladen. Jeg er i kontakt med HELE fladen. Det er min egen dybde og bund. Faktisk tror jeg ikke der er en kant (uendelighedsperspektivet i dette er ikke det samme som at kunne sige til og fra/den gængse opfattelse af grænsesætning); vi rummer ALT.

En af mine yndlingsvisualiteter under meditation er først at komme i kontakt med hele kroppen, og dets underlag (madras, tæppe) og derefter mærke det mikroskopiske mellemrum, som findes, MELLEM kroppen og underlaget. Det lillebitte mellemrum mellem læberne. Mellem øvre og nedre øjenlåg.

I bund og grund hænger alt sammen af sådan nogen små mellemrum, og derfor opfatter jeg Jesus og Judas som symboler på og af samme flade, ligesom jeg oplever at vi, udover altet, også ER dette mellemrum; et udefinerbart intet der opstår fordi der er noget på hver side af det. Altså selve rummet.

Tak for dine ord og fordi du vækker. Knus.

Janne sagde ...

Anja, selv TAK - sammen kan vi måske vække mig, hø :-).

Jeg forstår faktisk alt hvad du skriver. Nu. Og når jeg så tænker: Hvad var det så jeg skrev? Dengang. Så når jeg frem til dette:

Det holder ikke at identificere sig med Gud eller Djævelen, Jesus eller Judas, det gode eller det onde eller hvilke ord for de to poler man nu kan lide at bruge. Jeg var ude i spørgsmålet om identifikation. Og så er det at jeg synes det er godt at kunne "identificere" sig med det at være menneske, nemlig et væsen der indeholder det hele. Deraf det med "midten". Men det er vel det samme som at holde op med at identificere sig. Eller hva'?

Når jeg læser det du skriver, bliver det hele trukket ind i det rum eller den orden (jeg kan ikke lige finde noget andet ord nu) hvor der ikke er identifikation med noget bestemt. Blot væren. Alt og intet, det er sådan set det sammen. Og her findes jo både Gud og Fanden. Det erkender jeg.

Måske tolker jeg både mine egne og dine ord forkert, så undskyld :-). Men jeg forstår at det ikke handler om at blive følelsesløs og bare have sådan en slags pseudoeksistens i "midten". Det var faktisk det jeg prøvede at sige med Aristoteles. Jeg forstår det sådan at det handler om at have undersøgt eller mærket eller åbnet sig for så mange følelser at man erkender at man indeholder dem alle. Også de såkaldt grimme.

(At have mærket dem alle betyder ikke at de alle skal omsættes i praksis. Vi har et valgt mellem det gode og det onde når det kommer til handling, eller sådan noget, som jeg ikke helt har styr på. Det er det, der er etik. Fik jeg bare lige lyst til at indføje).

Jeg har nu læst "Djævelen og frøken Prym" færdig, og det var ikke dårligt i mere end en forstand. På bagsiden står der dette citat fra bogen:

"Det Gode og Det Onde har samme ansigt. Alt afhænger bare af hvornår de krydser et menneskes vej."

Tja.

Mht. mellemrummene, så forstår jeg også dette. Eller kan mærke det, eller noget. Selvom jeg ikke "kan" meditere. Jeg oplever at jeg ikke er en isoleret krop. Eller begrænset til min krop.

Igen tak, Anja. Faktisk for den tillid du viser mig, når du orker at gøre dig så stor umage med at sætte ord på hvordan du forstår de ting jeg tager op. Det flytter noget.

Glade og kærlige hilsner fra mig

Anja sagde ...

Jeg tror ikke vi kan tolke forkert. Jeg tror der er en mening med lige præcis den måde vi tolker på - og at vi må erkende, at når vi skriver til hinanden, så foregår der en form for egenforståelse/fremskreden erkendelse. Ikke nødvendigvis en identificering (det kan det også være) men slet og ret en 'holden sig selv lidt på afstand for at kunne se'. På en eller anden markant måde er der opstået et fælles tredie mellem/i os som gør at vi kan tale med hinanden selvom vi IKKE bruger samme sprog (altid). Det har jeg tænkt meget over, og det er ret unikt! Tak!

Jeg ser dog at du skaber stor genkendelse for mig i dine ord om væren - og jeg ved at du ved at jeg er der, lige nu:-)

Og så lige en bonus. Når det gode og det onde (tal lige om devaluering og idealisering her;-) ) har samme ansigt, hvorledes kan de så overhovedet findes og defineres som adskilte?

Menneskets behov for at inddele for at forstå kan nogen gange skabe stor splittelse på planer hvor vi ønsker os hele.

Jeg ved bare med mit hjerte at du er et smukt menneske, Janne, and thats actually all I need to know:-)

Knus

Janne sagde ...

Kære Anja, åh ja, det med vores forskellige sprog .. tænk sig at det kan lade sig gøre, det gør også mig meget taknemmelig. Nu du sætter ord på det :-).

Jeg må hellere indrømme at jeg har smugtrænet lidt og læst 'lektier' fordi jeg har kunnet mærke at jeg ikke kunne forstå noget ved fx dit bevidsthedsbegreb, som har været oppe at vende i forskellige kommentarer. Og fordi jeg kunne mærke at mit eget sprog begrænsede mig (hvis man kan sige det - hvad kommer først, sprog eller bevidsthed?). Og fordi .. tiden bare var inde, tror jeg.

Det fælles tredje, hvad mon det er? Det kunne være lidt sjovt at finde ud af, hvis man kan. Dialog, måske? Eller tænker jeg i helt skæve baner?

Den der bonus, ja! Det gode og det onde kan jo ikke findes og defineres som adskilte størrelser, det er ved at gå op for mig. De er der altid og samtidig. (Som i øvrigt alle modsætninger i tilværelsen - paradokser).

Dine sidste ord vil jeg lade mit forfængelige og stadig alt for store ego lappe i sig .. og samtidig huske at vi allesammen er smukke. Når vi kan se bag om historierne er alle mennesker smukke. Det har jeg sjovt nok aldrig tvivlet på, inderst inde, men der har været tider hvor jeg ikke har kunnet høre det for al støjen.

Også knus til dig, smukke Anja :-)

Janne sagde ...

Anja, PS. Nu gjorde jeg det dæleme igen: Bevidsthedsbegreb, uargh. Jeg har forstået at og hvorfor det ikke er noget begreb, men altså, din måde at bruge ordet på, så. Suk.

Anja sagde ...

Janne. Vi tager den jo også et andet sted - men...altså...jeg tror på en måde ikke det er helt det samme...det der bevidsthed og bevidsthed...men på en måde er det jo ligemeget:-)

Interessant er det at du nu er i gang med det du er i gang med - fordi det giver mening for dig:-)

Kys

Janne sagde ...

Anja, du har sikkert ret :-). Og det giver mening, ja, fordi jeg lærer, tror jeg. I mødet. Måske. Selvom det måske ser sølle ud, men skidt med det.

I går sagde Lunte i "Nissernes Ø" noget i retning af dette: "Tag nu mig, for eksempel. Jeg er en meget dum nisse. Jeg tænker meget, men det batter ikke rigtigt noget".

Det er da selverkendelse. Jeg grinte højt da jeg hørte det og tænkte (tænkte, ja) at måske er Lunte slet ikke så dum endda. Det er bare meget svært at slå automatpiloten fra .. for mig. Så svært at jeg er absurd lang tid om at fatte at den er slået til, når den er det. Men efterhånden indfinder der sig et mellemrum i ny og næ, synes jeg.

Kærligst og knus

Anja sagde ...

Har det samme problem: har altid været som Pyt; enormt teoretisk 'klog' med totale blackouts ind i mellem. Vild ubalance som jeg de sidste måneder har rettet en del op på.

Men jeg bliver aldrig som Lunte. Hvis der er noget der kan p.... mig (altså Pyt i mig) af, så er det det den dér totale uansvarlighed som hans type udviser. Jeg bliver simpelthen irriteret på ham. Ydr hvor jeg synes han har en kedelig profil! Jeg arbejder med det:-D

Knus herfra

Janne sagde ...

Anja, øh altså, det er skarpt :-). Jeg må nok bare erkende at jeg ind imellem tænker uden at det batter, som Lunte siger.

Jeg tror der er mange Lunte-lignende mennesker i denne verden. Frygtsomme mennesker, der dybest set er gode nok, siger mit hjerte.

Knus tilbage herfra

silhuet sagde ...

Kærlige tanker

Janne sagde ...

Silhuet, tak! Jeg forstår hvad du giver, selvom jeg ikke siger så meget lige nu, du ved. (Måske har jeg fået mit næb galt i halsen, eller også befinder jeg mig på havnen, området mellem havet og landjorden. Men det er helt o.k., faktisk).

Jeg sender varme, kærlige tanker og smil tilbage til dig

silhuet sagde ...

Hver fugl pipper med sit næb. Eller også pipper de ikke. Måske ikke alle fugle pipper, men flyver over himlen, ser og nemmer.
Og det er alt nok!

Knus og kram

Janne sagde ...

Tak, Silhuet. Igen. For at lade være nok.

Knus tilbage

Anja sagde ...

Alle er jo gode nok.

Der er bare det ved det, at nogen gange bliver vi provokeret af noget vi for alt i verden ikke vil genkende i os selv - og dét synes jeg bare er så interessant. Hvorfor har jeg det sådan med Lunte...ja det ved jeg jo udmærket godt selv:-)

Janne sagde ...

Anja, kære, jeg forstår og forstod godt, det er jo her vi har grundlaget for alle konflikter og krige .. og lidelse og smerte. Jeg skrev først en laaang kommentar, eller Pyt i mig skrev, men så måtte jeg bede hende tie stille, tror jeg. Måske fordi uansvarlighed er et af mine egne ømmeste punkter. Noget jeg bestemt helst ikke vil kaldes eller 'være'. Der er - for mig - den dybde i ordet "uansvarlig" i denne forbindelse at det er nærmest synonym med "ubevidst". Og så tænker jeg at jeg er tilbage ved det du taler om, nemlig at vi - efterhånden som vi kan - må tage ansvaret for vores egne projektioner. Det jeg er mest bange for og afskyr mest hos både andre og mig selv, er ubevidsthed. Det at jeg skaber lidelse for mig selv og andre fordi jeg ikke kan 'se' klart. Og jeg kan også blive bange for den ret lidenskabelige reaktion jeg tit kommer op med når jeg møder dyb ubevidsthed - hos mig selv og andre. Men altså - jeg er ved at give slip. For jeg gør det så godt jeg kan, og jeg er faktisk også ret ansvarlig og samvittighedsfuld, hø, og jeg er træt af at være træt af mig selv :-). Tilgivelse, det er nøgleordet her, tror jeg.

Vi har jo alle en skygge, og den har både noget personligt og noget kollektivt indhold. Det er vigtigt at kende den så man ikke kun oplever den i andre, tænker jeg. Godt og ondt, handler det om, og så er vi tilbage igen.

Obama (der som sort repræsenterer en del af vores kollektive skygge) blev valgt, og Stein Bagger blev måske sluset ud af den samme udgang i lufthavnen som de kongelige bruger. Vi er da på vej, tror du ikke? Personligt og kollektivt?

(Det her er ved at blive en meget mærkelig blog, er det ikke? Jeg har selv givet den overskrifterne 'Refleksion' og 'Dialog', fordi de to begreber indeholder alt hvad jeg synes er mest værdifuldt i livet. Og det opstår :-).

Jeg har ikke ord for hvor taknemmelig jeg er).

Kærlige tanker og knus til dig, Anja

Anja sagde ...

Kære. Det sker blomstring hvor vi lægger fokus - men vi nærmer os vist at trække det her ind i mail-land;-) Skriver lidt her alligevel:-)

Jeg har jo en bred rem af den der angst for at være uansvarlig, ubevidst...men så opdagede jeg at jeg bare skal acceptere at det er sådan det er - og så kan det pludselig arbejde for sig selv. Det er som om at erkendelserne altid er drivkraften. Da jeg holdt op med at drikke, tilbage i 2005, begyndte jeg at skrive på nettet, og da kaldte jeg min blog (det vidste jeg ikke engang at det var, dengang) for 'erkendelsen'. Jeg havde ingen aning om hvor sandt det var at dette var det første skridt: at erkende. Eller - det vidste jeg jo nok, men alligevel kunne jeg ikke på min krop og ånd vide hvor stort det ville blive. Deepak, som jeg er i gang med nu, skriver også herom.

Men altså - jeg tror ikke det er sundt at vurdere hvad der er skygge og hvad der er lys - for det er egoets dramatiseren vi puster liv i når vi vil gøre verden så sort/hvid. Det er den personlighedsforstyrredes måde at favne sin verden på. Lets rip it off.

Selvom jeg mener at der kan være en erkendelse i at vi erkender at vores ubevidste ageren kan have voldsomme konsekvenser for vores omgivelser, så tror jeg der er stor forskel på at være bange for at være ubevidst, og dermed skade andre, og det faktum at VÆRE ubevidst, og dermed jo ikke vide at man gør det:-)

Du ved måske at jeg har kæmpet en kamp for ikke at blive ved at slå mig selv i hovedet da jeg jo netop vågnede op og indså at mine handlinger var svært dårlige for mit barn? Jamen - sikken at gave at få lov at vågne op. Dér kan vi arbejde med det.

Men vi kan ikke arbejde med at blive bange for noget som er ubekendt. Hvis vi gør det, så fjerner vi fokus fra netop det bevidste nu - det nu hvor vi er os selv, og det er alt vi behøver at være.

Det er vigtigt at huske på at andres uansvarlighed og ubevidsthed ikke er der VI skal lægge energien. Når jeg bliver led ved Lunte, eller ved Pyt fordi jeg har erkendt at hun slet ikke så klog fordi hun jo hele tiden mister sit nærvær (og det gør hun jo netop i sine utallige blackouts), så ved jeg godt at det er fordi jeg dels ser noget af mig selv, men også fordi jeg mener at JEG så er så klog at jeg lige kunne fikse dem så de ville få meget mere indsigt end de har nu.

Men vi kan kun leve vores eget liv. Det er det vi må lære.

Lets do the change:-)

(Nej, det er ikke en mærkelig blog. Det er DIN blog, og den er nærværende. Fordi du har lagt fokus der hvor du har lagt det - Lunte! FNIS)

Janne sagde ...

Anja, fnis du bare :-). Jeg fniser også, eller også griner jeg højt indvendig, tror jeg.

Nu vender jeg lige tilbage spurthurtigt med en kort slutkommentar :-) på vores lange dialog her: Hvad du formulerer nu, sætter ord på præcis hvad jeg mener med eller oplever ved det jeg kaldte at give slip. Det er ikke for at spille (bag)klog og stjæle din indsigt, det er bare sådan det er. 'Do', ikke 'try to' - hånden på hjertet.

Og jeg skal i hvert fald ikke fikse nogen, allerhøjst dele med andre, fordi vi alle er alen af det samme stykke i sidste ende.

Anja, tak. Du ved.

Anja sagde ...

Hey Janne. Du kan ikke stjæle min indsigt for den er ikke min - det hedder bevidsthed og den er ikke at eje. Den ER og du mærker den I DIG.

Det er stort det her. Tak fordi du er der:-)

Kys

Janne sagde ...

Åh Anja. Jeg ved det godt. Jeg låner bare dine ord så, tror jeg, fordi jeg ikke har så mange selv, men bare en masse billeder og fornemmelser der vælter rundt.

Nu har du (og jeg) så gjort det igen: Sagt hvordan det hænger sammen så det er til at forstå :-).

Kys tilbage

(Ja, det er stort).

Send en kommentar