mandag den 17. november 2008

En historie om godt og ondt

Hej, hør lige det her .. jeg læser lige op fra den bog jeg er i gang med, nemlig "Djævelen og frøken Prym" af Paulo Coelho. Det bliver en historie der er en del af en større fortælling, men skidt nu med det. Måske skal jeg bare lige sige at billedet er "Nadveren".

Her kommer det så:
"- Da Leonardo da Vinci fik ideen til sit billede, stod han med et stort problem: Han skulle male Det Gode i Jesus og Det Onde i Judas, vennen der ville komme til at forråde ham under måltidet. Han afbrød arbejdet for at finde nogle velegnede modeller.

En dag da han var til messe, så han at en af kordrengene var Jesu udtrykte billede. Han indbød drengen til sit atelier og lavede skitser og studier af ham.

Tre år gik. "Nadveren" var næsten færdig men da Vinci havde endnu ikke fundet den ideelle model til Judas. Kardinalen der havde ansvaret for kirken, skyndte på ham og forlangte at han gjorde maleriet færdigt med det samme.

Efter at have ledt i mange dage fandt han en laset og hærget tigger der lå i rendestenen. Han bad sine hjælpere om at bære ham til kirken, for der var ikke tid til at tegne skitser.

Tiggeren blev båret ind uden at opfatte hvad der skete, og hjælperne holdt ham på benene mens da Vinci malede ubamhjertigheden, synden, egoismen, der så tydeligt lyste ud af hans ansigt.

Da han var færdig, slog tiggeren, der var kommet lidt til hægterne, øjnene op og så maleriet foran sig.

- Det billede har jeg set før!
- Hvornår? spurgte da Vinci overrasket.
- For tre år siden før jeg mistede alt hvad jeg ejede. Dengang sang jeg i et kor og drømte om alverden, og kunstneren bad mig stå model for Jesus."
Det var så historien. Smuk og enkel. Og altomfattende. Tænker jeg om lige denne historie. Men hvor er det fantastisk at der i det hele taget findes mennesker der evner at fortælle de historier, som er vores allesammens historier, men som de fleste af os enten ikke kan få kontakt med eller ikke formår at give et udtryk der er forståeligt for hverken os selv eller andre. Synes jeg.

Nå, jeg må videre i "Djævelen og frøken Prym" ...

fredag den 14. november 2008

Frihed

Når det handler om den fysiske del af verden, siger man at noget forårsager noget andet. Det er deterministisk. Noget er årsag til noget andet, og det kan ikke være anderledes.

Når det handler om bevidsthed, så siger man at noget begrunder noget andet. Men det er ikke deterministisk. Der er frihed, og der er flere muligheder. Hvis man oplever forfærdelige ting i sin barndom, kan det begrunde de traumer man lider under som voksen, men det er ikke nogen naturlov at man får det svært som voksen, eller i hvilken grad man får det svært.
Nogenlunde sådan lød det i skolen i onsdags, frit citeret efter hukommelsen. Jeg greb tanken, tænkte videre og fik nogle nye ord til at udtrykke noget som har optaget mig meget.

Jeg har døjet en del med at forstå at min bevidsthed ikke er underlagt fysikkens love. Jeg har måske nok kunnet følge tankegangen med mit hoved, men det har føltes fuldstændig modsat. Jeg har følt det som om der var noget eller nogen uden for mig selv der var den direkte, uundgåelige årsag til hvordan jeg havde det, og at det eller de bestemte hvem jeg skulle være. Jeg kunne godt tænke at det nok ikke hang sådan sammen, men det føltes alligevel som om jeg per naturlov var determineret til at være offer for eller i hvert fald bestemt af hvad andre "gjorde ved mig". At forstå at jeg havde friheden til at sætte mig selv ind i et andet perspektiv var måske tænkeligt i teorien, men føltes alligevel umuligt at tro på.

Årh, hvad er det for en frihed, hun snakker om, kunne du spørge – man kan jo ikke selv gøre for at man har det dårligt; man har jo ikke besluttet i frihed at dét skal være virkningen af hvad man har oplevet?

Nej, det er rigtigt, man har ikke selv besluttet om det skal være lykke eller ulykke, det tror jeg heller ikke. Det er netop ikke vores bevidste ’jeg’ der bestemmer her, men derimod vores ubevidste, og dét føles fuldstændig – ifølge min ringe erfaring – som om det er andre der bestemmer. Som om det kommer udefra, fra noget eller nogle der ikke er mig, og som om det der bliver bestemt, er uundgåeligt eller finalt. Så det handler ikke om at føle skyld over sin egen ulykke, slet ikke. Men måske om at tage ansvaret for at ændre opfattelsen af den og af alt hvad man overhovedet oplever.

Det er her friheden kommer ind, tror jeg. Den består ifølge min opfattelse i at det er muligt at udvide sin bevidsthed. At det er muligt at gøre nogle af vores ubevidste indhold bevidste. Måske får vi så efterhånden øje på en del af vores indre teater hvor forskellige figurer spiller en rolle i de forestillinger vi har om os selv.

Jeg oplever det sådan at vi ikke kan gøre for hvordan det er blevet for os. Der er ingen grund til at skamme sig hvis det er gået skidt, og heller ingen grund til at hovere hvis det er gået godt. Men vi kan – i kraft af friheden – gøre noget for at det som opleves skidt, ikke fortsætter. Vores bevidste ’jeg’ kan beslutte at ville ændre vores tolkning af de oplevelser vi har. Undervejs, og det er formodentlig resten af livet, må vi dog overlade en hel del af arbejdet til ubevidste kræfter, og vi må tilgive os selv (og andre) igen og igen, når viljen ikke rækker og de indre figurer igen bestemmer lidt for meget over os. Tilgive, mens vi venter på den nåde der ligger i at få lov at erkende endnu et ubevidst indhold.

Jeg tror også at det handler om en tidsopfattelse som vi må sætte spørgsmålstegn ved. De oplevelser som har givet sår på sjælen, har det ligesom med at forny sig selv, så længe de ikke er nået frem til bevidstheden. De er ikke sket én gang for alle, de kan blive ved med at være grund til at vi tror sådan og sådan om os selv. Og om andre. De er både fortid og nutid, og de holder sig selv ved lige eller i live, så længe de befinder sig i det ubevidste, men vi har friheden til at stoppe eller mindske gentagelsen ud i fremtiden. Gennem arbejdet med at udvide vores bevidsthed.

Det er ikke nogen let opgave at tage på sig. Den kan ikke udføres over en weekend, den tager lang tid, måske år, måske resten af ens dage. Og den fordrer stort mod, megen vilje og evne til at udholde uvished, ubehag og mangel på kontrol.

Men det kan lade sig gøre. Fordi vi har friheden. I teorien og i princippet. Om vi griber den i praksis, er op til den enkelte. Dét - tror jeg - er et spørgsmål om tro, håb og kærlighed.

tirsdag den 4. november 2008

For Obama

Dette bliver et meget mærkeligt indlæg, og måske det eneste af sin slags her på stedet, for det kommer til at handle om politik. Og politik har jeg et nærmest ikke-eksisterende forhold til - min politiske bevidsthed kan ligge på et meget lille sted, hvis den overhovedet findes.

Forleden blev jeg stoppet på gaden af nogle skoleelever som var ved at lave en avis. De stod dér med ’presseskilte’, notesbøger og fotografiapparat og spurgte meget, meget høfligt om de måtte interviewe mig. Det måtte de gerne.

Interviewet bestod af to spørgsmål: Hvem ville du stemme på i det amerikanske præsidentvalg hvis du var amerikaner, og hvorfor?

Jeg kunne spontant svare på begge dele: Obama, fordi han virker som den mest menneskelige af de to mulige kandidater.

Øjenbrynene røg lidt i vejret på den unge mand med kameraet ved det sidste udsagn, og jeg tænkte: O.k., det var da måske også et mærkeligt svar. Men jeg havde ikke noget andet, og nu når jeg tænker over det, har jeg heller ikke brug for noget andet svar. Jeg ville sætte mit kryds ud fra den fornemmelse, og den alene, hvis jeg var amerikaner.

Interviewet blev afsluttet med en forespørgsel om om de måtte tage et billede af mig til avisen. Jeg tøvede lige et nanosekund, men sagde så ja, selvfølgelig. Og var helt stolt af mig selv. Mit ansigt må godt kunne ses ved siden af min underlige udtalelse.

Hvis du sidder derude og har styr på alle argumenterne og har hørt ordentligt efter og vendt og drejet alt omkring det amerikanske valg ned i mindste detalje, så korser du dig nok. Hvor dum kan man være?

Så dum kan jeg være, åbenbart. Og pyt med det.