10. oktober 2008

Trængsel på kuglen


Jeg sidder og læser en masse som jeg med stort besvær prøver at forstå. Det meste er tungt og trættende, synes jeg, men ind imellem dukker der heldigvis et billede op der kan få mig til at vågne.

Prøv at se dette for dig:

"Jeg siger som filosoffen Kant: Vi lever på en kugle, og på en kugle er der den logik, at du ikke kan bevæge dig væk fra andre. Hvis afstanden øges på den ene side af kuglen, mindskes den tilsvarende på den anden side. Kant antog på baggrund af Jordens rundhed, at det er naturens ide, at vi skal have fælles foreninger for menneskeheden."

Fra "Statsborgerskab, medborgerskab og identitet" af Ove Korsgaard, i "Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse".

Jeg har revet billedet fuldstændig ud af sammenhæng, både her i indlægget og i mit hoved. Tager ikke stilling til noget, vurderer ikke. Prøver bare at se det for mig. Hvordan vi tripper rundt på kuglen og mødes med nogle mens vi går væk fra andre, og samtidig går væk fra nogle mens vi mødes med andre.
Og jeg smiler.

...
Billedet er tyvstjålet herfra. Tak.

6 kommentarer:

Heidi sagde ...

Ja, det er jo sådan det er. Det er det glade vanvid at blive ved med at tale om "os" og "de andre", når vi i sidset ende allesammen er jordboere.

Janne Møller Olsen sagde ...

Heidi, det har du ret i. Nu har jeg haft billedet i hovedet i et par dage, og det er gået hen og blevet helt hyggeligt. Hvorfor gøre os sådan en umage for at komme fri af og væk, når resultatet bare er at vi nærmer os ad en anden vej, tænker jeg.

silhuet sagde ...

SuperNova

Vokse ud
af ingenting
op mod
alting

Fjerne sig
for at komme
nærmere


(et digt jeg har skrevet lang tilbage, og som jeg ihukom ved dit dejlige, dejlige indlæg. Jeg er glad for at bo på samme klode som dig!)

Janne Møller Olsen sagde ...

Silhuet, kære ..

Tusind tak for det smukke digt. Der er mange veje til den samme indsigt, men nogle er bestemt mere æstetiske end andre.

"SuperNova" .. jeg gemmer det. Derinde.

(Også glad for at bo på samme klode som dig. I det samme univers?)

Anja ligenu sagde ...

Kroppen, tanker, ego, følelser er adskilt fra andre kroppe, tanker, egoer og følelser. Du føler 'dig selv' men kan have allerpokkers svært ved at føle andre. På den måde møder vi vel hinanden - hele tiden. Altså som du og jeg. Ikke dem og os fordi vi ikke kan være sikre på at vi virkelig er et fælles.

Min oplevelse er så at der er noget der trækker herudover. Udover mødet med hinanden. En forståelse af at VÆRE sammen i det samme. En slags alt der rummer alt og derfor på en måde også indser sin egen (her krop, ego, tanker, følelser etc) forgængelighed i den grad at vi faktisk snakker om at altet i virkeligheden er et intet. Hvad er det der er tilbage når krop, følelser, tanker dør?

Så er der bevidsthed. Og bevidsthed om bevidsthed. Det ER bare. Det er IKKE et begreb. Vi kan ikke begrebsliggøre bevidsthed. Bevidsthed er din sande kerne.

Det er ok. Det må godt se ud som om jeg missionerer. Det er bare mit ego der har brug for at blive klappet (en på låget). Men jeg er bevidst om det. I virkeligheden har jeg indset at vores konstante behov for hele tiden at definere hvor vi (tanker, krop, intelligens, meninger, synspunkter etc) er, er fordi vi tror vi skal identificere os med alt dette i stedet for bare at være. Bevidsthed.

Janne Møller Olsen sagde ...

Anja, missionér du bare. Jeg er dog ikke sikker på at jeg er mand for at klappe dit ego, i hvert fald ikke en på låget :-).

"Hvad er det der er tilbage når krop, følelser, tanker dør? Så er der bevidsthed. Det ER bare. Det er IKKE et begreb. Vi kan ikke begrebsliggøre bevidsthed. Bevidsthed er din sande kerne."

Det synes jeg lyder rigtigt, sådan som jeg nu lige forstår det ud fra min begrænsede udsigt. Der står helt sikkert stadig et og andet i vejen og spærrer :-).

Og jeg tror også det er rigtigt at det handler om bare at være. Det helt individuelle selv man nu er. Så vil man opdage at man er uløseligt forbundet med alle andre, med universet, tror jeg.

Alt og intet - jeg oplever at Silhuets digt er på en måde inde på det spor også ved at tage udgangspunkt i en supernova.

Jeg ved godt at jeg også missionerer. Jeg øver mig dog på bare at inspirere, det tror jeg egentlig mere på, og i hvert fald kan jeg se at Kants kugle her kan inspirere, og det i sig selv er sjovt. Nogle af os (læs: jeg) har brug for inspiration for at nå frem til bare at være.

Tak for at skrive her ..

Send en kommentar