21. oktober 2008

Sprogforvirringsfænomen

Jeg ved det godt, egentlig. At det ikke er for klogt at slippe min usynlige vane med at blande dansk og engelsk løs et sted hvor andre læser med. Det er sådan set ret ussel formidling; det lukker nogle ude, og det er jo det modsatte jeg gerne vil. Jeg ville selv blive irriteret og forvirret hvis jeg stødte ind i en blog hvor teksten var skiftevis på tysk og dansk. Eller fransk og dansk. Til eksempel. Yak.

Det er bare sådan at en stor del af den indre dialog jeg har med mig selv, ofte foregår på engelsk. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg talt engelsk med mig selv. Og så har jeg bragt fænomenet med her til bloggen, som jo er mit sted, og hvor jeg øver mig på ikke at sortere så helt vildt meget, men tage det der dukker op som det dukker op. Jeg har valgt ikke at sætte den begrænsning for mig selv, tror jeg, mere eller mindre bevidst.

Der er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen meget jordnær forklaring på mit sprogforvirringsfænomen. Jeg har ikke familie eller venner der taler engelsk, og jeg har ingen særlige forudsætninger for at begå mig på det sprog. Jeg har udelukkende lidt skoleengelsk i bagagen. Og jo, så måske et ocean af sangtekster. ”We learned more from a three-minute record than we ever learned in school”, sang Bruce Springsteen engang. Måske har det noget med det at gøre?

En bekendt, som var meget optaget af østens religioner, foreslog engang at forklaringen måtte være at jeg i et tidligere liv havde talt engelsk som modersmål. Det lød jo vildt mystisk og stort, så fantasien piskede da også straks af sted. Men jeg ved ikke helt om jeg tror på den forklaring. Nu.

For nogle år siden, før Tina Dickow blev rigtig kendt, hørte jeg et interview i radioen med hende mens jeg kørte bil. På spørgsmålet om hvorfor hun skrev sange på engelsk, svarede hun på skønt jysk at det vidste hun ikke rigtigt, men det var som om engelsk var hendes ’poetry language’ (så vidt jeg husker, pointen var i hvert fald at engelsk var hendes poesisprog). Det har jeg tænkt jeg meget over siden.

Måske har jeg også sådan en slags poesisprog - altså uden sammenligning i øvrigt med Tina Dickows poesi som er aldeles fantastisk, men bare i princippet. Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?


***
I’m living in this dreamless land
please, Unconscious, take my hand
and lead me to where I’m able to see
what kind of man I’m supposed to be.


Guide me through this wild confusion
expose my fears and let me loose them.
I’ll find the courage, I’ll dare in spite
of all the monsters revealed at night.


Sommeren 2006
***


Dette indlæg skylder jeg Lotte en stor tak for.

Update 29.10.2008: Marian har udgivet dette smukke indlæg i forlængelse af mine få, skæve ord her - læs og nyd ...

7 kommentarer:

Heidi sagde ...

For mig er engelsk et godt sprog at skændes på. Det hjælper mig til at sortere de værste gloser fra og holde det hele en anelse mere sobert!

Og så er vi jo to-sprogede her i huset :-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Heidi, hvilken lykke at have et sobert engelsk at ty til - og en at tale med det i :-). Jeg er bange for at mit indre engelsk også indeholder de værste gloser, og de kommer i brug ikke så sjældent endda.

Så så meget for poesien - det var bare en sjov tanke at forfølge. Måske kunne man også kalde poesisproget for et kreativitetssprog eller et forbindelsessprog mellem mit bevidste jeg og det ubevidste. Det er måske lidt langt ude, men langt ud skal man jo også engang imellem for at finde noget nyt. Tror jeg da ..?

Tak for at vende den her tossede tanke :-).

Anja ligenu sagde ...

"We learned more from a three-minute record than we ever learned in school."

Et af mine favoritcitater;-)

Jeg har ikke indre dialoger kørende på engelsk, men jeg har lige præcis lyrik kørende. Også på dansk, her mest Turèll, men ellers mest fra sangtekstuniverset på engelsk. Når jeg skal understrege noget bruger jeg ofte lige at koble en god sætning for at fremhæve essensen. Ofte siger jeg dem også bare højt fordi de bare popper op - og nogen gange bliver de fanget af dem omkring mig. Bob Dylan og Leonard Cohen er fremragende til dette. Det er ren terapi:-)

Jeg synes forresten bare du skal blive ved at poste din engelske lyrik -der er fin rytme og mening. Skriv aldrig for at please andre!

Janne sagde ...

Anja, du forstår .. det er helt vildt som du forstår :-).
Dylan og Cohen, jeg er med, om end ikke ekspert. Og ja, det er terapi, det er jo lige det det er. Broen, du ved, mellem det man har indsigt i og det der er på vej op fra havet. Hele tiden, uendeligt.

Forresten, så tusind tak. Også for at lægge mærke til.

Anja ligenu sagde ...

Tak fordi du deler:-)

Lotte sagde ...

Tænk at have et poetisk sprog på et andet sprog! Det synes jeg er meget smukt.

Jeg holder rigtig meget af dit spørgsmål
"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?"

...som altså har rumsteret i mit hoved, blomstrende, siden jeg læste dit indlæg (har bare ikke haft tid til at være på nettet, men det har jeg nu! Og jeg har tænkt på det her indlæg :-) )

Et meget meget fint digt,
Tak for inspiration, Janne!
:-)
(jeg må lige over at kigge hos Marian)

Janne sagde ...

Lotte, jeg ved du har været optaget. Fyldt op. Det er som det skal være :-).

Hvis mit spørgsmål har kunnet rumstere i andre hoveder end mit eget, så er jeg rigtig glad! Lad os glemme de der konventioner, eller prøve på det :-).

Og tak for de pæne ord, Lotte. Sjovt nok har jeg ikke rigtigt noget 'ejerforhold' til digtet. Det er godt nok mig der har skrevet det ned, men det er ligesom ikke mig der har lavet det. Det var der bare. Pludselig en dag. Så måske skulle jeg sende rosen videre til rette sted, hvad det så end skal kaldes?

Mange kærlige hilsner

Send en kommentar