29. oktober 2008

Silence


"Når da Alt er blevet stille omkring En, højtideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en Anden end han var før, men han bliver sig selv."
Søren Kierkegaard

11 kommentarer:

Marian sagde ...

Kierkegaard vidste. Nærmest en mystiker, han også.

Janne sagde ...

Marian, ja! Og poet.

En lille nørdet, sidesporsagtig note: Citatet her af Kierkegaard dukker jo op igen og igen i gud og hvermands værker, men jeg tog det fra bogen "Forståelse fremmer samtalen" af Preben Grønkjær som jeg blev mindet om for lidt tid siden af en anden samtale. Her sætter Grønkjær Peter Thielst over for Kierkegaard (tænkning over for intuition) og citerer Thielst for at sige:

"Når assessor Wilhelm skal beskrive dette omslag, det øjeblik af intens opmærksomhed og valg, så forfalder han til et noget patetisk og halvreligiøst billedsprog, der afspejler hans kristne baggrund midt i forrige århundrede."

Dette kommenterer Grønkjær sådan:

"Med ordet forfalder nedvurderes en af de smukkest introverterede, intuitivt perciperede beskrivelser jeg kender af en religiøs oplevelse, der grundlæggende forvandler et menneskes liv. Jeg finder det enormt arrogant at kalde billedsproget "noget patetisk" og "halvreligiøst" - det er sgu da lidenskabeligt og fuldstændig helreligiøst!"

Åh, ja. Hørt, siger jeg bare!

Og sådan går det hele i ring (eller spiral) hvis man bruger sin intuition :-).

Med kærlige hilsner

Janne sagde ...

Ups, der manglede lige et 'e': 'smukkeste'.

Marian sagde ...

Når jeg læser Peter Thielsts ord, så tænker jeg jo straks - og helt intuitivt ;) - 'Hvad er det med ham og religionen? Og billedsprog? Hvilke ubevidste - det er altså en enorm mangel i det danske sprog, at der ikke rigtigt findes et ord for "fears" - angstfremkaldende indhold er der på spil her, at han føler, han må forsvare sig selv ved at fordømme (angribe)?

Men jeg kan også blive helt flov og næsten taknemmelig, når jeg ser sådanne eksempler på fordømmelse. Fordi de får mig til at blive obs på, hvor nemt jeg egentligt selv stadigt kan blive fordømmende.

Grønkjærs bog lyder som én, der kunne være spændende at læse.

Janne sagde ...

Marian, du fanger (som sædvanligt) Grønkjærs pointe knivskarpt :-) - når vi nedvurderer og siger at andre 'forfalder' til et eller andet, så er det fordi vi er blevet ramt i noget ubevidst indhold. Måske angsprovokerende. Projektion, er det vel.

Og jeg gør det også, hele tiden igen og igen, nedvurderer når jeg møder noget jeg ikke forstår eller er bevidst om hos mig selv, fordi jeg ikke forstår eller kender mig selv. Men altså, det går da fremad, hø :-).

Man kan også blive ved: Fordømmer Grønkjær så Thielst her? Det lille 'sgu', som er et totalt stilbrud, fortæller måske også at Grønkjær bliver følelsesmæssigt berørt, altså bliver ramt hvor han ikke er 'hjemme'? Eller også er det helt bevidst, jeg tror måske Grønkjær her lader sin egen hovedfunktion skinne igennem med humor, nemlig den samme som Kierkegaards. Måske kom jeg også til det, øhøm, dog inspireret af det du skrev om Teresa de Ávila og bogen om hende.

Grønkjærs fokus er i øvrigt det kommuniationsmæssige, og det er vigtigt, for der er ikke noget i vejen med at tænke. Den er lige så meget værd som alle andre funktioner - lige så meget, netop. For ham er det mest et spørgsmål om at være bevidst om at man selv benytter sig af en bestemt funktion, når man synes andre udtrykker sig mærkeligt, eller endog patetisk - og at det kan være grunden til at vi taler forbi hinanden. Og ser ned på hinanden. Måske endda farer i flæsket på hinanden, nogle gange.

Bogens titel bærer hele pointen, og Grønkjær vender og drejer også alle de andre typologiske indstillinger og funktioner, med meget stor (selv)forståelse og (-)indsigt, i øvrigt. På en eller anden måde giver bogen jordforbindelse, eller har en pragmatisk værdi, i hvert fald for sådan en som mig.

Kærlige tanker fra mig :-)

silhuet sagde ...

At modtage sig selv...ikke finde, ikke skabe, ikke villevilles....men modtage...sig selv...

Det er bare så smukt.
Det kunne jeg savne at opleve.

Knus

Heidi sagde ...

Et meget smukt citat på det, som vi indenfor gestalt kalder Forandringens Paradoks;

først når du bliver, hvem du er, sker forvandlingen.

Og det føles helt fysisk: man "falder ned" i kroppen og kommer hjem til sig selv.

Tak, Janne ;-)

Janne sagde ...

Silhuet, ja det er smukt. Og næsten ubegribeligt.

Men hvis man griber, så vil jeg vove den hypotese at man allerede er på vej. Dét at man kan føle et savn, tror jeg, åbner en dør. Men man kan jo aldrig vide hvor livet fører én hen - vi er så meget mere end vores vilje, som du også antyder.

Jeg snakker bare af egen begrænsede erfaring, altså. Og så prøver jeg at huske på Kierkegaards definition af hvad Gud er: Gud er at alt er muligt.

Også knus

Janne sagde ...

Heidi, 'Forandringens paradoks' - dejligt udtryk.

Og paradokser er svære at forstå for os dødelige fordi man skal rumme to modsatte idéer på én gang, og vide at de er lige gyldige. Det kræver noget af en bevægelse.

Jeg er glad for det du skriver om at falde - man kunne hurtigt komme til at tro a man skulle stige opad :-).

Heidi, selvtak :-).

JENS HAARUP MORTENSEN sagde ...

Goddag, kan du se sigtet i følgende:

http://foreningenblogger.blogspot.com/

Janne sagde ...

Jens, goddag også til dig. Jo, jeg kan da godt se sigtet - jeg lægger en kommentar hos for eningen :-).

Send en kommentar