25. oktober 2008

Om styrke

"Først når det lykkes dig at blive virkelig smidig og blød, kan du blive virkelig stærk og kraftfuld."

(Zenbuddhistisk ordsprog).

14 kommentarer:

silhuet sagde ...

Nemlig!

Janne sagde ...

Silhuet,

Ja, nemlig :-)!

Loving thoughts

Anja ligenu sagde ...

Og sprød!

Janne sagde ...

Anja, sprød? Først grinte jeg lidt og tænkte på rundstykker. Så måtte jeg lige en tur i ordbogen og fandt at grundbetydningen af 'sprød' er 'som let går itu'. Så er jeg med, tror jeg. Vi må blive smidige, bløde og sprøde før vi kan blive stærke og kraftfulde? (Det er sgi ikke nemt med jer ordkunstnere :-)).
Glade hilsner til dig.

silhuet sagde ...

"Den, der elsker mest er den svageste part", lærte jeg engang...

Derfor værner jeg om min svaghed - den er kærlighedens styrke.

Kærlige tanker

Janne sagde ...

Silhuet, det her er snurrigt :-), men jeg tror jeg fanger budskabet, og jeg er sikker på at du har kærlighedens styrke, kald det svaghed eller ej.

Kærlighedens svaghed gør stærk.
Kærlighedens styrke gør svag.

Kærligheden, vores stærkeste kraft og vores svageste punkt. Livet er fuldt af paradokser, der drejer én rundt og rundt, synes jeg.

Med rundtosset, men helt sikkert kærlig hilsen

Anja ligenu sagde ...

Janne. Mere om sprødhed.

At være sprød betyder at være lige foran det sted hvor du krakelerer. Det er når du mærker at NU er du parat til at se tingene præcis som de er: parat til at erkende, og dermed finde ind og ud.

Det gør ondt at krakelere, javel, men det er den eneste vej. Du dør og indser at du stadig er i live.

Derfor tror jeg også det er en typisk tænkefejl for os mennesker at vi vil have et mål, fx det med at man skal blive sprød for at kunne blive stærk. Nej. Du ER stærk. Du ER sprød. Du ER det hele! Du ER bevidstheden herom - også når du har tredive filtre på. Det hele er der.

Når du har været sprød, er krakket og har fundet dig selv og har mistet dine filtre, så ser du at det ikke er vigtigt at være enten stærk eller svag, god eller ond - men at du kan rumme det hele.

Det er de færreste der når til den indsigt uden at have været sprød.

"Theres a crack in everything - thats how the light gets in" /Cohen

Janne sagde ...

Anja, tak for dette mere om sprødhed.

Jeg tror godt jeg kan gribe hvad du siger, i teorien, i det mindste. Jeg vil også gå så langt som til at sige at jeg - i hvert fald glimtvis - oplever at være det hele og næsten også at kunne rumme det. Men det er altså det helt vide helikoptersyn der skal frem her :-).

Jeg er jo også "bare" et menneske, og gudskelov for det. Jeg har ikke "absolut bevidsthed", og desuden "mister" jeg jo ind imellem også "bevidstheden", hvis jeg kan sige det sådan, og så kan det være svært at opleve helheden. Selvom jeg måske nok "ved" og tror på at det muligvis hænger sammen som du siger.

Det jeg lige har skrevet, er måske bare et lille forsvar for mig selv, hvem ved? Måske er der ikke kommet lys nok ind ad mine sprækker (endnu, hø) - men sprækker, det har jeg, det ved jeg :-). Og også styrke. På samme tid. Det er to sider af samme sag, nemlig menneskelighed. Sådan ville jeg spontant formulere det uden at tænke så meget over det :-).

Apropos det med at tænke - jeg har et billede af at vi tænker lineært, men fornemmer cirkulært. Det er rigtigt nok at det er meget populært at tænke i vores kultur, og det præger helt sikkert mine formuleringer. Jeg er egentlig mere interesseret i at indkredse.

Nå, jeg gad vide om alt dette holder til en nærmere undersøgelse af indsigtsfulde hoveder. Håber det kan stå her som noget enhver frit kan korrigere og brodere videre på. For at indkredse nærmere og fylde ud med personligt indhold.

Det hele kom af at være 'sprød'. Fantastisk hvad sådan et lille ord kan afstedkomme :-). Tak for det.

silhuet sagde ...

Det er derfor jeg elsker livet, against all odds, so to speak:

Fordi det modsiger sig selv igen og igen, og derfor må prøves, mærkes, leves og væres. Påny.
Med aldrigt forudsigeligt udfald, hvis bar vi tør. Være åbne. Være srøde sprækker. For lyset.

With love

Janne sagde ...

Silhuet, præcis sådan. Smukt, varmt og modigt. Tak.

(Livs)kærlige hilsner

Anja ligenu sagde ...

Det er flot du lægger rum til!

Hvad er et menneske? Er det 'bare' en krop? Hvad er du når du dør? Som Gangaji skriver i den bog jeg læser nu:

"Jeg vil opfordre dig til at stille dig selv de spørgsmål, som udgør den inderste kerne i al sand selvransagelse. Hvad er det, som dør, når kroppen dør? Hvem er det der dør? Hvem stiller disse spørgsmål?"

Jeg tror ikke vi mister eller får bevidsthed. Bevidsthed er det som hele tiden er. Du ejer den ikke men du er den.

Og ja! Du har styrke og sprækker og sårbarhed og kærlighed og krop og kultur og sjæl og bevidsthed. Du skal ikke være noget andet. VI skal ikke være noget andet. Vi er præcis det vi skal være - det er dét som er det mest (pardon) idiotiske ved det. Vores sorger ligger i at vi ikke vil være det vi er. Vi tror hele tiden vi skal se at blive færdige med det ene eller det andet (terapier, madlavning, julekort, børneopdragelse...) for så kommer 'lykken' nok. Men det er netop dette der gør os så fraværende.

Vi skal bare være (os selv).

Be you.

Love to You.

Janne sagde ...

Anja, der er masser af rum her :-).

Jeg lytter, jeg mærker efter, jeg tænker (gud bedre det), og jeg rummer. Det er altid værd at høre efter når nogen gør sig umage for at sige hvad de oplever, efter min mening.

Og nu skal jeg ikke tage opmærksomheden fra indholdet i det du skriver, men jeg vil alligevel lige sige noget som måske er for langt ude af en tangent: Jeg spekulerer lidt på dybderne i det her begreb 'bevidsthed' - jeg mener noget, du mener noget andet med det, det tror jeg. Det er ikke et spørgsmål om hvad der er det sande indhold i begrebet, for det kan ingen vide, det er jo blot en konstruktion, men måske er det vigtigt at holde sig forskellen (som jeg ikke er klar på) for øje.

Jeg er rundet af en bestemt tradition, og selvom jeg nu selv har åbnet ballet her med et zenbuddhistisk ordsprog, så er jeg - efter en lang rejse - vendt tilbage til et meget vestligt verdensbillede. Det har jeg svært ved at frigøre mig fra, tror jeg, og det skal jeg måske heller ikke, for det er jo netop det der giver mening for mig.

Det er i mødet mellem vores opfattelser at der sker noget stort i forhold til det bare at være, for det er her vi mærker eller erkender os selv. Som dem vi er, med lige præcis den helt individuelle, subjektive verden vi har. Det er her vores indre omrids begynder at dukke frem eller bliver trukket op eller træder tydeligt frem alt efter hvor eller hvem vi er.

Og det er der den helt store gave ved dialog, ved deling af indre verdener, ved det at stille sine overvejelser til rådighed for andre, fremkommer. Og det skal der være rum nok til her på mit sted.

Det blev en lang 'trosbekendelse', suk.

Kærlighed (der frigør, og ikke binder) tilbage til dig

Anja Blaksmark sagde ...

Janne. Måske har du ret. Vi genkender ikke hinanden men deler hver vores. Med hinanden. Det skal vi rumme og det kan være frugtbart.

Men bevidsthed er altså (for mig) ikke en konstruktion:-)

Janne sagde ...

Anja :-), nej, når jeg tænker mig om, så husker jeg jo at du skrev i en anden kommentar her på stedet at bevidsthed ikke kan begrebsliggøres. Måske kan jeg ikke helt forstå hvad dette indebærer (endnu) - jeg har brug for begreber for at gribe, det er min begrænsning, sikkert ..

For mig er der bevidsthed og ordet 'bevidsthed', og bag det sidste, når det kommer ud af munden på mig, findes der en eller anden bestemt forståelse. Det er godt at få den udfordret, og det får jeg her. Stort!

Jeg tror egentlig godt vi kan genkende os selv i andre, eller i hvert fald føle at vi gør det. Det er jo sådan vi mødes og forstår. Og mennesker har noget til fælles, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men det er mere en slags ramme eller rammer, end det er selve det individuelle indhold i dem.

NU siger jeg ikke mere her på en træt lørdag morgen, jeg får bare forsøgt endnu flere uklare tanker end nogen, også jeg selv, kan rumme :-).

Tak Anja, det kan jeg i hvert fald sige klart.

Send en kommentar