7. oktober 2008

Begrebet 'særligt sensitive mennesker'

Dette indlæg tager udgangspunkt i at Tina Charlotte Møller (Ordholder) i dag har et indlæg der refererer til at jeg linker til en udsendelsesrække om særligt sensitive mennesker i sidebaren. Jeg sætter meget stor pris på at Tina Charlotte Møller skriver som hun gør, og det der følger her, er en erstatning for en meget lang kommentar på hendes blog.

Mine oplevelser ved at høre udsendelserne svarer stort set til Tina Charlotte Møllers - jeg deler hendes opfattelser af de to udsendelser som hun refererer til, og også hendes afsluttende bemærkninger.

Da jeg havde hørt udsendelserne, forsøgte jeg at skrive et indlæg som jeg dog aldrig rigtigt blev færdig med fordi jeg syntes jeg måtte vide mere inden jeg skrev. Og derfor endte det hele med den neutrale information i sidebaren.

Jeg har lige læst min kladde igen og besluttet at sætte den ind herunder. Som et indlæg i debatten. Som inspiration. Som et forsøg på at blive klogere selv. Som et forsøg på at dele for at vi alle kan blive klogere.

Her er hvad jeg skrev for to uger siden, ganske let redigeret:

Fokus på særligt sensitive mennesker

I den sidste tid har der været en del fokus i medierne på begrebet 'særligt sensitive mennesker' i forbindelse med at Elaine N. Arons bog "The Highly Sensitive Person" udkommer på dansk den 23. september. Jeg har ikke fulgt med i detaljer, men blandt andet hørt en Apropos-udsendelsesrække i P1 og læst en artikel i Urban. Hvis du interesserer dig for det her med sensitivitet, kan jeg anbefale at høre Apropos-udsendelserne (i hvert fald de første to).

Jeg finder selv stor forklaringskraft i Elaine Arons konstruktion omkring sensitivitet, både i hendes påstand om at sensitivitet er biologisk betinget, og i hendes måde at formidle på hvordan det opleves at være særligt sensitiv. På en måde blev mange af mine erfaringer med at være mig samlet under én hat da jeg lærte hendes univers at kende, og det var i den grad oplysende.

Men selvfølgelig dukker der spørgsmål op, og her vil jeg dele nogle af de overvejelser jeg selv er mest optaget af lige nu.


Et spørgsmål om krop
Det at forstå sensitivitet som et arveligt, kropsligt karaktertræk er hele omdrejningspunktet i Elaine Arons fremstilling, og det giver en helt anden vinkel på begrebet 'særligt sensitive mennesker' end i hvert fald jeg har haft tidligere. Det betyder at det at være særligt sensitiv i sig selv er en medfødt og uafvendelig egenskab ved ens krop, fuldstændigt som at være født med brune øjne. Det særligt sensitive menneskes (og dyrs) nervesystem behandler indtryk eller informationer dybere end andres nervesystemer, og dette er hverken bedre eller dårligere, men blot anderledes. Denne fysiske forklaring virker, tror jeg, som en stor lettelse på mange særligt sensitive mennesker, for hvis man godtager den, kan man for eksempel pludselig kommunikere sin sensitivitet til de mennesker (og den del af en selv) der er mest optaget af fakta, og hvis virkelighedsforståelse er knyttet til den objektive, konkrete verden.

Elaine Aron underbygger - så vidt jeg har forstået - påstanden om at nogle af os er født med et særligt følsomt nervesystem, ved at inddrage en række forskningsresultater der viser at der er forskel på hvordan hjerner og kroppe reagerer på stimuli. At det ved måling af forskellige fysiske faktorer i forskellige forsøg og indenfor forskellige teorirammer er påvist at nogle hjerner reagerer anderledes eller kraftigere på de samme påvirkninger end andre.


Spørgsmålet bliver i forlængelse af dette måske mest om man klart kan skelne mellem to forskellige nervesystemer, og om hvordan den procentvise fordeling på de to 'systemtyper' så eventuelt kan være. Jeg mener at huske at Elaine Aron selv diskuterer spørgmålet om det er enten-eller, eller om der er glidende overgange fra ikke sensitiv til særligt sensitiv, og at hun siger at der opstår flere grader af sensitivitet fordi blandt andet miljøet spiller ind, men at der som udgangspunkt findes to typer (vistnok en passage jeg husker fra "The Highly Sensitive Child", men jeg er usikker på dette i skrivende stund). Altså en slags både-og-forklaring der medtager såvel genetisk disposition som miljø, men som også sår tvivl om at mennesker (og dyr) kan deles op i to grupper med hvert sit nervesystem, efter min mening.

Hvad nu hvis forklaringen ikke er en forskel i nervesystemet?

Mange tanker rumsterer, og jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad nu hvis det viser sig at vi ikke kan bruge vendingen "Jeg er et af de 15-20 % af alle mennesker født med et nervesystem der er særligt sensitivt over for stimuli, og derfor bliver jeg nemt overvældet af de ting jeg oplever, synlige som usynlige". Hvad nu hvis vi må "nøjes" med at sige "Jeg er sådan én der let bliver overvældet af de ting jeg oplever, synlige og usynlige"?

Jeg får lyst til at spørge om det egentlig er at "nøjes" - eller om det er at slå et slag for en anden virkelighedsopfattelse, som jeg personligt anerkender lige så meget som den objektive, nemlig den subjektive? Er det sidste udsagn egentlig ikke nok, når det gælder om at forklare hvordan man oplever verden, og hvordan man tror man bedst trives? Skal vores oplevelser kunne forklares fysisk for at kunne godtages? Er det egentlig mest for vores egen skyld at vi gerne vil have det med det særligt sensitive nervesystem til at være en biologisk realitet, fordi vi så kan ånde lettet op og argumentere på mere (magtfulde) jordnære og ligefremme menneskers præmisser. Måske på bekostning af vores egne?

Jeg kan ikke svare på de spørgsmål, men heller ikke slippe dem, så de må blive stående åbne for en tid.

Sådanne spørgsmål er selvfølgelig dybt provokerende for dén der har fundet trøst og lindring i tanken om at det er kroppen der i første omgang bestemmer hvordan man behandler de informationer man får. Jeg har selv oplevet denne trøstende og lindrende virkning, fordi forklaringen ville betyde at min særligt sensitive måde at opleve på hverken er en sygdom eller en mindreværdig afart af menneskelighed.

Hvad skal vi så med alt dette?
Selvom vi måske må vente lidt på at få endeligt belæg for at biologiske faktorer er årsag til at nogle mennesker kan beskrives som særligt sensitive, så vil jeg dog anse det for fuldstændig godtgjort at der er mennesker der oplever på en særligt sensitiv måde - jeg er selv et af dem. Elaine Arons beskrivelser af de særligt sensitive menneskers indre liv er fantastisk rammende, og for mig at se er hendes væsentligste bidrag at hun giver os sprog til at forstå og formidle hvordan vi som særligt sensitive mennesker oplever verden, uden hverken at forfalde til ynk eller hovmod. Og forståelse nok for os selv til at indse at vi har en plads i verden sammen med alle dem der synes forskellige fra os, og som ofte fylder mere i landskabet.

En anden ting jeg i høj grad værdsætter hos Elaine Aron, er hendes solide forankring i den analytiske psykologi og hendes evne til at formidle meget dybe psykologiske forhold på en let forståelig og omsorgsfuld måde. Et øjeblik kunne man måske blive bange for at hendes tanker kommer til at indgå som endnu et tilbud om et "quick fix" for de trængende. At hendes - som jeg opfatter det - forsøg på at kommunikere og skabe virkninger i dybden, bliver forfladiget. Derfor vil jeg til sidst sige (selvom du sikkert selv ved det hvis du er nået hertil): Læs hendes bøger - grundigt.
Lyt. Lad dig ikke nøjes med de glimt der viser sig i andre medier.


Jeg har taget en dyb indånding og slået kommentarfunktionen til for dette indlæg. Del gerne dine tanker og viden ikke kun med mig, men også med andre. Og ellers vil jeg gerne returnere alt dette til Tina Charlotte Møller igen. Med stor tak.

13 kommentarer:

Tina Charlotte Møller sagde ...

Selvtak, kære Janne.
Det jeg er allermest glad for i det indlæg, du nu har skevet, er hele det afsnit, som indledes med ordene:

"Jeg får lyst til at spørge om det egentlig er at "nøjes" - eller om det er at slå et slag for en anden virkelighedsopfattelse, som jeg personligt anerkender lige så meget som den objektive, nemlig den subjektive?"

"Sandheden" er jo netop den, at der (så vidt vi kan vide med de fortsat begrænsede undersøgelsemuligheder, som den såkaldte videnskab idag kan stille til rådighed) ikke gives én overordnet fællesmenneskelig objektiv sandhed, når vi bevæger os ind på et område, som vedrører oplevelsen af (og dermed reaktionen på) verden. Det har filosofferne været klar over i årtusinder, men filosofi står åbenbart og mærkværdigvis ikke på pensumlisten, uanset om man læser til læge eller astrofysiker - eller også springer de studerende den del over, da de ikke umiddelbart kan se relevansen af sådanne tanker i forhold til deres særlige fagområde.

Videnskaben har en tendens til kun at tage det for gode varer, som kan måles og vejes. Lidt populært sagt og groft forenklet, men alligevel...

Når det f.eks. gælder højsensitivitet, så må man altså gå en anden vej og undersøge variabler og konstanter blandt (de "subjektive") udsagn, som et vist udsnit af befolkningen kommer med - og forsøge at sammenligne disse med andre (ikke særligt sensitive) menneskers udsagn. (Dertil kommer naturligvis de målinger af hjernen og af nervesystemet, som man rent faktisk kan foretage.) Et eller andet sted kan jeg ikke begribe, hvorfor det skulle ligge Morten Overgaard og andre "videnskabsmænd" så fjernt. Har hypotesen ikke til enhver tid været udgangspunktet for en mulig bevisførelse?

Jeg bliver direkte vred, når jeg hører Morten Overgaards hysteriske fnisen undervejs i udsendelsen, og så spørger jeg alligevel mig selv, om den kunne være et malplaceret udslag af angst, fordi manden er ude et sted, hvor han ikke kan bunde, når han skal forsøge at tilbagevise forestillingen om HSP.
Også sammenligningen med Matadors Maud og den helt seriøse samtale i denne forbindelse oprører mig. Maud er, for mig at se, ikke en HSP'er, men en hysteriker, som har tillært sig en martyragtig lillepige-adfærd, der giver hende visse fordele i forhold til omgivelserne.

Personligt har jeg ikke brug for endeligt og videnskabeligt bevis for, at jeg er en særligt sensitiv person - ejheller at denne sensitivitet er et gennemgående træk hos flere medlemmer af min familie. Men i forhold til det at få diverse ydre instanser til at anerkende mine særlige mangler og fortrin, så jeg kan indrette min tilværelse på en måde, der kan og vil være til gavn og glæde både for mig og for det samfund, jeg er en del af, har jeg hårdt brug for videnskabens blå stempel af HSP-begrebet.

silhuet sagde ...

Også jeg - der er opvokset med og kodet til - at skulle analysere, dokumentere, veje og måle alt, er meget dobbelt mht at skulle reducere(?) sensitivitet til et sprøgsmål om genetik og frontalap-reaktioner ;-)

Et eller andet sted har jeg brug for, at "måtte" være den jeg er, også uden at skulle begrunde eller berettige mit væsen. Jeg er, hvem jeg er, take it or leave it.

På den nden side er der også en slags beroligelse for mig i at forstå, at jeg ikke handler ilde, ikke "forstiller" mig, ikke er "hysterisk", "sart" eller "lidt til en side".
Jeg er bare belemret eller begavet (!) md et særligt sensitivt nervesystem, der gør mig på den en side lydhør, på den anden side meget porøs.

Jeg synes det er SÅ spændende det her. Jeg har aldrig accepteret eller respekteret min egen sensibilitet, jeg har skældt og smældt og irettesat mig selv. "Tag dig sammen", "kom nu ind i kampen", "Mand dig op, kvinde".
Nu ved jeg, at det ikke skyldes svaghed eller ansvarsløshed, at jeg reagerer og handler som jeg gør iblandt.
Det er sådan, jeg er. Det er ..... okay?!

Knus og kærlige tanker

Janne Møller Olsen sagde ...

Tina, tak for din dejligt lange kommentar :-). Nogle af de ting du skriver, får mig til at tænke videre:

Jeg er helt enig i den måde du beskriver spændingen mellem naturvidenskab og fx psykologiske undersøgelser på – hvis jeg kan sammenfatte det sådan? Jeg tror, uden at jeg rigtigt kan gøre det klart, at begrebet videnskabssyn spiller en stor rolle i alt dette. Det kan, så vidt jeg ved, være mange forskellige ting. Er det fx videnskab at anse en teori for sand hvis man kan finde eksempler der bekræfter den, gennem deduktion? Eller er det videnskab at anse en teori for foreløbig sand indtil den er afkræftet? (Vist nok fx Poppers og hans helt Einsteins synspunkt). Jeg mener det sidste, men synes at Elaine Aron står for det første.

Vigtigere er nok at Elaine Aron overhovedet bevæger sig over i en naturvidenskabelig argumentation, det forstyrrer mig altså, kan jeg mærke. Måske fordi jeg synes det er at kæmpe med fjendens våben, hvilket jo er noget sludder, for alle bidrager, men der er altså noget der skurrer.

Jeg ville ikke have nogen problemer med en formulering som at det ser ud til, ud fra de foreløbige naturvidenskabelige resultater vi har, og ikke mindst ud fra det psykologisk baserede materiale der findes af menneskers oplevelser, at vi er født med forskellige måder at opfatte og vurdere verden på, og at det ser ud til at være arveligt, altså genetisk betinget. (Det er i øvrigt ikke nogen ny tanke, den ligger til grund for C.G. Jungs typologi, fx).

Nå, men det er alt sammen en mere eller mindre filosofisk eller akademisk diskussion som ikke gavner så meget her. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, det er en del af min individuelle sensitivitet.

Derfor nok også, at når Morten Overgaard går til biddet på den måde han gør, bliver jeg ikke vred. Jeg tænker bare at han tænker som den videnskabsmand han er – at han angriber ud fra en logisk, analytisk vinkel der byder ham at forsvare netop det han kan, nemlig at finde ud af hvad der er konkret fakta. Hvis nogen påstår at der faktisk findes fysiske forskelle i nervesystemer, så er det hans job at skaffe syn for sagn. Som hvis nogen sagde til en biolog at de havde set en ny sommerfugleart. Det kan lyde sandsynligt, men man kan ikke skrive det i en biologibog før en sådan sommerfugl er spiddet på en nål og sidder i skabet. Det er hans job, og det er det ansigt han må vise i interviewet.

I øvrigt synes jeg at han er mere åben end jeg har set andre være. I en artikel, som jeg ikke kan huske hvor jeg så, bliver det afvist fuldstændigt at det skulle kunne give mening at tale om særligt sensitive mennesker overhovedet, for det må allerhøjest være et spørgsmål om det sprog folk vælger at give deres oplevelser, og det fortæller ikke noget om verden som den er. Så er det altså virkelig langt ude, efter min mening, det er en alvorlig trussel mod subjektiviteten – og sensitiviteten. Gys, siger jeg bare. Vrede føler jeg nok her, men allermest afmagt. Og angsten for at forsvinde bliver meget nærværende.

Apropos Maude, så opfatter jeg hende faktisk som særligt sensitiv, men som et særligt sensitivt menneske uden særlig stor integritet. Jeg tror jeg vil udlægge det sådan at hun er blevet dybt neurotisk fordi hendes miljø og hendes egen personlighed har gjort at hendes karakter er visnet. Der er dog håb, for Maude træder netop i karakter da Hr. Stein skal hjælpes – her slår hendes fornemmelse for rigtigt og forkert, og den sejhed, som Lise August nævner at hun oplever hos mange sensitive, helt igennem.

Men nu er Maude jo bare fundet på, noget helt andet er de virkelige seje, modige særligt sensitive mennesker man møder og ”møder”- som du :-). Tak for dine ord her og der – og din integritet og evnen til at beskytte den.

Janne Møller Olsen sagde ...

Silhuet,

”Det er sådan, jeg er. Det er ..... okay?!”
blive til
”Det er sådan, jeg er. Det er okay!”

Jeg bliver meget berørt af det du skriver, det får mig til at ”huske” min egen personlige splittelse. Det stædige forsøg på at være noget andet end man er. Og skælde og smælde gør man jo kun på nogen der har gjort noget forkert, som er skyld i et eller andet, for at sætte det på spidsen. Også jeg har skældt og smældet, og for mig personligt har det været en meget stor lettelse at slippe for skylden. Og skammen.

Din kommentar glæder mig sådan, på flere måder. Jeg håber du når frem til at acceptere og respektere, finde ro. Alt er som det skal være, det handler bare om at få øje på det. Og som regel er vi selv de sidste til at se. Os selv.

(Din måde at se det her på - på den ene side og på den anden side - får pludselig noget til at gå op for mig. Man kunne også sige set udefra og set indefra, måske. Jeg tror den helt store bevægelse man skal gøre her, er at se fra begge sider, så at sige, og jeg får pludselig den tanke at det er det Elaine Aron forsøger. Selvfølgelig. Og det er vel en form for veludviklet visdom at kunne det.

Man bliver pludselig konfronteret med noget man helst ikke vil være, nogle ubevidste skyggesider. Enten-eller må blive til både-og, i Kierkegaardsk forstand.

Om det lykkes at overbevise den analytiske side, skidt nu med det. Jeg forstår pludselig hvad hun vil, og det aftvinger respekt. I mine øjne).

Janne Møller Olsen sagde ...

Tina, Silhuet og andre som kigger med her

Jeg har gået og rumlet lidt over de mange ord her, ikke mindst mine egne, og får lyst til at komme med en tilføjelse til det med Maude:

Først: Den eneste rigtige måde at finde ud af om folk er særligt sensitive, er at høre hvad de selv oplever, og det lader sig jo af gode grunde ikke gøre med Maude. Så når jeg siger at jeg opfatter Maude sådan eller sådan, så er det bare en forestilling jeg har, og den kan jo sagtens være forkert.

Jeg står nu ved den, men kan godt se ved nærmere eftertanke at Tina har en pointe i at det giver problemer at vælge netop Maude som eksempel i en formidlingssituation. For at forklare det, vil jeg gerne citere et afsnit fra den amerikanske udgave af Elaine Arons bog ”The Sensitive Person” (jeg har ikke den danske, endnu), nemlig 3. afsnit i kapitel 4, ”Reframing Your Childhood and Adolescence – Learning to Parent Yourself”, side 66:

”When I began my research, I discovered ”two kinds” of HSPs. Some reported difficulty with depression and anxiety; some reported very little of these feelings. The separateness of the two groups was quite clear. Later, I discovered that the depressed and anxious HSPs almost all had troubled childhoods. Non-HSPs with troubled childhoods do not show nearly as much depression and anxiety. But neither do HSPs with healthy childhoods. It is important that we and the public not confuse high sensitivity with “neuroticism”, which includes certain types of intense anxiety, depression, overattachment, or avoidance of intimacy, and are usually due to a troubled childhood. True, some of us were dealt both hands in life – high sensitivity and neuroticism – but the two things are not at all the same. This confusion of sensitivity with neuroticism and the effects of childhood trauma is one reason for some of the negative stereotypes of HSPs (that we are by nature always anxious, depressed, and so on). So let’s all work to keep it straight.”

Det havde nok været bedre med en “ren” HSP’er, hvis jeg kan udtrykke det sådan. For at undgå denne forvirring. (Og altså nu stadig forudsat at Maude er særligt sensitiv, hvad hun måske ikke ”er”).

Men måske er det også godt at notere sig den pointe ovenfor at det ser ud til at særligt sensitive oftere bliver neurotiske end ikke-særligt sensitive som følge af en traumatisk barndom – sådan meget groft skåret.

Det vigtige, det store eller det livgivende perspektiv i det her er så efter min mening at det ofte kan lade sig gøre at ”skrælle” neuroserne af gennem terapi, fx, og nå ind til det som ikke på nogen måde er sygeligt, men som er et karaktertræk med gode og dårlige sider (som ved ethvert karaktertræk). Og på den anden side af det venter et liv i bedre balance med hvem man faktisk er.

Og er det ikke gået så galt at man som særligt sensitivt menneske er blevet neurotisk, så har man måske alligevel behov for en helingsproces. Fordi vi i vores kultur er meget udsatte for fordomme, domme og misforståelser der efterhånden måske bliver internaliseret så vi heller ikke selv har noget blik for vores gode og stærke sider, men også kun ser vrangsiden og tolker os selv som forkerte. En sådan proces er hvad jeg forstår ved Elaine Arons begreb ’reframing’ (som jeg i øvrigt er meget nysgerrig efter at vide hvad er oversat til i den danske udgave – ’sætte ind i en ny forståelsesramme’?). Og det er denne proces hendes bog måske kan sætte i gang hos nogle. Eller som man kan få hjælp til hos psykologer som Lise August.

Og så er der selvfølgelig alle de mange velfungerende, harmoniske særligt sensitive mennesker som har fået indrettet sig i livet så de nyder det og får brugt sig selv på en måde som er til glæde for både dem selv og andre. Et bud fra fiktionens verden på sådan en person kunne måske være Lærke fra serien ”Sommer” – forhåbentlig, selvom hun er så ung? Eller kriminalpsykologen Tony Hill fra ”Wire in the blood”? Bare et par hurtige bud, absolut til diskussion.

Janne Møller Olsen sagde ...

Og når nu jeg er ved oprydningen, bliver jeg nok nødt til lige at vende en ting mere:

Jeg har nu fundet den artikel med den udtalelse som jeg nævner i min første kommentar, og som jeg syntes var meget skrappere end Morten Overgaards udtalelser i Apropos-udsendelsen. Den er også fra Urban, og den havde jeg læst i toget uden at bide mærke i navnet på den der udtalte sig. Nu opdager jeg så til min forbløffelse og gru at det er en gengivelse af nogle af Morten Overgaards udtalelser i en udsendelse på DR P1 – mon ikke det er Apropos-udsendelsen?

”Hvorvidt der er videnskabeligt belæg for at tale om højsensitivitet som diagnose, er neuropsykolog fra Hammel Neurocenter Morten Overgaard dog i tvivl om.

"Det er farligt at begynde at lave konklusioner i retning af, hvad det nøjagtigt er, der finder sted, for vi ved det ikke. Vi ved ikke, om folk de facto oplever verden mere overvældende, eller om de bare har en anden måde at tale om det og beskrive det på," udtaler han til DR’s P1.”

(Urban 17. september 2008)

I det her citat er den misforståelse indbygget at højsensitivitet skulle være en diagnose, og jeg tror at dette først og fremmest gav mig et pust i maven dér i toget. I udsendelsen (jeg har lige hørt den igen) bruger intervieweren Mikkel Krause først ordet, lidt senere giver Morten Overgaard udtryk for at han ikke forstår det som sygeliggørelse, men senere igen bruger han dog selv ordet diagnose, omend med et lille forbehold i stemmen, synes jeg.

Resten passer med hvad han siger – han siger faktisk det med ”de facto oplever” og ”bare har en anden måde at tale om og beskrive det på”. Jeg tror ikke jeg har oplevet det så skarpt i radioudsendelsen som det står her, fordi det dér fremgår i en større sammenhæng, men det er jo en horribel udtalelse!

Der er faktisk et link til denne artikel i den artikel i Urban du kan finde via mit indlæg, men adressen kommer også her: http://www.urban.dk/article/20080917/nyheder/709180008/.

Et eller andet er gået i ring i mit hoved uden at det er nået frem til min bevidsthed. Det beklager jeg. Meget.

Marian sagde ...

Hvor ville jeg gerne have lyttet til programmet, men det lykkedes ikke. Øv. Ud fra beskrivelsen, dit blogindlæg og det, jeg ellers ser videnskaben formidle til samfundet via medierne:

Det kan jo godt være, at HSP'ere adskiller sig biologisk fra ikke-HSP'ere. Sagen er bare den, at vores biologi ikke er så uforanderligt fastlagt som dagens "videnskab" (den såkaldte, som Tina skriver) gerne vil have det. Nyere forskning viser, at vores biologi, og selv vores gener, er foranderlig i langt højere grad, end hidtil antaget. Og at forandringerne er afhængige af miljøpåvirkninger. Man kunne tale om et vekselspil mellem miljø og biologi, hvor miljøet dog er den afgørende faktor. Noget, videnskaben anerkender, når vi taler tusinder, titusinder etc. af år, men interessant nok ikke, når vi taler kortere tidsintervaller. Hér gælder det modsatte: én gang HSP'er, altid HSP'er.

Især når det kommer til adfærd, karaktértræk, så vil vi så gerne have, at den kan determineres og prædetermineres én for alle gange. Sømmes fast med syvtommerssøm, kategoriseres og forudsiges ved hjælp af biologiske forklaringer. Ligesom sommerfuglen spiddes på en nål. Mens vi ignorerer, at det væsentlige , livet, hverken lader sig sømme fast med syvtommerssøm eller spidde med en nål, at ethvert forsøg på netop det, uvægerligt må resultere i at det væsentlige undslipper os. Og især hvis en videnskabelig opdagelse korresponderer fint med kulturelle, ideologiske værdier (der ofte er et resultat af angst, ja, eksistentiel angst - eller "hysterisk fnisen"...), glemmer vi meget gerne alt om den ydmyghed, der er kendetegnende for sand videnskab.

Jeg har samlet Bruce Lipton's foredrag "The Biology of Perception" i en playlist på YouTube. Noget, der også er interessant i denne sammenhæng, er en nyere forskningsgren indenfor neurologien: neuroplasticitet.

Janne Møller Olsen sagde ...

Marian, mange tak for at du kommer forbi her og deler din viden :-). Det vil tage lidt tid for mig at få alle de nye informationer ”ind i systemet”, men jeg vil følge dine henvisninger og give mig tid.

Det er ærgerligt at du ikke kan høre udsendelserne, er det mon fordi du bruger Mac (så jeg i dit engelske indlæg)? Jeg kan dog fortælle at Morten Overgaard også nævner en vekselvirkning mellem miljø og biologi, men jeg kan ikke afgøre om det kan kobles til det du skriver.

Det er en meget kompleks problematik, og jeg kan ikke rigtigt overskue den, i virkeligheden. Det spiller fx også ind at den bog, der nu er oversat til dansk, er fra 1999, og at Elaine Aron har udgivet meget andet siden. Vi er bare ret meget bagefter her i landet, hvis man kan sige det sådan. Den passage jeg mener at kunne huske, hvor Elaine Aron selv behandler forholdet mellem miljø og biologi, er fx fra en senere bog, som jeg desværre ikke har her.

Som du nok har gennemskuet, så filtrerer jeg alt det her gennem en Jungsk synsvinkel, og jeg kan kun give dig ret i, at vi kommer til at fjerne fokus fra selve livet. Jeg tror at alt mødes i ét; selvom det lyder paradoksalt, så forestiller jeg mig at der faktisk kan ske en syntese mellem de opsplittede måder vi som menneskehed forsøger at gribe tilværelsen på. Det er jo en fuldkommen svævende udtalelse, men ikke desto mindre er det hvad jeg ser for mig. Fuldstændig som i det enkelte menneske.

Da jeg læste ”The Highly Sensitive Person” første gang, var jeg meget skeptisk (og forstod faktisk ikke rigtigt) de indledende afsnit om gener og biologi, for der manglede ligesom et eller andet (jeg har også en indre naturvidenskabsmand, selvom han kan synes godt skjult). Men efterhånden på vej gennem bogen fandt jeg det fokus som jeg synes er vigtigt. Elaine Aron bevæger sig nemlig gennem felter som både skygge, individuation, kald og typologi på en – efter min mening – meget smuk måde. Hun passer på os alle, tænker jeg.

Jeg har som en start hørt det første foredrag af Bruce Lipton, og lagde mærke til teksten ”Knowledge is power”, og med udgangspunkt i det vil jeg (mis)bruge ordet viden som viden om mig selv. Og det mest magtfulde vi som særligt sensitive mennesker kan gøre, er at øge vores viden om os selv, og formidle den. Som individer, vel at mærke. Vi må altså ud i den dybe, langsomme proces med at finde os selv, frigjort fra verdens kasser og kategorier, og derfra kan vi kommunikere hvordan vi ser verden. Dele den indsigt der bliver os til del.

Der er for meget hin enkelte i mig til at føle mig rigtig godt tilpas i en afgrænset gruppe. Egentlig. Og jeg har opdaget hvor stærke psykiske kræfter vi er underlagt, vores egne og andres. Intet overvinder dem, hvis vi kan finde ind til dem. Og de kan i hvert fald ikke spiddes på en nål.

Til sidst bare et citat som jeg har skrevet før, men som lige passer her, synes jeg:
"Doubt is not a pleasant condition, but certainty is absurd."
Voltaire.

Tak igen fordi du kom forbi.

Marian sagde ...

Tak for at du kiggede forbi hos mig, Janne, så jeg kunne "opdage" din blog, som jeg synes er meget, meget interessant. - I'll be back, no doubt!

Jeg kunne abonnere på Apropos via iTunes, men listen over tilgængelige udsendelser gik ikke langt nok tilbage. Måske finder jeg den, hvis jeg gennemroder hele iTunes, hvilket jeg ikke har prøvet endnu.

Ja, det lyder nok lidt (farligt) svævende i nogles ører. Men det er jo bare, hvad livet som helhed er: svævende, flydende, foranderligt. Jeg tror ikke, vi når nogen steder hen, hvis ikke vi indrømmer det, hvis ikke vi tør at se på hele elefanten. Paradokser er vel til for at blive forenet i en højere enhed, i stedet for at udelukke hinanden?

Og lige så meget ja til viden om sig selv. Jeg tror ikke, man overhovedet kan vide noget om noget, så længe man ikke ved noget om sig selv - i det mindste det, at man intet ved ;)

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Marian, tak for de pæne ord, dem er jeg meget glad for, kan du tro. Jeg har kigget med hos dig længe, og det har været en fornøjelse :-).

Jeg har ikke kommenteret så meget rundt omkring som konsekvens af at jeg selv har haft kommentarfunktionen lukket i et stykke tid, men nu lader jeg den stå åben, og så vil jeg selv prøve at give lidt tilbage for alt det jeg har fået.

Lad os sammen holde fast i at vi intet ved, og fortsætte rejsen ud i det ukendte. Lyttende. Tænkende. Følende. Det er jo det det hele går ud på. Det er dér eventyret er.

Ikke - eller hvad? (:-)).

Marian sagde ...

Ja! :)

Anja ligenu sagde ...

"I det mindste det at vi intet ved." Ja! Og det er ikke det mindste. Det er PRÆCIS den forståelse der gør at livet åbner sig: du ved intet. Intet!

Jeg får nogen gange lyst til at råbe:

OP I RØVEN med alle teorierne. Psykoterapierne. Filosofferne, lægerne, pædagogerne, socilogerne, politikerne. OP I RØVEN med alle vores synspunkter og meninger. De ER bare meninger, ideer, synspunkter. Det er sgu da lige meget om nogen har bevist det ene eller det andet. Hvis vi kunne blive lidt mere bevidste om os selv, og vores behov, så kunne vi måske træde lidt stærkere igennem og gå den vej vi skal.

Jeg er alt. Jeg er intet. Jeg kan kalde mig selv social autist.Kan kalde mig mælkebøtte. Forfatter. Mor. Pædagog. Barnebarn. Sej, tosset, angst, stærk. Jamen det hele. Simpelthen det hele. Men er det vigtigt hvad fanden jeg kalder det. I bund og grund er det ikke. Det er forklaringsmodeller, en begrebsverden. Og det er også fint - men det er ikke vigtigt. Det vigtige er at vi er i stand til at være nærværende. Alt dør. Hast ikke. Vær til stede. Stop op.

Janne Møller Olsen sagde ...

Anja, jeg tør ikke råbe, så jeg nøjes med at sige lige så stille:

Det er som om du opsummerer alle disse ord her, og jeg har egentlig ikke så meget mere at sige. Vi ender jo der hvor det hele handler om at kunne være os, som dem vi nu er, og ikke spille en rolle eller forsøge at klemme os ind i en kasse fordi det så er nemmere at kommunikere hvem man er. Jeg når ligesom frem til at det nytter ikke, for så går kompleksiteten og individualiteten tabt. Og hvilket tab, set med mine øjne. Livstab. Reduktion.

Problemet, indtil man når hertil og tør tro på det, er nok "bare" at mange ikke forstår én. Fordi de kun kan tænke i kasser. Så opstår der ligesom to spor: Det spor der går indad hvor der ikke er brug for kasser, og hvor man finder sig selv og finder ro med det. Og det der går udad hvor man finder andre, skaber et møde og får inspiration til at se indad igen.

Og det hele opstår fordi vi ser i fragmenter. Forstår i fragmenter. Næsten alle sammen. Tror jeg. Jeg gør, i hvert fald.

Det skal ikke forstås polemisk i forhold til hvad du skriver, det er bare hvad der falder mig ind. Det du skriver, er godt at tænke over, og jeg er ikke færdig endnu :-) ..

Send en kommentar