tirsdag den 7. oktober 2008

Begrebet 'særligt sensitive mennesker'

Dette indlæg tager udgangspunkt i at Tina Charlotte Møller (Ordholder) i dag har et indlæg der refererer til at jeg linker til en udsendelsesrække om særligt sensitive mennesker i sidebaren. Jeg sætter meget stor pris på at Tina Charlotte Møller skriver som hun gør, og det der følger her, er en erstatning for en meget lang kommentar på hendes blog.

Mine oplevelser ved at høre udsendelserne svarer stort set til Tina Charlotte Møllers - jeg deler hendes opfattelser af de to udsendelser som hun refererer til, og også hendes afsluttende bemærkninger.

Da jeg havde hørt udsendelserne, forsøgte jeg at skrive et indlæg som jeg dog aldrig rigtigt blev færdig med fordi jeg syntes jeg måtte vide mere inden jeg skrev. Og derfor endte det hele med den neutrale information i sidebaren.

Jeg har lige læst min kladde igen og besluttet at sætte den ind herunder. Som et indlæg i debatten. Som inspiration. Som et forsøg på at blive klogere selv. Som et forsøg på at dele for at vi alle kan blive klogere.

Her er hvad jeg skrev for to uger siden, ganske let redigeret:

Fokus på særligt sensitive mennesker

I den sidste tid har der været en del fokus i medierne på begrebet 'særligt sensitive mennesker' i forbindelse med at Elaine N. Arons bog "The Highly Sensitive Person" udkommer på dansk den 23. september. Jeg har ikke fulgt med i detaljer, men blandt andet hørt en Apropos-udsendelsesrække i P1 og læst en artikel i Urban. Hvis du interesserer dig for det her med sensitivitet, kan jeg anbefale at høre Apropos-udsendelserne (i hvert fald de første to).

Jeg finder selv stor forklaringskraft i Elaine Arons konstruktion omkring sensitivitet, både i hendes påstand om at sensitivitet er biologisk betinget, og i hendes måde at formidle på hvordan det opleves at være særligt sensitiv. På en måde blev mange af mine erfaringer med at være mig samlet under én hat da jeg lærte hendes univers at kende, og det var i den grad oplysende.

Men selvfølgelig dukker der spørgsmål op, og her vil jeg dele nogle af de overvejelser jeg selv er mest optaget af lige nu.


Et spørgsmål om krop
Det at forstå sensitivitet som et arveligt, kropsligt karaktertræk er hele omdrejningspunktet i Elaine Arons fremstilling, og det giver en helt anden vinkel på begrebet 'særligt sensitive mennesker' end i hvert fald jeg har haft tidligere. Det betyder at det at være særligt sensitiv i sig selv er en medfødt og uafvendelig egenskab ved ens krop, fuldstændigt som at være født med brune øjne. Det særligt sensitive menneskes (og dyrs) nervesystem behandler indtryk eller informationer dybere end andres nervesystemer, og dette er hverken bedre eller dårligere, men blot anderledes. Denne fysiske forklaring virker, tror jeg, som en stor lettelse på mange særligt sensitive mennesker, for hvis man godtager den, kan man for eksempel pludselig kommunikere sin sensitivitet til de mennesker (og den del af en selv) der er mest optaget af fakta, og hvis virkelighedsforståelse er knyttet til den objektive, konkrete verden.

Elaine Aron underbygger - så vidt jeg har forstået - påstanden om at nogle af os er født med et særligt følsomt nervesystem, ved at inddrage en række forskningsresultater der viser at der er forskel på hvordan hjerner og kroppe reagerer på stimuli. At det ved måling af forskellige fysiske faktorer i forskellige forsøg og indenfor forskellige teorirammer er påvist at nogle hjerner reagerer anderledes eller kraftigere på de samme påvirkninger end andre.


Spørgsmålet bliver i forlængelse af dette måske mest om man klart kan skelne mellem to forskellige nervesystemer, og om hvordan den procentvise fordeling på de to 'systemtyper' så eventuelt kan være. Jeg mener at huske at Elaine Aron selv diskuterer spørgmålet om det er enten-eller, eller om der er glidende overgange fra ikke sensitiv til særligt sensitiv, og at hun siger at der opstår flere grader af sensitivitet fordi blandt andet miljøet spiller ind, men at der som udgangspunkt findes to typer (vistnok en passage jeg husker fra "The Highly Sensitive Child", men jeg er usikker på dette i skrivende stund). Altså en slags både-og-forklaring der medtager såvel genetisk disposition som miljø, men som også sår tvivl om at mennesker (og dyr) kan deles op i to grupper med hvert sit nervesystem, efter min mening.

Hvad nu hvis forklaringen ikke er en forskel i nervesystemet?

Mange tanker rumsterer, og jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad nu hvis det viser sig at vi ikke kan bruge vendingen "Jeg er et af de 15-20 % af alle mennesker født med et nervesystem der er særligt sensitivt over for stimuli, og derfor bliver jeg nemt overvældet af de ting jeg oplever, synlige som usynlige". Hvad nu hvis vi må "nøjes" med at sige "Jeg er sådan én der let bliver overvældet af de ting jeg oplever, synlige og usynlige"?

Jeg får lyst til at spørge om det egentlig er at "nøjes" - eller om det er at slå et slag for en anden virkelighedsopfattelse, som jeg personligt anerkender lige så meget som den objektive, nemlig den subjektive? Er det sidste udsagn egentlig ikke nok, når det gælder om at forklare hvordan man oplever verden, og hvordan man tror man bedst trives? Skal vores oplevelser kunne forklares fysisk for at kunne godtages? Er det egentlig mest for vores egen skyld at vi gerne vil have det med det særligt sensitive nervesystem til at være en biologisk realitet, fordi vi så kan ånde lettet op og argumentere på mere (magtfulde) jordnære og ligefremme menneskers præmisser. Måske på bekostning af vores egne?

Jeg kan ikke svare på de spørgsmål, men heller ikke slippe dem, så de må blive stående åbne for en tid.

Sådanne spørgsmål er selvfølgelig dybt provokerende for dén der har fundet trøst og lindring i tanken om at det er kroppen der i første omgang bestemmer hvordan man behandler de informationer man får. Jeg har selv oplevet denne trøstende og lindrende virkning, fordi forklaringen ville betyde at min særligt sensitive måde at opleve på hverken er en sygdom eller en mindreværdig afart af menneskelighed.

Hvad skal vi så med alt dette?
Selvom vi måske må vente lidt på at få endeligt belæg for at biologiske faktorer er årsag til at nogle mennesker kan beskrives som særligt sensitive, så vil jeg dog anse det for fuldstændig godtgjort at der er mennesker der oplever på en særligt sensitiv måde - jeg er selv et af dem. Elaine Arons beskrivelser af de særligt sensitive menneskers indre liv er fantastisk rammende, og for mig at se er hendes væsentligste bidrag at hun giver os sprog til at forstå og formidle hvordan vi som særligt sensitive mennesker oplever verden, uden hverken at forfalde til ynk eller hovmod. Og forståelse nok for os selv til at indse at vi har en plads i verden sammen med alle dem der synes forskellige fra os, og som ofte fylder mere i landskabet.

En anden ting jeg i høj grad værdsætter hos Elaine Aron, er hendes solide forankring i den analytiske psykologi og hendes evne til at formidle meget dybe psykologiske forhold på en let forståelig og omsorgsfuld måde. Et øjeblik kunne man måske blive bange for at hendes tanker kommer til at indgå som endnu et tilbud om et "quick fix" for de trængende. At hendes - som jeg opfatter det - forsøg på at kommunikere og skabe virkninger i dybden, bliver forfladiget. Derfor vil jeg til sidst sige (selvom du sikkert selv ved det hvis du er nået hertil): Læs hendes bøger - grundigt.
Lyt. Lad dig ikke nøjes med de glimt der viser sig i andre medier.


Jeg har taget en dyb indånding og slået kommentarfunktionen til for dette indlæg. Del gerne dine tanker og viden ikke kun med mig, men også med andre. Og ellers vil jeg gerne returnere alt dette til Tina Charlotte Møller igen. Med stor tak.