tirsdag den 23. september 2008

Jordalterets egetræ

En fortælling kommer der her.

Til dig der med stor kærlighed gør så meget godt for andre, men ikke oplever at blive set.
Til dig der gør dig den største umage med at forstå de sværeste tanker, og som møder så mange forhindringer.
Til dig der har opnået stor visdom, men alligevel må bøje dig under andres magt for at overleve.
Til dig der ikke kan sove om natten fordi du må tale med dine indre stemmer der stiller spørgsmål, vil diskutere og sår tvivl.
Til dig der kæmper en modig kamp for en plads der føles som din, og ikke bare en plads der er til nytte for andre.
Til dig der må trække dig tilbage så ofte for at trives at andre kalder dig sær når de tror du ikke hører det.

Til jer og mange flere. Fordi jeres historier har rørt mig.

Og til mig - igen.

Marie-Louise von Franz om individuationsprocessen i C.G. Jung: "Mennesket og dets symboler", side 163:

"Jeg’et må kunne lytte opmærksomt og give sig selv, uden noget andet formål end at opfylde denne indre trang til vækst. Mange eksistentialistiske filosoffer prøver at beskrive denne fase, men de når kun at trække sløret fra bevidstheden: De går helt hen til det ubevidstes dør, men de åbner den ikke.

Mennesker, der lever under mere rodfæstede forhold end vi, har mindre besvær med at forstå, at det er nødvendigt at opgive den nyttemoralske, bevidste planlægning for at give plads for personlighedens indre vækst. Jeg mødte engang en ældre kvinde, som ikke har opnået meget materiel lykke. Men hun havde faktisk fået skabt et godt ægteskab, selv om hun havde en vanskelig ægtemand, og det havde modnet hende på det personlige plan. Da hun beklagede sig over, at hun ikke have ”udrettet” noget særligt i sit liv, fortalte jeg hende en historie, som er knyttet til den kinesiske vismand Chuang-Tzu. Hun forstod den straks og følte stor lettelse.
Historien lyder:

"En omvandrende tømrer ved navn Sten, så på sin rejse et kæmpemæssigt, gammelt egetræ på en mark ved siden af et jordalter. Tømreren sagde til sin lærling, som beundrede egetræet: "Det er et ubrugeligt træ. Hvis man ville lave et skib ud af det, ville det hurtigt rådne. Hvis man lavede værktøj, ville det knække. Du kan ikke bruge træet til noget; derfor er det blevet så gammelt."

Men da tømreren var gået til ro, viste egen sig for ham i en drøm og sagde: ”Hvorfor sammenligner du mig med de træer, I planter: Tjørn, pære, appelsin, æbletræer og alle andre træer, der bærer frugt? Knap nok er frugterne modne, før folk går i gang med at ødelægge dem. Kviste rives af, grene brækkes. Træernes gaver ødelægger træerne selv. Det er derfor, jeg har forsøgt at gøre mig unyttig. Du stakkels dødelige! Forestil dig at jeg havde været til nogen gavn, ville jeg så have nået denne størrelse? Desuden er både du og jeg skabninger, hvordan kan den ene skabning sætte sig selv så højt, at han kan dømme en anden? Du ubrugelige, dødelige menneske, hvad ved du om ubrugelige træer?”

Tømreren vågnede og tænkte over drømmen, og da lærlingen senere spurgte, hvorfor det gamle træ blev brugt til at beskytte jordalteret, udbrød tømreren: ”Hold mund, jeg vil ikke høre mere om det træ! Det vokser her, fordi man alle andre steder ville have mishandlet det. Hvis det ikke var jordalterets træ, ville det for længst være blevet fældet.”"

Tømreren forstod drømmen. Han indså, at det at fuldbyrde sin skæbne er den største menneskelige bedrift. Vores nyttemoral må give efter for den ubevidste psykes krav. Hvis vi oversætter billedet til psykologisk sprog, ser vi, at træet symboliserer individuationsprocessen og giver en belæring til vores kortsynede jeg.”