11. august 2008

Et ferieminde

En dag i juli.

Jeg sidder på en bænk ved Lillebælt og spiser frokost sammen med min familie. Havet er blåt som himlen, og alt hvad jeg ser, er smukt som kun et billede fra erindringen kan være det. Jeg er i min barndoms land, og rejsen hertil har været lang. Jeg er ikke kommet frem uden sværdslag, og til tider har jeg været bange for at mine kræfter ikke rakte, men nu sidder jeg her.

Og så sker miraklet. ”Marsvin!”, råber jeg og peger. Mellem strømhvirvler og små krappe bølger dukker sorte, rundede rygge op af vandet. Trekantede rygfinner kløver overfladen og forsvinder ned i dybet igen i rullende bevægelser.

Jeg holder vejret. Holder op med at tygge. Tysser på de andre. Og så hører jeg marsvinenes blåst. De små hvaler er tæt nok på til at vi kan høre deres åndedræt. Et kort lille pust af luft op mod himlen før næste dyk ned i havet.

Tættest på er en mor og en kalv. Moren dukker op først, og lige inden hun forsvinder, ruller en lille ryg op ved hendes side. To pust, forskudt i tid og intensitet. Og alligevel samtidig og ens. Igen og igen.

På en sær måde ved jeg at jeg denne gang er nået helt frem. Til hvad har jeg ikke ord for. Jeg er der bare, og jeg fyldes med ærefrygt. Intet andet minde fra ferien kan konkurrere med dette.

Min familie snakker videre om bananer og rugbrød. Til højre for os sidder folk på en café og sludrer uanfægtede med kaffe i smarte glas. En gruppe slentrer konverserende forbi os, de ikke så meget som kigger ud på vandet. I det øjeblik mærker jeg tydeligt at der er mindst to verdener i verden.