10. juli 2008

Hvorfor synger fuglene?

Jeg er stille. I mit hoved taler mange stemmer, og jeg kan ikke få et ord indført. Ikke et ord, ikke en tanke.

Jeg hører musik og lytter til den og stemmerne. Og pludselig husker jeg den der cd med det lyserøde cover med den fantastiske tekst indeni: Lars H.U.G.s ”Greatest H.U.G.” med teksten ”Billedhuggeren” af Tor Nørretranders:



Du skal have min yndlingsbid her, taget ud af sammenhæng på det skammeligste, men alligevel:

”.. Hvorfor synger fuglene, spurgte musikeren.

Det mærkelige var, at der ikke gik ret mange år, før biologerne havde fået styr på, hvorfor fuglene synger så lystigt om foråret. Fordi, selvfølgelig, at de vil parre sig.

Jo, men vanskeligheden for biologerne var at forklare, hvorfor det dog gik an at synge så lystigt. Måske kunne hunnerne høre det og blive lystne derved, men alle rovfuglene og jægerne og de andre fjolser kan jo også høre den lystige sang. Og det koster dertil en masse kræfter at synge. Hvorfor ikke bruge dem mere hensigtsmæssigt, spurgte biologerne sig selv.

Svaret på det spørgsmål blev ganske vist givet af en fugleforsker allerede i 1975, men der var ingen der rigtig troede på ham, fordi svaret lød helt tåbeligt: Fuglene synger ikke, fordi det har en funktion at synge, men fordi det er helt uden funktion, fordi der ikke er nogen mening med det, fordi det er ødselt at synge. Det lød ret underligt.

Men i 1990, bare et år før Lars H.U.G. stillede sit spørgsmål, blev der ført matematisk bevis for, at den mærkelige forklaring gav mening. Fuglene synger, fordi de derved pådrager sig et handicap. Det er svært at synge, det koster mange kræfter og gør én sårbar overfor rovdyr. Netop derfor er det smart, hvis man vil forføre en anden fugl: Ved at gøre noget svært, viser man at man har så mange ressourcer, at man kan ødsle med dem.

Man bruger ikke sine kræfter på at overleve, det klarer man let. Man bruger dem på noget, som man ikke kan bruge til noget. Derved viser man, at man har rigeligt af dem.

Fuglene synger for at bevise at de har så meget overskud, at de ikke behøver samle føde og flygte fra rovdyr hele tiden, siger denne såkaldte handicapteori, som mange biologer i dag tager meget alvorligt.

Nogle er endda begyndt at overføre den på mennesker: Vi synger jo også, vi maler billeder, hugger skulpturer og foretager os alle mulige andre ting, som strengt taget kun har meget begrænset nyttevirkning i det daglige ræs for at klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige. Vi mennesker laver kultur og andet besværligt, som sjældent fører til rigdom. Nogle af os er tovlige og står ikke op om morgenen og passer det borgerlige arbejde, men sidder i stedet med morgenhår og synger om ulykkelig kærlighed.

Det er, siger handicapteorien, en måde at vise at man er et menneske med mange ressourcer. Man har så meget overskud, at man ikke behøver bruge hele dagen på at tjene til dagen og vejen, men kan lave mærkelig, tilsyneladende planløs kunst i stedet. Ved at vise sin ressourcerigdom, demonstrerer man overfor medlemmer af det modsatte køn, at man er værd at parre sig med. Derfor synger kunstnerne: Det giver, som Dire Straits så smukt har udtrykt det, ”money for nothing and chicks for free”. Man skal gøre noget svært, så får man det sjovt. Umage giver mage.”


Det er da den smukkeste måde at se kunsten, bredt forstået, på, synes jeg. Der er intet sølle ved kunstneren med morgenhår, hun er simpelthen et udtryk for menneskeligt overskud. Og hun er en attraktiv mage. Husk det, dig derude der kan noget ud over at ”klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige”.