onsdag den 2. juli 2008

Hagbards kok og skæbne

Fra Berlingske Tidende 2. sektion mandag 30. juni 2008

"De fleste kokke har gået på fine skoler i London eller Paris .. hvordan blev du kok?", spørger den sultne viking i køen, mens han læner sig lidt frem mod gryden og den - forestiller jeg mig - liflige duft der stiger op fra den. Lige om lidt skal han få hvad han har behov for, og han ligner én der glæder sig.

Med et overbevisende myndigt ”plop” svinger kokken maden op på tallerkenen og siger med næsen i sky: "En dag sagde Hagbard: "Du laver maden.""

For mig er der et eller andet ved den her lille stribe som fylder ud over det jeg kan se og læse. Det er måske lidt langt ude, så hvis du gerne vil nyde striben som den er i sin uberørte, dejlige enkelhed, skal du ikke læse videre.

Jeg tænker: Hvad nu hvis jeg tolker striben symbolsk? Hvis kokken er mig eller dig eller hvilket som helst menneske? Og hvis det at være kok, altså at lave den mad til andre som der er behov for, er et billede på et hvilket som helst arbejde? Eller mere abstrakt endnu: På alle de former for skabende virksomhed man kunne forestille sig? På det vi bidrager med i verden og skaber verden med? Og hvis Hagbard, som kokken med stolthed refererer til, er et billede på vores indre vikingehøvding, et overhoved dybt i vores psyke?

Som vikingen i køen starter med at sige, bliver vi til det ene eller det andet ved at uddanne os i en eller anden forstand. Og det er jo rigtigt nok. Men kokken giver alligevel et uventet svar på spørgsmålet om hvorfor netop han blev kok, og det svar rummer måske en endnu større pointe: At han er blevet kok af en slags nødvendighed. Han fik at vide at det var ham der skulle lave maden. Det er altså en opgave han har fået af sit indre overhoved, hvis vi vender tilbage til symbolikken. Han har ikke selv valgt at det skulle være hans arbejde, men han har valgt at udføre det. Han kunne måske også være stukket af fra det.

Om han har uddannet sig eller ej til det, er ikke afgørende for om det er hans opgave. Han har måttet se at finde ud af at udføre opgaven, som han har taget på sig, på en eller anden måde, og han har ganske givet måttet lære en del undervejs.

Det er, tænker jeg, på en måde blevet kokkens skæbne at være kok, og han går sin skæbne i møde med en vis stolthed. Han har fundet sin plads, og de andre muligheder for beskæftigelse han måtte have overvejet 'at uddanne sig til', er elimineret.

Jeg forestiller mig at han ind imellem laver noget mad som er uspiseligt. Og ind imellem kan han sikkert svinge et sjældent velsmagende måltid op på tallerkenerne. Og hvem kan overhovedet sige hvad der er godt, og hvad der er skidt? Det spørgsmål kunne et par rigtige vikinger velsagtens tage sig et forfriskende slagsmål over, forestiller jeg mig, men det er til syvende og sidst kun noget man kan vide med sig selv - og sin indre høvding.

Set i det helt store perspektiv er spørgsmålet egentlig også ligegyldigt, tænker jeg. For hvis kokken ikke lavede maden, fik de her vikinger ikke noget at spise. Maden ville mangle.

På samme måde ville det mangle hvis vi ikke alle sammen gjorde det der for os selv synes at være vores opgave. Det som tager sig vigtigt ud for hver enkelt af os. Det som giver mening, og som giver os oplevelsen af at bidrage - også selvom det ikke altid er let eller smertefrit.



Hvis du vil have uddybet det med skæbneopfattelser, vil jeg gerne anbefale Eksistens. Skæbne og frihed fra DR P1 den 21. februar 2004. Udsendelsen inddrager tanker af bl.a. Søren Kierkegaard og Karen Blixen samt fra den ”alternative” verden i form af en tarotkortrådgiver.