10. juli 2008

Hvorfor synger fuglene?

Jeg er stille. I mit hoved taler mange stemmer, og jeg kan ikke få et ord indført. Ikke et ord, ikke en tanke.

Jeg hører musik og lytter til den og stemmerne. Og pludselig husker jeg den der cd med det lyserøde cover med den fantastiske tekst indeni: Lars H.U.G.s ”Greatest H.U.G.” med teksten ”Billedhuggeren” af Tor Nørretranders:



Du skal have min yndlingsbid her, taget ud af sammenhæng på det skammeligste, men alligevel:

”.. Hvorfor synger fuglene, spurgte musikeren.

Det mærkelige var, at der ikke gik ret mange år, før biologerne havde fået styr på, hvorfor fuglene synger så lystigt om foråret. Fordi, selvfølgelig, at de vil parre sig.

Jo, men vanskeligheden for biologerne var at forklare, hvorfor det dog gik an at synge så lystigt. Måske kunne hunnerne høre det og blive lystne derved, men alle rovfuglene og jægerne og de andre fjolser kan jo også høre den lystige sang. Og det koster dertil en masse kræfter at synge. Hvorfor ikke bruge dem mere hensigtsmæssigt, spurgte biologerne sig selv.

Svaret på det spørgsmål blev ganske vist givet af en fugleforsker allerede i 1975, men der var ingen der rigtig troede på ham, fordi svaret lød helt tåbeligt: Fuglene synger ikke, fordi det har en funktion at synge, men fordi det er helt uden funktion, fordi der ikke er nogen mening med det, fordi det er ødselt at synge. Det lød ret underligt.

Men i 1990, bare et år før Lars H.U.G. stillede sit spørgsmål, blev der ført matematisk bevis for, at den mærkelige forklaring gav mening. Fuglene synger, fordi de derved pådrager sig et handicap. Det er svært at synge, det koster mange kræfter og gør én sårbar overfor rovdyr. Netop derfor er det smart, hvis man vil forføre en anden fugl: Ved at gøre noget svært, viser man at man har så mange ressourcer, at man kan ødsle med dem.

Man bruger ikke sine kræfter på at overleve, det klarer man let. Man bruger dem på noget, som man ikke kan bruge til noget. Derved viser man, at man har rigeligt af dem.

Fuglene synger for at bevise at de har så meget overskud, at de ikke behøver samle føde og flygte fra rovdyr hele tiden, siger denne såkaldte handicapteori, som mange biologer i dag tager meget alvorligt.

Nogle er endda begyndt at overføre den på mennesker: Vi synger jo også, vi maler billeder, hugger skulpturer og foretager os alle mulige andre ting, som strengt taget kun har meget begrænset nyttevirkning i det daglige ræs for at klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige. Vi mennesker laver kultur og andet besværligt, som sjældent fører til rigdom. Nogle af os er tovlige og står ikke op om morgenen og passer det borgerlige arbejde, men sidder i stedet med morgenhår og synger om ulykkelig kærlighed.

Det er, siger handicapteorien, en måde at vise at man er et menneske med mange ressourcer. Man har så meget overskud, at man ikke behøver bruge hele dagen på at tjene til dagen og vejen, men kan lave mærkelig, tilsyneladende planløs kunst i stedet. Ved at vise sin ressourcerigdom, demonstrerer man overfor medlemmer af det modsatte køn, at man er værd at parre sig med. Derfor synger kunstnerne: Det giver, som Dire Straits så smukt har udtrykt det, ”money for nothing and chicks for free”. Man skal gøre noget svært, så får man det sjovt. Umage giver mage.”


Det er da den smukkeste måde at se kunsten, bredt forstået, på, synes jeg. Der er intet sølle ved kunstneren med morgenhår, hun er simpelthen et udtryk for menneskeligt overskud. Og hun er en attraktiv mage. Husk det, dig derude der kan noget ud over at ”klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige”.

4. juli 2008

"Om at udstå storme"

"[Om at udstå storme]

Da den tænkende kom ud i en stærk storm, sad han i en stor vogn og tog megen plads op. Det første han gjorde, var at stige ud af sin vogn. Det andet at tage sin frakke af. Det tredie at lægge sig på jorden. Således udstod han stormen ved at gøre sig så lille han kunne blive. Da hr. Keuner læste det, sagde han: - Det er nyttigt at gøre andres syn på én selv til éns eget. Ellers forstår de ikke én."

fra Bertolt Brecht: "Historier om hr. Keuner". Med tak til HS.

2. juli 2008

Hagbards kok og skæbne

Fra Berlingske Tidende 2. sektion mandag 30. juni 2008

"De fleste kokke har gået på fine skoler i London eller Paris .. hvordan blev du kok?", spørger den sultne viking i køen, mens han læner sig lidt frem mod gryden og den - forestiller jeg mig - liflige duft der stiger op fra den. Lige om lidt skal han få hvad han har behov for, og han ligner én der glæder sig.

Med et overbevisende myndigt ”plop” svinger kokken maden op på tallerkenen og siger med næsen i sky: "En dag sagde Hagbard: "Du laver maden.""

For mig er der et eller andet ved den her lille stribe som fylder ud over det jeg kan se og læse. Det er måske lidt langt ude, så hvis du gerne vil nyde striben som den er i sin uberørte, dejlige enkelhed, skal du ikke læse videre.

Jeg tænker: Hvad nu hvis jeg tolker striben symbolsk? Hvis kokken er mig eller dig eller hvilket som helst menneske? Og hvis det at være kok, altså at lave den mad til andre som der er behov for, er et billede på et hvilket som helst arbejde? Eller mere abstrakt endnu: På alle de former for skabende virksomhed man kunne forestille sig? På det vi bidrager med i verden og skaber verden med? Og hvis Hagbard, som kokken med stolthed refererer til, er et billede på vores indre vikingehøvding, et overhoved dybt i vores psyke?

Som vikingen i køen starter med at sige, bliver vi til det ene eller det andet ved at uddanne os i en eller anden forstand. Og det er jo rigtigt nok. Men kokken giver alligevel et uventet svar på spørgsmålet om hvorfor netop han blev kok, og det svar rummer måske en endnu større pointe: At han er blevet kok af en slags nødvendighed. Han fik at vide at det var ham der skulle lave maden. Det er altså en opgave han har fået af sit indre overhoved, hvis vi vender tilbage til symbolikken. Han har ikke selv valgt at det skulle være hans arbejde, men han har valgt at udføre det. Han kunne måske også være stukket af fra det.

Om han har uddannet sig eller ej til det, er ikke afgørende for om det er hans opgave. Han har måttet se at finde ud af at udføre opgaven, som han har taget på sig, på en eller anden måde, og han har ganske givet måttet lære en del undervejs.

Det er, tænker jeg, på en måde blevet kokkens skæbne at være kok, og han går sin skæbne i møde med en vis stolthed. Han har fundet sin plads, og de andre muligheder for beskæftigelse han måtte have overvejet 'at uddanne sig til', er elimineret.

Jeg forestiller mig at han ind imellem laver noget mad som er uspiseligt. Og ind imellem kan han sikkert svinge et sjældent velsmagende måltid op på tallerkenerne. Og hvem kan overhovedet sige hvad der er godt, og hvad der er skidt? Det spørgsmål kunne et par rigtige vikinger velsagtens tage sig et forfriskende slagsmål over, forestiller jeg mig, men det er til syvende og sidst kun noget man kan vide med sig selv - og sin indre høvding.

Set i det helt store perspektiv er spørgsmålet egentlig også ligegyldigt, tænker jeg. For hvis kokken ikke lavede maden, fik de her vikinger ikke noget at spise. Maden ville mangle.

På samme måde ville det mangle hvis vi ikke alle sammen gjorde det der for os selv synes at være vores opgave. Det som tager sig vigtigt ud for hver enkelt af os. Det som giver mening, og som giver os oplevelsen af at bidrage - også selvom det ikke altid er let eller smertefrit.



Hvis du vil have uddybet det med skæbneopfattelser, vil jeg gerne anbefale Eksistens. Skæbne og frihed fra DR P1 den 21. februar 2004. Udsendelsen inddrager tanker af bl.a. Søren Kierkegaard og Karen Blixen samt fra den ”alternative” verden i form af en tarotkortrådgiver.