8. juni 2008

Vores dybeste frygt

Da jeg var ude at handle med mine børn for et stykke tid siden, fik de mig overtalt til at købe en dvd. Den var billig og "lige noget for os", som den ældste udtrykte det. "Coach Carter" stod der på omslaget, og Samuel L. Jackson stod i forgrunden som træneren med fod på bolden foran et hold af unge basketballspillere i bevægelse.

Om aftenen så jeg filmen sammen med drengene, og den handler ganske rigtigt om basketball som de er så vilde med. I hvert fald på overfladen. Filmen er baseret på en autentisk historie om en amerikansk basketballtræner, Ken Carter, der låste sine spillere ude fra boldhallen lige før den sidste turneringskamp, fordi de ikke havde opnået tilfredsstillende karakterer i de boglige fag. At blive vindere betyder ikke at blive vindere af turneringen, men at blive vindere af livet, syntes moralen at være.

I løbet af historien tager selvsagt mere end en ung mand livtag med nogle eksistentielle kræfter, men især én af personernes historie rørte mig. Den unge latinamerikaner Cruz står over for valget mellem at være loyal over for sine narkokriminelle og voldelige familiemedlemmer eller blive mønsterbryder og følge sit talent ved at engagere sig i Carters basketballhold.

Coach Carter giver ham tidligt i forløbet begyndelsen af et citat og lægger op til at han skal finde ud af at fuldende det. Som den nysgerrige, begavede fighter den unge mand er, bider han på, og til sidst i filmen leverer han næsten hele citatet:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: "A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles".

Der sad jeg - med popcorn på bordet og mine ungers meget jordnære kommentarer i ørerne - og følte mig ramt et sted dybt inde. Nu var filmen også blevet noget for mig. Dagen efter kunne jeg ikke lade være med at lede efter citatet på nettet. Det er vist nok et meget kendt citat, og det forstår man jo godt. Så fint og så rammende - og alligevel så svært at "forstå" med følelserne.

Drenge bliver til mænd i "Coach Carter", og nogle af dem vinder ikke bare en basketballkarriere, men selve livet. Cruz forstår at det ikke gavner hverken en selv eller ens medmennesker hvis man sætter sit lys under en skæppe og gør sig lille i livet. Men han erfarer også at det kræver et meget stort mod at efterleve den indsigt, for omgivelserne - godt hjulpet af vores ubevidste - vil ofte hævde og kræve det modsatte. Og vi er alle uendeligt og fundamentalt bange for at miste kærligheden fra vores nærmeste og anerkendelsen fra andre.

Måtte vi alle finde modet til at trodse vores dybeste frygt.

12 kommentarer:

Tina Charlotte Møller sagde ...

Tak for det citat. Det er et pletskud! Og så skulle det endda, efter sigende, være lettere at stå frem med særlige evner og talenter i USA, end det er i f.eks. Danmark.
Talent og dygtighed synes ofte at vække ikke blot misundelse, men også frygt hos mange. Så er man aparte og skal kanøfles, som salig Andersen skrev.

Janne Møller Olsen sagde ...

Selv tak for kommentaren - den første på min blog nogensinde!

Ja, janteloven er svær at komme udenom i vores kultur, mon ikke det er den der er på spil (også)? Jeg kommer i tanke om en avisoverkrift (uden at kunne huske hvor, af hvem osv.:) "Man skal bruge sit talent, ellers mangler det i verden", og det synes jeg fanger næsten hele problematikken i én sætning. Det er ikke kun en selv der bliver holdt nede, det er også de andre og dermed også "kollektivet" - altså verden - det er en meget skræmmende tanke.

Janne

Krutters Krøller sagde ...

Så kom jeg hertil - via dit seneste citat. Ramt er jeg sandelig også af citatet - og overrasket blev jeg... fordi "A Course in Miracles" er en stor del af grundlaget for den åndedrætsudannelse, jeg er i gang med...
Jeg må vist dybere ned i din blog og grave guld *S*
Tanker
Rina

Janne sagde ...

@Rina
Øh - det er da overraskende. Nogle gange kan man altså godt blive slået ret meget af både forbløffelse og ærefrygt over hvordan alting hænger sammen.

Jeg vil bare sige at jeg kan kun anbefale at læse Marianne Williamson! Jeg gjorde aldrig noget ved det da jeg stødte på det her citat for to år siden, og jeg tror heller ikke jeg havde været parat til at forstå eller tage hendes budskab ind, men fordi jeg stødte på hende dels i forbindelse med Debbie Ford, som hun lige har udgivet en bog sammen med sammen med Deepak Chopra, og dels fordi jeg endnu engang så en gestaltterapeut tillægge Nelson Mandela citatet ovenfor (hvilket støder mig sådan at de ikke gider korrigere, ikke fordi Nelson Mandela ikke er en person der er værd at se op til, men fordi vi - altså hele verden - trænger sådan til at kvinder bliver anerkendt for det de bidrager med), tænkte jeg at nu må det være NU. I løbet af den sidste uge har jeg slugt de to bøger (Illuminata og Ind til kvindeligheden) jeg umiddelbart kunne få fat på på biblioteket. I går begyndte jeg så på hendes tolkning af A course in Miracles som ovennævnte citat er hentet fra.

Det her er en laaaang historie, Rina, men jeg kan virkelig anbefale Ind til kvindeligheden (prøv at se min bogliste for info) - i den bog udfolder MW fuldstændig hele det kompleks omkring undertrykkelsen af kvindeligheden som jeg på min egen klodsede og gryende måde tog op i dette indlæg: http://jannessted.blogspot.com/2010/03/menneskenes-internationale-kampdag-for.html.

I A Return To Love skriver MW blandt andet: "Psykologen Carl Jung fremsatte idéen om det "kollektive ubevidste", en medfødt mental struktur, der omfattede alle menneskehedens universelle tankeformer. Hans idé var, at hvis du går tilstrækkeligt dybt ind i din bevidsthed og tilstrækkeligt dybt i min, så findes der et plan, som vi alle deler. Kurset (= A Course In Miracles) går et skridt videre; hvis du går dybt nok ind i din bevidsthed og dybt nok ind min, så har vi den samme bevidsthed. Idéen om en guddommelig bevidsthed eller "Kristusbevidsthed", er idéen om, at vi i vores center ikke blot er identiske, men det samme væsen. ..". (Jeg ville nok sige "det ubevidste" i stedet for bevidsthed, men jeg forstår godt hvad hun mener).

Det plotter MW ind i mit indre koordinatsystem, og jeg har præcis den oplevelse at vi alle er det samme væsen. Hvis man vil et skridt videre end i fx Kvindelighed i vækst af Pia Skogeman, så synes jeg MW kan være en stor, stor inspiration. Dér er i hvert fald guld at hente :-).

Rina, jeg duer sgu bare ikke til at gøre det kort, haha. Hav en dejlig dag, og tak for dine ord.

Kærligst
Janne

Krutters Krøller sagde ...

Janne, jeg glæder mig over, at du ikke kan gøre det kort - TAK! *S*
Jeg oplever, at den spirituelle verden (og psykologiens, for den sags skyld) trækker lange tråde hos hinanden, og jeg bliver ved at overraskes over, hvordan trådene dukker op i nye sammenhænge, genkendelige med et twist. Sådan er det også med Freud - han er jo en man smiler lidt af i moderne psykologi, men i anerkendelse af at han er en af psykologiens faddere - men hans tråde dukker op i mange terorier, forklaringer og tilgange.

Da jeg læste forordet i A Course... blev jeg slået af, at begge "forfattere" er psykologer, og har oplevet at mangle, søge efter, og integrere spiritualitet i en psykologisk ramme. Det er vist en af de projekter, jeg er ude i...i hvert fald hvis jeg skal vedblive at arbejde i det felt.

Boglisten er vildt spændende og jeg glæder mig til at dukke ned i noget af guldet...faldt over et indlæg, som jeg lige finder tid til at kommentere... om Lise Winther-Jensen.

Marianne Williamson skal søges på biblo - nærmest instantly!
Kærligste tanker
Rina

Janne sagde ...

@Rina
Det med trådene - ja! Og Freud kan ingen komme uden om, uanset hvad man måtte mene. Alle tænkere og kunstnere står på skuldrene af dem der kom før dem, er det ikke sådan noget lignende man plejer at sige?

Jeg kendte ikke noget som helst til kurset før jeg slog op i MWs bog, men nu har jeg lige google lidt frem og tilbage og begynder at forstå hvordan tingene hænger sammen. Jeg skal liiiige være "færdig" med MW, så må jeg se om jeg får lyst til at kaste mig over kurset .. nøj, jeg har godt nok fået pirret min nysgerrighed til bristepunktet lige nu, kan jeg mærke.

En anden ting jeg simpelthen ved jeg må undersøge, er omkring Maria Magdalene og de apokryfe evangelier. Det er noget jeg har "udsat" i flere år, af frygt som du nok kan gætte. Det er lidt svært at forklare, men jeg har jo arbejdet meget med drømme, visioner og fantasier, og her bliver Maria Magdalene ved med at dukke op. Så det føler jeg er en vej jeg skal gå.

Og nøj, Rina, vi må snakke videre om det her! ;-D.

<3
Janne

Krutters Krøller sagde ...

Jep, det er meget spændende - jeg har det som at stå foran en ny verden, der skal til at folde sig ud... Det er den fedeste fornemmelse, og jeg kan slet ikke vente med at have tid nok til at fordybe mig!

Jeg måtte på biblo idag og fik 2 MW-bøger
(+ Ravnen i Glasbjerget, som jeg har kigget på i 20 år - uden at læse den - ja, hvad mon det handler om?! *S*)
med hjem...jeg er især meget spændt på hendes fortolkning af Kurset. Jeg har ikke læst Kurset endnu - og ved ikke om jeg kommer igennem den, den er ekstremt omfattende og lidt langhåret nogle steder...

Jeg glæder mig til at høre mere om Maria Magdalene...

Kærligst
Rina

Janne sagde ...

@Rina
Åh, det med tiden til at fordybe sig, det er så svært når man har familie .. det er som at blive hevet i fra to sider. Det er i sig selv en øvelse at arbejde med hvad der sker i det felt ;-D.

Rina, Ravnen i glasbjerget - der er god grund til at vente med at læse den til man er parat, for det er altså en barsk bog. Jeg havde også kendt til den i flere år før jeg kunne læse den, og selv da jeg vidste at tiden var inde, var det ikke nogen behagelig proces. Og jeg måtte lægge den fra mig og skælde voldsomt ud på den og kæmpe meget med både den og mig selv, men det var lige akkurat på den rigtige side af grænsen for hvad jeg kunne tåle, så det endte rigtig konstruktivt. Jeg havde det som om Asper malede den grimmeste dæmon i mig på et kæmpe lærred og tvang mig til at kigge, og det var fandme ikke sjovt. Men meget, meget lærerigt, hø. På det rette tidspunkt - og det skal man altså mærke godt efter og respektere. Lad der hellere gå 20 år mere, hvis det er det der skal til ;-). Tid er et meget relativt begreb, og jeg har for længst vænnet mig til at jeg ikke kan presse noget igennem. Jeg forstår hele processen som en vækstproces - psyken skal vokse og modnes lige som kroppen skal. Selvom man kan se på et 6 måneder gammelt barn at det er designet til at lære at gå, er man pinedød nødt til at vente til det er udviklet tilstrækkeligt før det faktisk kan gå :-).

At vælge kurset tænker jeg må være som at vælge det som "redskab" eller vej. Som jeg forstår det, lægger kurset op til en mangeårig proces, og den har jeg jo valgt i et andet regi, men derfor kunne jeg nu godt tænke mig sådan at bladre lidt i det en gang. Men lige nu må jeg som dig nøjes med de overskrifter MW citerer og så hendes udlægning.

God fordybelse og læsning, Rina, og endda held og lykke med hvad der måtte følge med af rystelser ;-).

Søndagshilsner
Janne

Krutters Krøller sagde ...

Janne, jeg er vild med Williamson! Og en smule rystet *S* Nogle ting begynder at give dybere mening... Det er feminisme på den fede måde! Og jeg forstår din fascination af Maria Magdalene.

Forladtheden er noget jeg er blevet konfronteret med fornylig, selvom jeg længe har vidst, at den var der, men på et mere intellektuelt plan. Det er ikke sikkert, at "Ravnen" er nu, men det er i alle fald noget, jeg skal arbejde videre med.

For et par år siden var jeg hos en clairvoyant, anbefalet af en god ven. Han fortalte, at man i reinkarnationstanker opererer med, at man først begynder at "helbrede" dette livs grundlæggende tema i midten/slutningen af 30'erne - inden da samles det materiale, som skal bruges til bearbejdelsen. Det passer egentlig meget godt med MW perspektivering af kvindens aldre...

Jeg glæder mig til at læse "Kærlighedens Mirakel"...

Tanker Rina

Janne sagde ...

@Rina
Ja, det med alderen er vigtigt :-). I jungiansk tradition taler man om midtlivskrisen, og at den psykiske energi har to retninger: I livets første halvdel forsøger man at tilpasse sig og leve bedst muligt op til sin rolle som borger i andres øjne. I livets anden halvdel retter energien sig indad og skal bruges til at "helbrede" i betydningen "gøre personen hel" ved at integrere hidtil skjulte sider i personligheden. (Det har MW nok også hørt om, tror jeg :-).

God fornøjelse med "Kærlighedens mirakel" - jeg er på vej, men venter på at der bliver lidt mere stille i huset :-).

Glade hilsner
Janne

Krutters Krøller sagde ...

Igen - apropos "trådene"... Jeg synes, det er så interessant, at de samme tanker dukker op i forskellig forklædning - ligesom i eventyrene.*S*

Mit hoved er i overload *S* Er færdig med Kvindeligheden... Der er alligevel lige lidt at arbejde med, synes jeg nok... Jeg kan li' ideen om ikke at gøre tingene på mændenes præmisser, i handlekraftens navn - der er mange perspektiver i det. Og det giver mening på et helt dybere plan - for hvorfor skulle leve op til idealer, som ikke er "vores" styrke. Ja, som sagt, mange perspektiver... Waauw!
Kærligst Rina

Janne sagde ...

@Rina
Åhja. Wauw. Jeg bliver snart nødt til at gå i kloster for at komme igennem mit "overload", haha.

Jeg kan så godt lide denne passage i slutningen af bogen: "Og det var så den historie, min fortælling ender her. Det er alt, hvad jeg ved, eller i hvert fald alt, hvad jeg kan nedskrive, om den indre rejse i mig selv og i hver eneste kvinde jeg kender".

Williamson ser så klart. Og hvis man som kvinde gør rejsen selv, så vil man se det samme, sådan i store træk - jeg vil driste mig til at sige at det er min erfaring. Og hvis man selv gør rejsen som menneske, så vil man finde de samme ting som alle trådene beskriver, og det er derfor det samme bliver udtrykt igen og igen af vise mennesker, uanset tradition, terminologi og så videre. Tror jeg, må jeg nøjes med at sige her. Det er et eventyr ;-D.

Tak, Rina. Du ved.

Janne

Send en kommentar