søndag den 8. juni 2008

Vores dybeste frygt

Da jeg var ude at handle med mine børn for et stykke tid siden, fik de mig overtalt til at købe en dvd. Den var billig og "lige noget for os", som den ældste udtrykte det. "Coach Carter" stod der på omslaget, og Samuel L. Jackson stod i forgrunden som træneren med fod på bolden foran et hold af unge basketballspillere i bevægelse.

Om aftenen så jeg filmen sammen med drengene, og den handler ganske rigtigt om basketball som de er så vilde med. I hvert fald på overfladen. Filmen er baseret på en autentisk historie om en amerikansk basketballtræner, Ken Carter, der låste sine spillere ude fra boldhallen lige før den sidste turneringskamp, fordi de ikke havde opnået tilfredsstillende karakterer i de boglige fag. At blive vindere betyder ikke at blive vindere af turneringen, men at blive vindere af livet, syntes moralen at være.

I løbet af historien tager selvsagt mere end en ung mand livtag med nogle eksistentielle kræfter, men især én af personernes historie rørte mig. Den unge latinamerikaner Cruz står over for valget mellem at være loyal over for sine narkokriminelle og voldelige familiemedlemmer eller blive mønsterbryder og følge sit talent ved at engagere sig i Carters basketballhold.

Coach Carter giver ham tidligt i forløbet begyndelsen af et citat og lægger op til at han skal finde ud af at fuldende det. Som den nysgerrige, begavede fighter den unge mand er, bider han på, og til sidst i filmen leverer han næsten hele citatet:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: "A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles".

Der sad jeg - med popcorn på bordet og mine ungers meget jordnære kommentarer i ørerne - og følte mig ramt et sted dybt inde. Nu var filmen også blevet noget for mig. Dagen efter kunne jeg ikke lade være med at lede efter citatet på nettet. Det er vist nok et meget kendt citat, og det forstår man jo godt. Så fint og så rammende - og alligevel så svært at "forstå" med følelserne.

Drenge bliver til mænd i "Coach Carter", og nogle af dem vinder ikke bare en basketballkarriere, men selve livet. Cruz forstår at det ikke gavner hverken en selv eller ens medmennesker hvis man sætter sit lys under en skæppe og gør sig lille i livet. Men han erfarer også at det kræver et meget stort mod at efterleve den indsigt, for omgivelserne - godt hjulpet af vores ubevidste - vil ofte hævde og kræve det modsatte. Og vi er alle uendeligt og fundamentalt bange for at miste kærligheden fra vores nærmeste og anerkendelsen fra andre.

Måtte vi alle finde modet til at trodse vores dybeste frygt.