fredag den 27. juni 2008

Om indre oprydning



Så kom dagen endelig. Sidste skoledag. Jeg har glædet mig til den som til juleaften. Ikke fordi jeg selv er skoleelev (eller skolelærer), men fordi den sidste skoledag lige såvel som juleaften for mig varsler afslutningen på en krævende periode.

Det er al den selskabelighed, der sætter sine spor. Al den kontakt. Alle vil gerne slutte året med manér, men efter diverse komsammener i skole og idrætsklubber er jeg ved at være godt mør.

Det har bestemt været hyggeligt. Vi har snakket om løst og fast, lært hinanden (lidt bedre) at kende, grinet og delt gode måltider. Mens det står på, nyder jeg det som regel, selvom jeg også føler at jeg er i gang med noget som ikke ligger mig ligefor, og som kræver en indsats. Ingen må dog være i tvivl om at jeg holder meget af og interesserer mig for de mennesker jeg er så heldig at være forbundet med. Og ingen skal tage fejl af at jeg er taknemmelig for alt det mine praktisk duelige og udadvendte bekendte kan stable på benene. Jeg anerkender bestemt deres evne til at bygge de broer mellem os som i sidste instans gør livet både trygt og meningsfuldt. Men det er en anden sag.

Det er mest det der sker bagefter, der udmatter mig. Når vi har sagt farvel og er gået hver til sit, befinder de mennesker jeg har været sammen med, sig stadig i mit system. Jeg hører endnu deres stemmer, mærker deres følelser, tænker over deres ord. De forlader mig ikke, men træder nærmere i form af lagrede fornemmelser, billeder, følelser og stemninger. På tværs af tid og afstand. Og jeg mærker mine egne reaktioner på det jeg har oplevet, og et stort behov for at ordne og sortere det hele for mig selv og med mig selv. Kaos må aftage og orden må indfinde sig igen i min indre verden, ellers går jeg itu.

I en periode som den der nu er ved at være slut, hober indtrykkene sig op. Mit system arbejder for langsomt og grundigt til at jeg kan nå at falde til ro inden næste kontaktbombardement indtræffer. Til sidst bliver pladsen ret trang derinde, og det kan nemt ende med en eksplosion (nå ja, det gør det faktisk af og til, hvis du spørger min familie, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det!). Så kan jeg ikke få nok af at være alene. Andres tilstedeværelse trænger mig helt op i en krog. De kan godt lade være med at sige noget til mig, for jeg hører det alligevel ikke! Og de kan godt glemme alt om at kræve at jeg forholder mig til trivialiteter som tøjvask eller madlavning, for så vidt jeg ved, kan jeg sagtens gå i nattøj hele dagen, og ”jeg skal bare have en leverpostejmad, det er fint”! Jeg føler mig buret inde, hvor paradoksalt det end måtte lyde. Og jeg må ud, hvilket betyder ind for mig.

Nu er det snart slut for denne gang. Den sidste madkurv blev pakket i går, og de næste par uger skal jeg ingenting, som det hedder. I aften bliver jeg sikkert overmandet af træthed på sofaen foran fjernsynet, og jeg overgiver mig frivilligt til søvnen. Jeg vil lade ubevidste processer tage over og bidrage til den indre oprydning. Det næste stykke tid vil jeg bruge på stille sysler alene med mig selv indtil jeg har fået ladet op og er klar til at møde den ydre verden påny. Lysten til og behovet for at vende mig udad kommer tilbage, det ved jeg. Det er jo derude alle dem og alt det der betyder så meget for mig, er.