27. juni 2008

Om indre oprydning



Så kom dagen endelig. Sidste skoledag. Jeg har glædet mig til den som til juleaften. Ikke fordi jeg selv er skoleelev (eller skolelærer), men fordi den sidste skoledag lige såvel som juleaften for mig varsler afslutningen på en krævende periode.

Det er al den selskabelighed, der sætter sine spor. Al den kontakt. Alle vil gerne slutte året med manér, men efter diverse komsammener i skole og idrætsklubber er jeg ved at være godt mør.

Det har bestemt været hyggeligt. Vi har snakket om løst og fast, lært hinanden (lidt bedre) at kende, grinet og delt gode måltider. Mens det står på, nyder jeg det som regel, selvom jeg også føler at jeg er i gang med noget som ikke ligger mig ligefor, og som kræver en indsats. Ingen må dog være i tvivl om at jeg holder meget af og interesserer mig for de mennesker jeg er så heldig at være forbundet med. Og ingen skal tage fejl af at jeg er taknemmelig for alt det mine praktisk duelige og udadvendte bekendte kan stable på benene. Jeg anerkender bestemt deres evne til at bygge de broer mellem os som i sidste instans gør livet både trygt og meningsfuldt. Men det er en anden sag.

Det er mest det der sker bagefter, der udmatter mig. Når vi har sagt farvel og er gået hver til sit, befinder de mennesker jeg har været sammen med, sig stadig i mit system. Jeg hører endnu deres stemmer, mærker deres følelser, tænker over deres ord. De forlader mig ikke, men træder nærmere i form af lagrede fornemmelser, billeder, følelser og stemninger. På tværs af tid og afstand. Og jeg mærker mine egne reaktioner på det jeg har oplevet, og et stort behov for at ordne og sortere det hele for mig selv og med mig selv. Kaos må aftage og orden må indfinde sig igen i min indre verden, ellers går jeg itu.

I en periode som den der nu er ved at være slut, hober indtrykkene sig op. Mit system arbejder for langsomt og grundigt til at jeg kan nå at falde til ro inden næste kontaktbombardement indtræffer. Til sidst bliver pladsen ret trang derinde, og det kan nemt ende med en eksplosion (nå ja, det gør det faktisk af og til, hvis du spørger min familie, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det!). Så kan jeg ikke få nok af at være alene. Andres tilstedeværelse trænger mig helt op i en krog. De kan godt lade være med at sige noget til mig, for jeg hører det alligevel ikke! Og de kan godt glemme alt om at kræve at jeg forholder mig til trivialiteter som tøjvask eller madlavning, for så vidt jeg ved, kan jeg sagtens gå i nattøj hele dagen, og ”jeg skal bare have en leverpostejmad, det er fint”! Jeg føler mig buret inde, hvor paradoksalt det end måtte lyde. Og jeg må ud, hvilket betyder ind for mig.

Nu er det snart slut for denne gang. Den sidste madkurv blev pakket i går, og de næste par uger skal jeg ingenting, som det hedder. I aften bliver jeg sikkert overmandet af træthed på sofaen foran fjernsynet, og jeg overgiver mig frivilligt til søvnen. Jeg vil lade ubevidste processer tage over og bidrage til den indre oprydning. Det næste stykke tid vil jeg bruge på stille sysler alene med mig selv indtil jeg har fået ladet op og er klar til at møde den ydre verden påny. Lysten til og behovet for at vende mig udad kommer tilbage, det ved jeg. Det er jo derude alle dem og alt det der betyder så meget for mig, er.

26 kommentarer:

Jeannette Mariae sagde ...

Du er ikke alene om dette, Janne... Hvor er det velsignet at du kan sætte ord og toner på det og tillade dig selv de hensyn restitutionen kræver.

God weekend herfra ;-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Jeannette Mariae, mange tak for dine ord. Godt at vi er flere om at give det langsommelige og indadvendte stemme, det har trange kår i vores verden - vist desværre for os alle sammen, tror jeg.

Også rigtig god weekend til dig fra mig.

Lotte sagde ...

Kære Janne, jeg blev ledt herind, og har læst dit indlæg, og er fuldstændig paf over din beskrivelse af følelser, som jeg kan sætte mig 700% ind i. Din beskrivelse er intens og ord-rig og rammende.
Langsomhed, kontaktbombardementer, eksplosioner og ro og nattøj og leverpostejmad ;-) Du er ikke alene! :-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Lotte, nu er det da vist mig der bliver helt paf. Jeg har været tre dage om at tage mig sammen til at trykke på 'udgiv indlæg' af lutter blufærdighed, men tænkte til sidst at det skulle til, for verden må have at vide hvordan det er. Der er jo ingen grænser for hvilke fordomme man møder! Nu er jeg glad for at jeg gjorde det, for sammen kan vi måske gøre en forskel.
Så tak for din kommentar - nu er jeg også blevet ledt til dig, og jeg glæder mig til at gå opdagelse på din blog.
Mange glade hilsner
Janne

Jeannette Mariae sagde ...

Kære Janne, jeg har netop læst dit endnu ikke udgivede indlæg omkring Heidi i X-factor. Jeg håber, at du vil udgive det, for det er de samme tanker, at jeg gjorde mig, da jeg så udsendelserne.

Endnu engang god weekend - og jeg er glad for, at Lotte læste med hos dig. Det betyder meget for mig også ;-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Jeannette Mariae,

med hensyn til indlægget om Heidi, så er den sag klaret nu (det er fra 1. april i år). Tusind tak fordi du er så opmærksom. Jeg har meget at lære endnu, jeg får fx altid kun ét feed (i Google Læser) når folk udgiver et indlæg første gang. Jeg kan hverken se når jeg selv eller andre genudgiver et indlæg, så jeg har troet den hellige grav var velforvaret når jeg lige har rettet lidt i et indlæg. Måske kan det være forskelligt? Jeg må stramme op så jeg ikke i min perfektionistiske iver for at pynte på en formulering eller rette en kommafejl oversvømmer folk med genudgivelser af det samme – hø, jeg får helt røde ører ved tanken om hvad der måske allerede er sket!

Tak fordi du er der, Jeannette Mariae, det lille ord ’sammen’ i min kommentar til Lotte inkluderede også dig, jeg fik det bare ikke gjort tydeligt.

Kærlig hilsen
Janne

Jeannette Mariae sagde ...

Tak for ord. Jeg har det jo på nøjagtig samme måde med hensyn til smårettelser. Det synes jeg kun er fint, for det går dybere en den overfladiske perfektionisme tror jeg. Vi forfiner os selv gennem processer og således forfines også vores ydre udtryk i indlæggene.

Så alt er vel som det skal være ;-)

Jeg har iøvrigt opdaget, at hvis du abonnere på eget feed, kan du se dine egne seneste opdateringer. Det er fint synes jeg og også her finde de indlæg, man har fået slettet ved en fejl.

Ønsker dig fortsat en rigtig dejlig weekend ;-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Jeannette Mariae, tak for tippet. Jeg gør det faktisk allerede for at kunne 'se med andres øjne', både atom og rss, og det var på baggrund af dette at jeg havde konkluderet at genudgivelser ikke udløste nye feeds. Et eller andet er galt, jeg må grave.

Og jo, det handler nok om mere end perfektionisme. Jeg bliver aldrig færdig med noget, kun foreløbigt færdig.

Også fortsat god weekend til dig - nyd dagen :-).

Anja ligenu sagde ...

Det er meget pudsigt - jeg har det sådan hele tiden:-) Og jeg bliver nødt til at indrømme at det ikke er i de store flokke jeg finder meningen med livet:-)

Donald sagde ...

Jamen dog, sikken en rammende beskrivelse af det skisma det er at arbejde sammen med mange mennesker, og somme tider med _for_ mange mennesker.

Dette at blive overvældet med et nyt spørgsmål, før man er færdig med det gamle.

Det kan ikke være sundt - heller ikke for virksomheden, foreninger, produkter, kunder ... osv.

Jeg har aldrig rigtig forstået, hvordan man kan få folk til at rette ind efter arbejdsgiveren i folkeskolen, når der ikke er "fall_back", reserve, nødhjælpsassistance, hvad skal man kalde det. En skolelærer, som er udsat for støj over den kendte skadegrænse - hvad sker der, hvis hun siger til sin arbejdsgiver eller kolleger, at det kan hun ikke acceptere?

Jeg kan ikke se af dit indlæg om det er skole, du taler om, eller om det bare er en almindeligt forvirret arbejdsplads, hvor kunderne (klienterne, børnehavebørnene, studerende) drøner ud og ind og skal have en godkendelse for at fortsætte ude i det Danske liv.

Nu ser jeg også en anden dimension i dit indlæg, folk bliver ligesom "ved med at være der" efter at du er gået. Den fornemmelse kender jeg også godt, og jeg ved ikke, hvad man skal gøre af den.

Jeg selv tænker kort igennem og har lært mig at finde et fokus- eller hovedpunkt, som ikke behøver at dække alle nuancerne. Efter at have sat ord på, kan jeg lægge den fornemmelse væk. Det kræver noget fred og ro afhængigt af, hvor slemt det er.
Engang gik jeg tur i skoven for at få andre indtryk. Bregner og bynke stod og så ligegyldige ud, indtil jeg begyndte at digte en anden historie, som udsprang af stedet, og de mennesker, som jeg forestiller mig har levet der. Hvis jeg var lidt mere selvsikker ville jeg siger "fornemmede havde levet der" - men det er en anden historie.

Janne Møller Olsen sagde ...

Anja, tak for din kommentar og velkommen hertil. Jeg ville gerne udtrykke noget som jeg ved mange ville kunne genkende, men som jeg også tror er meget fremmed for mindst lige så mange andre. Når du skriver som du gør, får jeg en fornemmelse af at det er lykkedes :-).

Janne Møller Olsen sagde ...

Donald, tak for din både tankefulde og tankevækkende kommentar. Jeg må lige skynde mig at sige at jeg ikke arbejder som lærer mere, det er mange år siden, netop fordi det - som du også sætter ord på - er helt uoverkommeligt for et følsomt gemyt. Mine oplevelser er knyttet til det at skulle deltage i alle de afslutninger i institutioner og foreninger som jeg både som mig selv, mor og kone bliver inviteret til op til sommerferien og op til jul. Uvurderligt værdifulde arrangementer - men også tænderudtrækkende. Jeg er ked af at jeg ikke har gjort dette tydeligere. Jeg har nok været mere optaget af at sætte ord på de indre oplevelser, det er måske nærmest symptomatisk :-).
Det der med hvor man skal gøre af de folk der bliver ved med at være der, som du så rammende siger, det er simpelthen lige dét. Og jeg synes godt jeg kan genkende din 'metode' - ganske ofte kan jeg måske bare ikke helt finde et fokus, men bliver ganske overvældet - og så er det at det tager lidt længere tid at blive 'færdig'. Jeg tror det med give plads til forestillinger/fornemmelser er meget vigtigt - på en måde er det som at drømme mens man er vågen, og jeg tror det kan have samme effekt.
Endnu engang tak :-).

Janne Møller Olsen sagde ...

Donald, et PS: Du skriver også at det ikke kan være sundt for foreninger, virksomheder mm. med - som jeg forstår det - det hurtige tempo. Det tror jeg virkelig du har ret i. Det er hverken sundt for individet eller samfundet - det er en meget vigtig pointe. Jeg tror at mange føler sig forkerte pga. deres langsommelighed, og det er det mest triste af det hele.

Donald sagde ...

Ja, skægt du siger at det ligner vågne drømme:
"på en måde er det som at drømme mens man er vågen, og jeg tror det kan have samme effekt" skrover du - har vi talt eller skrevet om det før?

Janne Møller Olsen sagde ...

Donald, :-), det er jeg sikker på at vi (du og jeg) ikke har. Spøjst, mon ikke du er stødt ind i en anden ligesindet på dette område et andet tidspunkt og et andet sted? Eller også har jeg - helt utilsigtet - gentaget mig selv, dig eller en anden?

Rikke Bruun Berthelsen sagde ...

Hej Janne. Er ny her og vil bare sige, at jeg selv er en festabe og det falder mig meget naturligt, men jeg har også svært ved at give slip. kan drømme om episoder, personer jeg lige har mødt osv. Jeg har det tit sådan, at hvis jeg har været til en komsammen af en art og det har været givende og sådan særlig fyldt med min energi, så har jeg svært ved at sige farvel til det øjeblik eller de personer. Jeg vil gerne være mere sammen med dem. Men jeg fpr det nu mere og mere sådan, at jeg nyder at være mig selv, når lejligheden ellers byder sig : )Det er dejligt bare at være og nyde freden, når min dreng f.eks sover...

Janne Møller Olsen sagde ...

Rikke, mange tak for din kommentar og velkommen til. Dejligt at høre også fra en 'festabe' :-). Det er jo nok sådan at vi alle sammen har lidt af det hele i os, men at noget står i forgrunden i vores personlighed. På et tidspunkt midt i livet er der for mange en dejlig fornyelse i at kunne hente noget af det fra baggrunden frem - i det mål man nu kan. Og på den måde kan vi genkende lidt af os selv i alle, og det er rigtig dejligt.
Mange hilsner
Janne

Tina Charlotte Møller sagde ...

Janne - det behov for restitution, som du her beskriver, ser du selv det som noget, der skyldes, at du er HSP?
Sådan har jeg i hvert fald set tilsvarende hos mig selv, siden jeg lærte begrebet HSP at kende.

Janne Møller Olsen sagde ...

Tina, jo, jeg ser også helt klart en sammenhæng mellem behovet for restitution og at jeg er HSP. Jeg husker også klart dit indlæg om HSP fra den 3. juni i år – det fik mig faktisk til at tænke at det måske kunne gavne noget at gå til bekendelse, og skrev derfor HSP på min beskrivelse af mig selv her på bloggen. Det er ellers heller ikke så længe siden jeg stiftede bekendtskab med begrebet.

Netop i dag har jeg lånt Elaine Arons bog ”The Highly Sensitive Child”, og jeg kan ikke lade være med at blive slået af hendes beskrivelse af den højt sensitive person: ”Highly sensitive individuals are those born with a tendency to notice more in their environment and deeply reflect on everything before acting, as compared to those who notice less and act quickly and impulsively. As a result, sensitive people, both children and adults, tend to be empathic, smart, intuitive, creative, careful, and conscientious (they are aware of the effects of a misdeed, and so are less likely to commit one). They are also more easily overwhelmed by “high volume” or large quantities of input arriving at once. They try to avoid this, and thus seem to be shy or timid or “party poopers.” When they cannot avoid overstimulation, they seem “easily upset” and “too sensitive”.

Jeg ‘passer ind’ i faktisk alle HSP-subkulturer/profiler, og det har givet mig en rigtig god forklaring på de ting, som jeg ikke har kunnet forstå ud fra Jungs typologi som jeg ellers har ’tænkt i’ i mange år efterhånden. Jeg ved ikke om du kender til det? Ifølge den forstår jeg mig som en introverteret intuitiv føletype (lig med INFJ i Myers-Briggs typeindikator (MBTI) og andre senere videreudviklinger af Jungs typologi), med meget stærk præference for introversion og intuition (modsat ekstraversion og konkret sansning).

Desuden har det altid undret mig at jeg ind i mellem stødte på personer som jeg ville gætte på var ekstraverterede, men som tilsyneladende var lige så følsomme som jeg på nogle områder. Dem kunne jeg ikke bare putte ind under betegnelsen ’introverterede’, og det fik mig til at spekulerer, fordi jeg troede at forklaringen på min følsomhed var netop min introverterede indstilling (måske i kombination med den intuitive opfattemåde). Dette forklarer HSP-teorien også, og det har virkelig gjort mig meget klogere.

Tak for et godt spørgsmål – nu kom jeg som sædvanlig til at skrive en masse, jeg må snart lære at fatte mig i korthed :-).

Anja ligenu sagde ...

Vi er sådan nogen der let får stukket en psykiatrisk diagnose og en lykkepille i hånden fordi vi ikke kan indgå i ræset.

Personligt kan jeg mærke at jeg har travl med at slide alle de her termer og teorier af mig. Har i mange år kaldt mig selv for social autist. For andres og egen selvforståelse - me det er jo fuldstændig ligegyldigt hvad jeg kalder det - så længe at jeg øver mig på at lytte til hvor det bærer mig - og hvor jeg ikke skal lade mig bære hen:-)

Altså:

jeg er kvinde
jeg er mor
jeg er ædru alkoholiker
jeg er sygemeldt
jeg er oversensitiv
jeg er lys
jeg er cyklist
jeg er talblind
etc

Jeg anerkender behovet for at opdage ligesindende og tror også det har sit rum i livet at gå det i møde - men jeg mærker også en stor sandhed i dette blot

at være.

Lotte sagde ...

Kære Janne, du skriver i en af dine kommentarer følgende:
"nu kom jeg som sædvanlig til at skrive en masse, jeg må snart lære at fatte mig i korthed :-)."

Jeg nyder hvert et ord, og jeg synes ikke du skal lære at fatte dig i korthed!!!! :-)

Og ud af mange, mange ord her, som jeg suger til mig, hver og én, siger du bl.a.: "Jeg tror at mange føler sig forkerte pga. deres langsommelighed, og det er det mest triste af det hele."

JA!

Og det er egentlig ikke fordi, jeg selv har så meget at sige, ligenu, på en lidt træt mandag aften, andet end jeg gerne vil udtrykke glæde over alle disse kommentarer omkring langsomhed, HSP, introvert/ekstrovert, dét at være menneske... m.v. :-)
(og så lærte jeg osse lidt om feeds og genudgivelser, høhø... jeg har også lidt røde ører, nu...;-) )

Janne Møller Olsen sagde ...

Anja, al ære og respekt for det rum i livet du er inde i lige nu. Håber det lykkes dig at komme fri :-).
Kærlig hilsen
Janne

Janne Møller Olsen sagde ...

Lotte, altså, hvad skal jeg sige? Jeg tror jeg må nøjes med 'tak' .. og måske lige at jeg også nyder diskussionen i fulde drag :-).

Tina Charlotte Møller sagde ...

Janne - når man skriver så interessant(og godt), som du har gjort i denne kommentar, så er længden vel helt i orden. :-)

Jo, jeg kender godt til Jungs typologi, men er dog ikke ligefrem hjemme i den.

Også jeg genkender rigtig meget af mig selv i dit citat fra Elaine Arons bog. Jeg har netop bestilt The Highly Sensitive Person på biblioteket. Der er et par ugers ventetid på den, men jeg glæder mig til at læse den. Er ret overbevist om, at jeg må kategorisere mig selv som HSP.

Janne Møller Olsen sagde ...

Tina, tak :-).
Ja, jeg har også fundet ud af at det tager tid at få fat i Elaine Arons bøger. Jeg venter fatisk også på den du nævner. Jeg tænker at der er behov for at en kyndig person snart skaffer sig en aftale med et forlag om at oversætte hendes bøger til dansk, det kunne være rigtig godt.

Janne Møller Olsen sagde ...

Til dig der måtte komme forbi her ved en tilfældighed, skriver jeg denne kommentar i oktober 2008:

Allerførst, husk at jeg bare taler som et helt almindeligt menneske uden faglig eller anden autoritet bag. Informationer herunder er fra et søgende menneske til et andet.

Elaine N. Arons bog ”The Highly Sensitive Person” er nu oversat til dansk og udgivet af Borgens forlag med titlen ”Særligt sensitive mennesker”.

Hvis du vil vide mere om MBTI/Jungs typologi, kommer herunder et par tip til videre læsning:

På nettet, hvor der findes et utal af hjemmesider der handler om MBTI, foretrækker jeg personligt denne: http://www.personalitypage.com/. Et alternativ, som repræsenterer en videreudvikling af teorien, kunne være http://www.keirsey.com/.

Der er også et væld af tilbud om selvtests på nettet, og til det vil jeg først og fremmest sige at det er fint at tage sådan en test, så har man et udgangspunkt, men lad det ikke blive ved det. Læs, mærk, tænk og vurdér selv om testens resultat nu var rigtigt efterhånden som du bevæger dig ind i denne verden og dens kompleksitet.

Som en start kan jeg dog pege på denne test: http://www.jobindex.dk/cgi/typeindikator.cgi.

I bogform synes jeg personligt bedst om disse fremstillinger af Jungs typologi:

Preben Grønkjær: ”Forståelse fremmer samtalen. 16 mennesketypers kommunikationsstil”. Gyldendal, 2004.

Edvard Borbye: ”Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis”. Center for Ledelse, 2005.

Preben Grønkjærs bog lægger vægt på at den typologiske vinkel først og fremmest kan være givtig i kommunikationssammenhænge, og at en forståelse af sig selv ud fra et typologisk snit kan være en indgangsvinkel til personlig udvikling. For mig at se er dette hvad det hele handler om.

Ikke noget med at putte i kasser eller skabe modsætninger, men noget med at forstå at vi alle indeholder det hele, og at det er et spørgsmål om bevidsthed.

Til sidst en rettelse, eller skærpelse. Udtrykket ’introverteret intuitiv føletype’ vil nogle måske anse for korrekt, men jeg foretrækker ’introverteret intuitionstype med ekstraverteret følen som hjælpefunktion’. Bare lige så det står her, nu har jeg ærgret mig siden jeg skrev det første i juni. Ville bare gøre det kort dengang, tror jeg.

Send en kommentar