torsdag den 12. juni 2008

Den første gang

Så skete det forunderlige. I går. Et menneske derude havde fundet min blog og endda givet sig tid til at efterlade en kommentar på den. Hvilken lykke - glæden var stor. Og hvilken skelsættende og også lidt skræmmende oplevelse på samme tid. Jeg er synlig, og det vil jeg både gerne være og helst ikke være.

Men jeg vænner mig vel til det. En anden ting jeg skal vænne mig til, eller øve mig på, er at kommentere på andres blogs. Efter en ihærdig indsats for at udvide min horisont på området, følger jeg faktisk med på en del blogs efterhånden. Men hvordan giver man respons?

Jeg er god til at lytte, i ordets bredeste betydning. Og jeg lytter næsten altid opmærksomt når nogen siger noget der er vigtigt for dem. Men hvordan viser jeg med ord på en computer at jeg lytter? Hvordan viser jeg mine smil eller min latter, min nydelse ved at se noget smukt, mit sammenkrøllede ansigt i mødet med noget der giver stof til eftertanke, eller bare det at jeg er der?

Det synes mærkværdigt fremmed for mig at skulle formidle den slags i ord til nogen som slet ikke kender mig - det er som om jeg ikke kan forestille mig at der kan komme nogen vægt bag ordene for den der læser dem. Det er virkelig et underligt fænomen som jeg kan mærke at jeg ikke kan få skovlen under - endnu.

Så indtil videre må jeg vel bare øve mig. Kaste mig ud i en slags learning-by-doing, som ellers helt sikkert ikke er min stil. Undervejs vil jeg appellere til alle jer som mine klodsede forsøg måske kommer til at gå ud over, om at have tålmodighed med mig. Jeg mener jo det hele godt ...