12. juni 2008

Den første gang

Så skete det forunderlige. I går. Et menneske derude havde fundet min blog og endda givet sig tid til at efterlade en kommentar på den. Hvilken lykke - glæden var stor. Og hvilken skelsættende og også lidt skræmmende oplevelse på samme tid. Jeg er synlig, og det vil jeg både gerne være og helst ikke være.

Men jeg vænner mig vel til det. En anden ting jeg skal vænne mig til, eller øve mig på, er at kommentere på andres blogs. Efter en ihærdig indsats for at udvide min horisont på området, følger jeg faktisk med på en del blogs efterhånden. Men hvordan giver man respons?

Jeg er god til at lytte, i ordets bredeste betydning. Og jeg lytter næsten altid opmærksomt når nogen siger noget der er vigtigt for dem. Men hvordan viser jeg med ord på en computer at jeg lytter? Hvordan viser jeg mine smil eller min latter, min nydelse ved at se noget smukt, mit sammenkrøllede ansigt i mødet med noget der giver stof til eftertanke, eller bare det at jeg er der?

Det synes mærkværdigt fremmed for mig at skulle formidle den slags i ord til nogen som slet ikke kender mig - det er som om jeg ikke kan forestille mig at der kan komme nogen vægt bag ordene for den der læser dem. Det er virkelig et underligt fænomen som jeg kan mærke at jeg ikke kan få skovlen under - endnu.

Så indtil videre må jeg vel bare øve mig. Kaste mig ud i en slags learning-by-doing, som ellers helt sikkert ikke er min stil. Undervejs vil jeg appellere til alle jer som mine klodsede forsøg måske kommer til at gå ud over, om at have tålmodighed med mig. Jeg mener jo det hele godt ...

5 kommentarer:

Jeannette Mariae sagde ...

Hej Janne, Jeg modtog med glæde din kommentar til mig.

Det jeg tænkte da jeg læste dit indlæg her, er at du bare skal være dig - være den autentiske Janne, du er.

Min korte erfaring i blogverden er, at der er kodeks som forsøges overholdt, men for mig handler det altså mere om autensitet, så jeg kan mærke mennesket bag.

Kan man ikke lide en eventuel kommentar, handler det jo om ens egen perception, sådan er det bare og det ved du.

Glæder mig til at følge din blog og ser frem til, at du følger lidt med hos mig.

Kærlig hilsen Jeannette Mariae

Janne Møller Olsen sagde ...

Hej Jeannette Mariae

Tak for din meget nærværende kommentar. Jeg kan godt fornemme hvad du mener, og jeg vil bestemt følge dit råd. Der er jo ikke noget andet svar på mit spørgsmål - som alle andre steder i livet må man også finde sin egen vej i blogverdenen, det indser jeg nu. At tænke sig at det lille 'jeg må hellere tilpasse mig'-spøgelse kan blive ved med at husere!

Jeg har taget imod dit gæstebud nogle gange efterhånden og nydt det. Jeg er meget glad for at du også vil lægge vejen forbi mig fremover.

Kærlig hilsen
Janne

Jeannette Mariae sagde ...

Janne - Kun smil herfra og tak i lige måde ;-)

Kærlig hilsen
Jeannette

Tina Charlotte Møller sagde ...

Well, Janne - drop hellere tilpasningsgenet, for det kan søreme blive svært at finde en særlig linie at rette sig ind efter her i blogosfæren. Bloggere kommer i mange forskellige skikkelser.
Også jeg kan kun råde dig til at skrive, hvad du tænker og mener som kommentarer til de forskellige blogposter. Så går man sjældent galt i byen.
Det er jo sjovest, når man som skribent/blogger mærker, at der er et engageret publikum derude et sted.
Lejlighedsvis kan man da godt risikere at få nogen reaktioner, man ikke havde forventet. Både som kommentator og som blogger. Men det bliver det ikke nødvendigvis ringere af. Og skulle folk blive for barske, så kan man jo altid vælge enten at replicere, at trække sig eller - på egen blog - at slette kommentaren.

Janne Møller Olsen sagde ...

Tina Charlotte, tak for ordene - de bringer orden i sagerne. Dialog gør livet levende - det modsatte slår ihjel.
Jeg har nu også fundet ud af slå moderatoren til, det tror jeg passer godt til mig og mit sted. For dialogens skyld.
Jeg kan mærke at jeg også er mest tryg når andre modererer mine kommentarer. Så ved jeg at folk passer på sig selv og det de skaber, og det er meget vigtigt.
:-) Janne

Send en kommentar