Den 18. november

Kl. 8, ved morgenbordet:

Ældste: Du er nødt til at give mig penge til mit madkort, ellers får jeg ikke noget mad i klubben.

Moren: Har du ikke lige fået nogle, det synes jeg da. Hvordan kan du spise alle de penge op?

Ældste: Det ved jeg ikke, det må jeg jo altså have gjort. Kom nu bare med nogle penge.

Moren: Hovhov, rolig nu. Jeg er ikke sikker på jeg har nogle kontanter ..

Ældste: Det SKAL du ha'. Det er MEGET vigtigt!

Moren (resignerende, for hvornår har hun sidst haft styr på tid og penge?): Hm. Okay. Så må jeg tage nogle af vaskepengene.

Kl. 15:

Telefonen ringer, moren tager den. Det er Ældste der gerne vil tale med Yngste. Det er nok noget med det der wow som de også spiller i klubben, tænker moren og giver røret videre. Hun hører ikke hvad der bliver sagt, men så kommer Yngste tilbage med telefonen:

Yngste: [Ældstes navn] ville bare spørge fra [allerbedste vens navn] om jeg ikke kommer over i klubben igen. Må jeg godt det? Der er et eller andet han vil snakke med mig om.

Moren: Ja, det må du da gerne. Kan man godt det når man er gået hjem?

Yngste: Ja, ja, jeg siger bare at jeg gerne vil i klub igen. Det må man godt.

Moren (lidt glad for at ungen har så god en ven): Nå. Jamen så gør du det.

Kl. 16:

Yngste (fra kælderen): HAAAAJ, det er mig, så er jeg hjemme igen.

Moren: Hej [Yngstes navn], dét var da hurtigt, var det ikke?

Yngste: Jo, men nu har vi snakket.

Kl. 16.45:

Faren kommer hjem. Han har blomster med til moren, som bliver glad. Hun har også en lille ting til faren, gemt væk i en skuffe, men har lovet drengene at de skal være med til at give den, så det må vente til Ældste også kommer hjem.

Klokken 17:

Kælderdøren åbnes og smækkes med et drøn.

Ældste: HAAAAAJ! [Yngstes navn], KOMMER DU IKKE LIGE HERNED, DER ER NOGET JEG SKAL FORTÆLLE DIG OM WOW?

Moren: Hej [Ældstes navn], så kom du også, det var godt. Men øhh, helt ærligt, kan du ikke vente med at snakke med [Yngstes navn] til du er kommet op?

Yngste (galoperende ned ad trapperne): Det gør ikke noget, jeg vil gerne høre det ..

Moren: Nårhhh, jamen så ..

Faren og moren kigger på hinanden og vender det hvide ud af øjnene. Stilhed. Så bliver kælderdøren skubbet lydløst op, og Yngste og Ældste kommer ind i køkkenet, forsigtigt bærende en lille blomst mellem sig.

Ældste: Den er til jer. Tillykke med bryllupsdagen. Vi har selv købt den.

Yngste: Den skal kun vandes hver anden uge, er det ikke smart? Og troede du virkelig jeg skulle over og snakke med [allerbedste vens navn]? Virkelig, troede du på det?
Moren (måbende): Ja, det troede jeg virkelig.
Ældste: Osse at jeg skulle bruge pengene til mit madkort?
Moren: Ja, det troede jeg også. Virkelig!

Moren vender det hvide ud af øjnene igen, nu over sig selv. Faren griner stort. De siger tak og giver familieknus.

Kl. 19, ved middagsbordet:

Yngste: Vi har forresten også lavet en sang - vil I høre den?

Moren og faren i kor: Ja tak!

Yngste og Ældste i kor:

I dag er det [morens navn] og [farens navn]s bryllupsdag

Hurra hurra hurra

De sikrer sig en blomst fra os

Og den kan vokse helt til tops

Med dejlig vand hver fjort'ne dag

Åhja åhja åhja

Åhja. Sådan havde de gået i regnen og stormen med en lille blomst og digtesunget sig taktfast hjem fra blomsterhandleren for at fejre deres forældres 10 år på polsk + 10 år på papiret. Og moren blev så helt utroligt overrumplet og rørt og imponeret at hun bare måtte skrive om det her så godt som hun nu kunne.

--
PS. Helt ude af sammenhæng måske, måske ikke, kommer her nogle billeder af en økse som Yngste har arbejdet på i meget, meget lang tid, og som han havde med hjem samme dag. Stolt og glad proklamerede han at der gerne måtte komme billeder af den på bloggen eller Twitter .. det er der hermed. Noget for noget. Og den er godt nok også flot.

Om at være "normal"

At være ”normal” er et strålende ideal for den, der ikke har succes, og for alle dem der endnu ikke har tilpasset sig. Men for mennesker, der har langt større muligheder end gennemsnitsmennesket, og for hvem det aldrig har voldt vanskeligheder at opnå succes samt at udføre deres del af verdens arbejde – for dem betyder det ”normales” begrænsninger en tilstand, hvor de må tilpasse sig, en utålelig kedsommelighed, en djævelsk goldhed og håbløshed. Som følge heraf er der lige så mange mennesker, der bliver neurotiske, fordi de blot skal være ”normale”; som der er mennesker, der er neurotiske, fordi de ikke kan blive ”normale”.

- C.G. Jung, Modern Man in Search of a Soul, New York, Harcourt Barace, 1933 side 55. (Fundet her).

Så er det bare lige med at finde ud af hvilken kategori man selv hører til i ..

Søndag i farver

Der var engang hvor jeg beskæftigede mig en del med anerkendelse og ikkevoldelig kommunikation/girafsprog. Det er længe siden, og måske havde jeg næsten glemt at jeg vidste noget om det, indtil i går hvor jeg hørte et interview med Jane Meldgaard i P4's Søndag i farver om iværksætterdrømme (der er et link til udsendelsen i sidebaren). Jane Meldgaard fortalte at hun arbejder med to ting: Dels holder hun foredrag om de to emner, og dels laver hun musik.

Jeg oplevede at den måde Jane Meldgaard fortalte om sit liv og sine iværksættertanker på i høj grad var præget af et anerkendende livssyn og et indarbejdet kendskab til ikkevoldelig kommunikation/girafsprog, og det var befriende at høre på.

Men jeg oplevede også noget andet, noget dybere, som har at gøre med eksistentielt ansvar, frihed og individuation, og som efter min mening nødvendigvis må ligge under det første, hvis anerkendelsen og den ikkevoldelige kommunikationsform ikke bare skal være et redskab eller et kunstgreb, men en autentisk og integreret del af personligheden. Dette andet kom fuldt til udtryk da Jane Meldgaards musik nåede mine ører, og det er noget opmærksomhed værd, synes jeg. Derfor har jeg været på besøg på hendes hjemmeside og tyvstjålet teksten til en af hendes sange. Lyt, måske mest til ordene - jeg synes de siger lige præcis hvad alt i det her liv handler om:

EVERY DAY YOU HAVE A CHOICE

You say that you’re excused for what you did and what you said
When other people act the way they do
You have no choice but lose your head
And you’re the victim of a world that isn’t fair
But you never say you’re sorry for the times you didn’t care

You say that you have tried so hard to do what they expect
And all you ever gained from that
Was lack of love and no respect
And you’re the victim of a game that makes no sense
But you never say you’re sorry for your living through defence

Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife

You say that when you listen to the voices in your head
You only hear a messy kind of noise
And you’re confused of what is said
But you’re the victim of your own unconscious mind
If you never really listen to the silent voice behind

Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife

The voices in your head were never who you really are
But only what they’re fooling you to be
The silent voice behind the noise is living in your heart
Waiting in the sacred silent room to set you free

Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife

Music and lyrics: Jane Meldgaard

www.janemeldgaard.dk