torsdag den 19. oktober 2017

Grænser

Klokken er lidt i otte, og vi finder vores pladser midt for lærredet på næstbageste række. Vi har bestilt billetterne for flere dage siden, og i det hele taget har vi forberedt os godt og glædet os meget. Vi skal se Blade Runner 2049, og forud har vi tilbragt en eftermiddag sammen for et par uger siden med at se den oprindelige Blade Runner fra 1982 og snakke om handlingen. Vi har også hver især læst lidt rundt omkring på nettet, fulgt med i anmeldelserne og skrevet lidt sammen omkring filmen.

Nu sidder vi her, min søn A og jeg, og vi er klar. Folk vælter ind i salen, og jeg tænker sikke en interesse og tror at alt er godt. Det skal vise sig at være en ret fejlagtig læsning af hvad der foregår. At det med interessen kan gradbøjes ganske betragteligt, og at alt bestemt ikke er godt.

Den sædvanlige, midlertidige uro der altid er lige i starten af en film når reklamerne er slut og lyset bliver helt slukket, aftager bare ikke. Selv under de mest poetiske og lydmæssigt dæmpede scener knitrer folk hæmningsløst med deres slikposer og snakker med hinanden, og jeg sidder og tænker NU, lige om to sekunder, råber jeg ud i rummet om folk godt gider vise lidt respekt. Jeg gør det ikke, for jeg er pænt opdraget og tilbageholdende, men jeg må indrømme at da jeg midt under en stille passage kan høre mindst to personer åbne dåser med høje pft, og en anden tabe et eller andet hårdt, måske sin mobil, på gulvet og give sig til at lede efter den så man ikke kan undgå at høre det, er jeg tæt på at være rasende og lige ved at glemme hvem jeg er. Lige ved, for jeg bliver afbrudt i mit raseri af at den ældre herre i stolen ved siden af mig, som gennem hele filmen indtil nu har kommenteret højlydt med ord og grynt, vender sig mod konen (eller hvad hun er), prutter umiskendeligt og indleder en samtale. Da erkender jeg overmagten og mit raseri forvandler sig til resignation.

På et tidspunkt går det op for mig at A konsekvent sidder lænet ind mod mig hvilket er et noget usædvanligt kropssprog fra hans side, og selvom det på sin vis er helt hyggeligt, begynder jeg så småt at undre mig. Da vi går ud, fortæller han at der sad to mennesker på min alder ved siden af ham, og at de konstant sendte slik frem og tilbage mellem sig, prikkede hinanden i siden og fnisede, så han var ved at få spat.

Vi går frustrerede ud i mørket. Vi snakker mere om de andre i biografen end om filmen, men i bilen hjem sidder vi dog lidt og er stille hver for sig, og selve filmoplevelsen baner sig vej til min bevidsthed. Jeg siger en bemærkning om den overordnede handling som jeg ikke vil gentage her for ikke at spoile noget, og det bliver mødt med et "Det er sgu rigtigt. Det var faktisk en rigtig god film. Og flot, helt vildt flot. Hvis bare man havde kunnet få lov til at se den i fred".

Ja. Hvis bare vi havde fået lov til at se den i fred. Jeg er faktisk stadig vred, kan jeg mærke, og generelt er min tålmodighed med al den grænseoverskridende opførsel jeg skal finde mig i, i biografen, i toget, på biblioteket og mange andre steder i det offentlige rum, ved at være opbrugt.

onsdag den 18. oktober 2017

Inden for rækkevidde



Snart er jeg klogere. Snart forstår jeg mere. Min lykke er gjort.


(Jeg har sagt det før, og det gælder endnu: Pink er en signalfarve!).


tirsdag den 17. oktober 2017

Anagram


R O B U S T   S K R Ø B E L I G H E D

G O D T   B R U S   I   H E K S E B R Ø L


mandag den 16. oktober 2017

Overspring

Jeg er den mest troløse og ambivalente facebookbruger i verden, tror jeg. Lige for tiden er min profil aktiveret, og det hænder at jeg hænger lidt ud derinde. Lidt.

Og nogle gange, hvis jeg virkelig er ude i en seriøs overspringshandlingsbytur, kommer jeg endda til at lave sådan nogle nametests. De er altid meget præcise, synes jeg, og fortæller mig sandheden om mig selv som kan sammenfattes til at jeg er et fuldstændigt fantastisk menneske og i en klasse helt for mig selv!

Som om.

Den her rammer til gengæld hovedet på sømmet. Blot er jeg ikke helt klar over hvad det der "We" laver på dørmåtten; pluralis majestatis er det næppe i mit tilfælde, så det har jeg rettet. ;-)



søndag den 15. oktober 2017

Forsvar for den robuste skrøbelighed og det generøse lederskab



I Politiken var der i går et interview med Ole Fogh Kirkeby om indholdet i hans bog Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. Ud fra artiklen er jeg helt overbevist om at Ole Fogh Kirkeby har fat i nogle meget lange ender omkring de ledelsesmekanismer på arbejdsmarkedet, især det offentlige, som beslutningstagere og ledere støtter og fremmer lige nu.

Jeg vil læse bogen, men indtil da kan vi da lige dvæle ved et par af Kirkebys udtalelser fra artiklen her:
 "Når man fremhæver robusthed som et ideal, så smider vi det vigtigste ud med badevandet. Sensitiviteten, kreativiteten og empatien. Altså forståelsen for andre mennesker. Det er det gode arbejdsmiljø, men også de rigtig innovative kræfter, som smides ud".
"(..) Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikkerne. Det er et skråplan".
"Den danske model er i store træk blevet tegnet af fagbevægelsen, som langt hen ad vejen har en stor grad af arbejdspladssolidaritet. Bliver robustheden norm, hænger det også sammen med den største trend på alle danske arbejdspladser, nemlig selvledelse. Det etablerede man i håbet om, at ledelsen, særligt mellemlederne, blev aflastet, og at medarbejderne fik dækket et behov for at tage mere ansvar. Det fører til at medarbejderne slås om, hvem der skal have de bedste arbejdsopgaver og slippe for de værste. Det giver dårlige og konfliktfyldte arbejdspladser. (..)".
"Påtager men sig lederskabet, så må man vide hvorfor. Lederne vil gerne have magt, men de fleste vil gerne hjælpe folk med at blive bedre til noget, de i forvejen er gode til. Men det kræver, at de kan beskytte medarbejderen. Generøsitet skal være en paraply mod det, der regner ned oppefra. Lad dem være, tro på dem og vis dem tillid til, at de selv kan løse opgaven bedst muligt. Men vi ser desværre alt for ofte det omvendte, at paraplyen er foldet sammen, selv når det styrter ned". 
Jeg kan kun sige at jeg selv har set hvordan de her pointer er en akkurat beskrivelse af virkeligheden alle de steder jeg har arbejdet de sidste 3 år. I mit hoved ser jeg også hvordan vi som kollektiv rutsjer med raketfart ned ad skråplanet.

Jeg har også kaldt mig selv robust, men uden at forklare hvad jeg mener med ordet i mit eget tilfælde. Jeg er robust på den måde at jeg lige præcis er skrøbelig når det kommer til dårligt arbejdsmiljø, konflikter, hakkeorden og i særdeleshed mangelfuld ledelse og kan tage konsekvensen af det når jeg mærker jeg er ved at gå i stykker. Som sagt før: Jeg er ikke typen der får stress, men typen der får nok, og det er en robust skrøbelighed der formentlig ville skræmme de fleste ledere der leder efter robusthed og selvledelse, hvis de forstod den.

lørdag den 14. oktober 2017

fredag den 13. oktober 2017

Noget om sko og løkker

The Homesman i går i fjernsynet, og det er jeg glad for. Ikke fordi det var nogen udpræget fornøjelig film, men fordi det var en film om noget meget vigtigt som jeg til gengæld har fornøjelsen af at tænke videre over.

Nogle mennesker kan fylde nogle meget store sko ud. Men hvis de konsekvent bliver mødt af andre som om de virkelig burde tage sig sammen og klippe en hæl og hugge en tå for at passe ned i nogle meget mindre sko så deres udtryk ikke forstyrrer de andres stærkt begrænsede udsyn og indsigt, kan også sådanne mennesker knækkes og komme i tvivl om hvem (om nogen?) der bør ende med en løkke om halsen (eller livet).

Summasummarum. Bortset fra det er der meget andet godt at reflektere over efter den film.